Administrationen indstiller, at udvalget for trafik og regional udvikling anbefaler over for forretningsudvalget og regionsrådet:
Udvalget for trafik og regional udviklings beslutning den 1. oktober 2025:
Sagen blev udsat, da udvalget ønsker at få sagen yderligere oplyst.
Finn Rudaizky (O) og Magnus Von Dreiager (C) deltog ikke i sagens behandling.
Regionsrådene fik til opgave at behandle ansøgninger om særlig profil på de gymnasiale uddannelser i 2022 og skal som myndighed på området godkende ansøgninger fra gymnasier, der ønsker en særlig faglig profil på stx, hhx, htx eller hf. Administrationen har derfor indkaldt ansøgninger om særlige profiler med ansøgningsfrist til den 18. august 2025. Ved fristens udløb har administrationen modtaget fire ansøgninger:
Regionsrådet indstillede den 17. juni 2025 Niels Brocks ansøgning om et nyt hhx-uddannelsessted på Bispetorvet til godkendelse. Børne- og undervisningsministeren har endnu ikke afgjort om denne ansøgning imødekommes. Under forudsætning af, at der gives tilladelse til oprettelse af det nye hhx-gymnasium, ansøger Niels Brock om en ny særlig faglig profil "Jesper Buch Iværksætter Akademi".
Sagen blev udsat på mødet for udvalget for trafik og regional udvikling den 1. oktober 2025, da udvalget ønsket sagen yderligere oplyst.
Regionsrådet godkendte den 20. juni 2023 rammerne og processen for ansøgninger om særlig profil på de gymnasiale uddannelser. Her blev det blandt andet besluttet, at der ikke lægges en regional ramme, der skal begrænse, hvilke type profiler, der kan laves. Der blev derfor ikke skitseret nogen regional begrænsning for ansøgningerne, udover bekendtgørelsen. De nærmere regler for regionsrådets opgaver fremgår af bilag 1.
Som følge heraf har der ikke været beskrevet yderligere kriterier i udbudsprocessen, og det er derfor ikke muligt at opsætte kriterier, fx krav om afrapportering, som skolerne skal efterkomme ved denne udbudsrunde. Administrationen foreslår i stedet at indgå dialog med skolerne om, hvordan profilerne bidrager til en mere balanceret elevsammensætning eller hvordan udfordringerne kan løses på andre måder.
Regionsrådet anerkendte med sin beslutning den 20. juni 2023, at der er brug for en fornuftig balance, hvor fordelingen af profilgymnasier tager hensyn til, at den generelle elevfordeling ikke skævvrides unødvendigt. Der kan opstå en skævvridning i elevfordelingen, når særlige profiler giver forrang til ansøgere uanset transporttid. Det betyder, at færre pladser er tilgængelige for lokale elever, som ikke optages på baggrund af profilen og som dermed får sværere ved at blive optaget på deres nærmeste gymnasium.
I områder med høj søgning, kort transporttid og lodtrækning betyder det, at lokale elever ikke får plads på deres lokale gymnasium og må tildeles plads længere væk. Det kan føre til:
Regionsrådet besluttede den 30. januar 2024 med godkendelsen af den regionale udviklingsstrategi at alle regionens unge – uanset hvor de bor – skal have gode muligheder for at nå deres drømmeuddannelse med en rimelig transporttid fra, hvor de bor.
Om profilgymnasier og fordelingskriterier
Gymnasier, der har en godkendt særligt faglig profil, kan give forrang til ansøgere med relevante individuelle forudsætninger, således at profilansøgere kan tildeles plads uanset transporttid. Et gymnasiums særligt faglige profil skal være knyttet til en eller flere studieretninger.
Et gymnasium, der har en godkendt særlig faglig profil, vurderer selv, hvorvidt profilansøgerne lever op til profilkriterierne. Det er således også skolen, der kommunikerer udvælgelseskriterier til interesserede ansøgere. Såfremt profilen ikke omfatter alle pladserne på gymnasiet, vil de øvrige pladser blive tildelt ansøgere på baggrund af transporttidskriteriet, så ansøgere med kortest transporttid mellem bopæl og uddannelsesinstitution får tildelt plads først. Derudover er der nogle ansøgere, der kan tildeles forrang, fx fordi de er eliteidrætselever mm.
Region Hovedstaden har som den eneste region profilgymnasier og har i dag fem gymnasier med særligt faglige profiler. Sankt Annæ Gymnasium (stx) i Valby og Aurehøj Gymnasium (stx) i Gentofte har særlige musikprofiler, der har fokus på aktiviteter uden for den normale undervisning, som er tildelt uden tidsbegrænsning af Børne- og Undervisningsministeriet efter gældende regler på daværende tidspunkt. Den 14. november 2023 godkendte regionsrådet, at Frederiksberg Gymnasium (stx) blev tildelt den særlige faglige profil "Kompetent Medborgerskab" for en treårig periode (skoleårene 24/25, 25/26, 26/27). Den 13. december 2022 godkendte regionsrådet, at Rysensteen Gymnasium (stx - Global Citizenship Programme) og Niels Brocks Det Internationale Gymnasium (hhx - Elitegymnasiet) hver især blev tildelt en særligt faglig profil for en tre-årig periode (skoleårene 23/24, 24/25, 25/26). Da regionsrådets godkendelse af profilerne på Rysensteen Gymnasium og Det Internationale Gymnasium udløber nu, har begge skoler genansøgt.
For både Rysensteen Gymnasium, Det Internationale Gymnasium og Frederiksberg Gymnasium er der fastsat en maksimal andel af pladser, som må anvendes til profilansøgere.
I bilag 14 fremgår data om elevers herkomst, forældrenes højest fuldførte uddannelse og skolernes løfteevne. Data er for alle skoler, som på nuværende tidspunkt har en godkendt særlig profil.
Alle gymnasier har mulighed for at profilere sig på særlige faglige områder uden at have en godkendt særlig profil, men en godkendt særlig profil giver mulighed for at udvælge ansøgere til optagelse ved at give ansøgere forrang.
Regler for gymnasiers særligt faglige profil
Regionsrådets afgørelse af, hvorvidt et gymnasiums ansøgning skal godkendes, skal tage udgangspunkt i bekendtgørelsen, hvorved et gymnasium kan have en særligt stærk faglig profil, hvis:
Herudover skal der ved godkendelsen tages hensyn til, om andelen af profilelever bliver så høj, at der ikke er plads til ansøgere bosat i lokalområdet, så lokale ansøgere dermed får uforholdsmæssigt langt til nærmeste alternative uddannelsesudbud.
Ansøgninger om særligt faglig profil 2026/27
Administrationen har modtaget fire ansøgninger om særligt faglig profil fra gymnasier:
Drøftelse af ansøgningerne i gymnasiesamarbejderne i september 2025
Ansøgningerne om særlig profil har været drøftet i gymnasiesamarbejderne i Region Hovedstaden. Essensen af drøftelserne fremgår af bilag 13.
Samarbejdsudvalget udtrykte bekymring for, at profilerne samlet set kan medføre, at de mest ressourcestærke elever samles på få gymnasier, hvilket kan forstærke ubalancer i elevsammensætningen på nabogymnasier.
I gymnasiesamarbejderne var tendensen at rektorer, som har søgt om en særlig profil eller i forvejen har status af profilgymnasium talte for ansøgningerne, mens restende rektorer var imod at man godkender nye særlige profiler i København, da det kan give skævvridning i optag på øvrige gymnasier i nærområdet.
Administrationens vurdering
Godkendelse af profiler med forrang uanset transporttid vil i praksis reducere antallet af pladser til lokale ansøgere og dermed øge risikoen for, at flere ansøgere ikke kan få plads på deres nærmeste gymnasium, selvom de søger dette som 1. prioritet. Dette kan føre til markant længere transporttid for elever, der ellers ville have haft adgang til et nærliggende gymnasium. Samtidig kan profilerne skabe en koncentration af bestemte elevgrupper på andre gymnasier, hvilket svækker den ønskede balance i elevsammensætningen og kan udfordre den geografiske uddannelsesdækning. Samlet set vurderes det, at profilerne kan have en væsentlig negativ indvirkning på de politiske målsætninger for elevfordeling.
Rysensteen Gymnasium (stx) - "Global Citizen Programme”: Som det fremgår af tabellen i bilag 11, var transporttiden for ansøgere, der blev tildelt plads på baggrund af transporttid til Rysensteen Gymnasium, 12 minutter i fordelingen 2025, og blandt ansøgere med 12 minutters transporttid blev der trukket lod, fordi skolen ikke havde plads til dem alle. Derfor er det er administrationens vurdering, at en godkendelse af profilansøgningen fra Rysensteen Gymnasium vil bidrage til, at ansøgere bosat i lokalområdet fortsat vil have vanskeligt ved at få plads, og at disse ansøgere kan få uforholdsmæssigt langt til nærmeste alternative uddannelsesudbud, fordi kun få gymnasier i området har plads til 2. prioritetsansøgere. Administrationen vurderer på denne baggrund, og både af hensyn til øvrige gymnasier og ansøgere uden mulighed for at opnå plads som profilansøger, at ansøgningen fra Rysensteen Gymnasium skal gives afslag.
Nørre Gymnasium (stx) - "Kultur som vej til viden og fællesskaber": Administrationen vurderer, at der er en tilsvarende situation omkring Nørre Gymnasium, som blandt andet optager ansøgere fra et område omkring København Nordvest, Husum og Brønshøj. Såfremt andelen af ansøgere optaget på transporttidskriteriet på Nørre Gymnasium bliver mindre, vil ansøgere fra dette område få vanskeligere ved at opnå plads på deres lokale gymnasium, og derfor vil få langt til alternative gymnasier. Administrationen vurderer på denne baggrund, og både af hensyn til øvrige gymnasier og ansøgere uden mulighed for at opnå plads som profilansøger, at ansøgningen fra Nørre Gymnasium skal gives afslag.
Niels Brock Det Internationale Gymnasium (hhx) - "Elite-linjen": Administrationen bemærker, at Det Internationale Gymnasiums profil på hhx ikke har haft praktisk betydning for elevfordelingen i 2023, 2024 eller 2025. Dette skyldes, at alle 1. prioritetsansøgere blev optaget i 2023 og 2024, og i 2025 var transporttiden for 1. prioritetsansøgere på over 52 minutter. Derfor vurderes det, at lokale 1. prioritetsansøgere fortsat vil have mulighed for at få plads på gymnasiet. Administrationen indstiller til, at ansøgningen godkendes, dog for en fireårig periode og op til 25 % af elevoptaget.
Niels Brock Handelsgymnasiet Bispetorvet (hhx) -"Jesper Buch Iværksætter Akademi": administrationen bemærker at det er et nyt hhx uddannelsestilbud, som endnu ikke er etableret. Regionsrådet anbefalede ansøgningen om udbuddet for at sikre tilstrækkelig hhx-kapacitet til de lokale ansøgere i København, særligt med fokus på ansøgere fra Amager, som de senere år har haft vanskeligt ved at kunne få plads på deres nærmeste hhx-tilbud. Såfremt Handelsgymnasiet Bispetorvet tildeles en særlig profil, vil de pladser, som besættes af profilansøgere, i ringere grad komme lokale ansøgere til gode. Derudover vurderer administrationen ikke, at ansøgningen lever op til kriterierne om et veletableret tilbud alene af den grund, at gymnasiet ikke er oprettet endnu jf. kriterium 1. Administrationen indstiller derfor til afslag.
Ved tiltrædelse af indstillingen meddeles regionsrådets afgørelse til de ansøgende skoler samt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Såfremt regionsrådet beslutter at godkende ansøgningerne om særlig profil forventes det at få konsekvenser for lokale ansøgeres mulighed for at få plads på de relevante skoler.
Afgørelser af ansøgninger om særligt faglig profil meddeles ansøgere, gymnasiesamarbejder samt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Desuden vil det fremgå af regionh.dk, hvilke gymnasier, der har en godkendt profil.
Sagen forelægges udvalget for trafik og regional udvikling på et ekstraordinært møde den 20. oktober 2025, forretningsudvalget på et ekstraordinært møde den 21. oktober 2025 og regionsrådet den 21. oktober 2025.
David Meinke/ Nina Bjerre Toft
25025977
Bilag 1: Bilag 1. Faktaark - særlige profiler opdateret august 2025
Bilag 2: Bilag 2. Oversigt over særlige profiler i Region Hovedstaden
Bilag 3: Bilag 3. Ansøgning om særlig profil 2026 fra Rysensteen Gymnasium
Bilag 4: Bilag 4. Ansøgning om særlig profil 2026 fra Niels Brock Bispetorvet
Bilag 5: Bilag 5. Ansøgning om særlig profil 2026 fra Nørre Gymnasium
Bilag 6: Bilag 6. Ansøgning om særlig profil 2026 fra Niels Brock Det Internationale Gymnasium
Bilag 7: Bilag 7. Skema til vurdering af ansøgning om særligt faglig profil - Rysensteen Gymnasium
Bilag 9: Bilag 9. Skema til vurdering af ansøgning om særligt faglig profil - Nørre Gymnasium
Bilag 11: Bilag 11. Data om gymnasier, der søger om profil 2025
Bilag 12: Bilag 12. Forrangsansøgere pr gymnasiesamarbejde 2025
Bilag 13: Bilag 13. Notat vedr. drøftelser på gymnasiesamarbejder september 2025
Bilag 14: Bilag 14 Supplerende oplysninger til sagen