Udvalget for forebyggelse og sammenhæng - mødesag

Punkter på dagsordenen

  1. Beslutning: Kriterier for udmøntning af de 10 ekstra puljekapaciteter og igangsættelse af proces for omfordeling af tilbageleverede kapaciteter i almen praksis
  2. Lukket punkt.
  3. Orientering: Status på hepatitis C indsats i Region Hovedstaden
  4. Beslutning: Arbejdsplan for udvalget for forebyggelse og sammenhæng 2021
  5. Lukket punkt.
  6. Eventuelt

Medlemmer

1. Beslutning: Kriterier for udmøntning af de 10 ekstra puljekapaciteter og igangsættelse af proces for omfordeling af tilbageleverede kapaciteter i almen praksis

INDSTILLING

Administrationen indstiller til udvalget for forebyggelse og sammenhæng: 

  1. At godkende de to modeller med nye kriterier for udmøntning af puljen med de 10 ekstra kapaciteter i almen praksis.
  2. At godkende, at administrationen bemyndiges til at udmønte kapaciteter fra puljen med de 10 ekstra kapaciteter.
  3. At godkende, at administrationen arbejder videre med kriterier for omfordeling af tilbageleverede kapaciteter mellem planlægningsområderne, så lægedækningen sikres mest hensigtsmæssigt i regionen.

POLITISK BEHANDLING

  1. Godkendt, idet udvalget bemærker, at de ved at tiltræde forslaget sikrer gennemsigtighed i udvælgelse og prioritering. Derudover vil udvalget bede administrationen overveje en enkel kommunikation, herunder at det tydeliggøres at det er en samlet model.
  2. Godkendt
  3. Godkendt

BAGGRUND

Udvalget for forebyggelse og sammenhæng besluttede på mødet den 25. november 2020 at fastholde kapaciteten i almen praksis på det nuværende antal kapaciteter i 2021 for at dække kapacitetsbehovet i 2022. Herudover besluttede udvalget at igangsætte en revurdering af kriterierne for, hvordan puljen med de 10 ekstra kapaciteter besluttet i 2019 kan tages i anvendelse. 

I denne sag forelægges forslag til revurdering af kriterierne for udmøntning af de 10 ekstra puljekapaciteter besluttet i 2019. Herudover præsenteres forslag til videre proces for udarbejdelse af kriterier for omfordeling af eksisterende kapaciteter, der løbende tilbageleveres til regionen, så lægedækningen sikres hensigtsmæssigt mellem regionens geografiske områder.

SAGSFREMSTILLING

For at sikre lægedækning til alle borgere i Region Hovedstaden vurderer og fastsætter regionen hvert år kapaciteten i almen praksis for det kommende år. Udvalget for forebyggelse og sammenhæng besluttede den 25. november 2020 at fastholde kapaciteten i almen praksis på det nuværende niveau i 2021, da det vurderes at kunne dække kapacitetsbehovet i 2022. Udvalget besluttede også at igangsætte en revurdering af kriterierne for udmøntning af de 10 ekstra puljekapaciteter, som blev besluttet i 2019 for at imødekomme uforudsete lægedækningsudfordringer i specifikke planlægningsområder. Administrationen har udarbejdet forslag til revurdering af kriterierne for udmøntning af puljen med de 10 ekstra kapaciteter. Forslaget er drøftet på sekretariatsniveau med PLO-Hovedstaden og KKR forud for sagsfremstillingen.


Revurdering af kriterierne for udmøntning af de 10 ekstra puljekapaciteter
Selvom den nuværende kapacitet i almen praksis vurderes at være tilstrækkelig samlet set i hele regionen, vil der kunne opstå behov for hurtigt at kunne imødekomme uforudsete lægedækningsudfordringer lokalt. Det vil kunne imødekommes ved, at kapaciteter fra puljen med de 10 ekstra kapaciteter hurtigt kan udmøntes og tages i anvendelse.

De nuværende kriterier for udmøntning
For nuværende gælder, at puljen på de 10 ekstra kapaciteter kan tages i anvendelse ved uforudsete lægedækningsudfordringer i geografiske områder. Kapaciteterne kan udmøntes efter drøftelse med PLO-Hovedstaden og kommunerne, såfremt følgende tre kriterier er opfyldt: 

  1. Lægedækningssituationen i et område ikke forventes at blive løst alene ved den besluttede udvidelse.
  2. Mere end 85 pct. af praksis er lukket i området. 
  3. Antallet af sikrede pr. kapacitet er højere end gennemsnittet for regionen. 

Puljen har endnu ikke været taget i anvendelse, hvilket bl.a. skyldes, at lægedækningen er forbedret i flere af regionens planlægningsområder, da nye kapaciteter er blevet aktiveret, som følge af den besluttede kapacitetsudvidelse i de sidste to år. Det har været drøftet, om puljen skulle tages i anvendelse for af afhjælpe lægedækningssituationen i Ballerup og Vallensbæk, hvor praksis har været over 85 pct. lukket i en længere periode. Men det har ikke været muligt, da disse kommuner ikke opfylder det nuværende kriterie om, at det gennemsnitlige antal sikrede pr. kapacitet skal være større end regionsgennemsnittet. 

Forslag til nye kriterier for udmøntning
Administrationen foreslår, at puljen på de 10 ekstra kapaciteter fortsat kan tages i anvendelse ved uforudsete lægedækningsudfordringer i geografiske områder. Men for at sikre, at puljekapaciteterne udmøntes når det er relevant, er der udarbejdet forslag til to modeller for, hvornår puljen kan anvendes.
 

De to modeller skal supplere hinanden, og der vil således være flere muligheder for, at et planlægningsområde kan få udløst en puljekapacitet. Forslaget med de to modeller, der anvendes samtidigt vurderes derfor at være mere fleksibelt, men også mere præcist i forhold til at opfange konkrete geografiske lægedækningsudfordringer sammenlignet med de nuværende kriterier. 
 

Det foreslås, at begge modeller, som er baseret på et pointgivningssystem, bruges til løbende at udpege, hvilke planlægningsområder, der kvalificerer sig til en puljekapacitet. De to modeller fremgår af bilag 1 og bilag 2 med data for december 2020. 
 

Hver model indeholder to eller tre kriterier, som skal være opfyldt, for at der kan udmøntes en puljekapacitet jf. modellerne. Kriterierne i hver af de to modeller er præsenteret i nedenstående.


Model 1
Udmøntning af puljekapaciteter kan ske, hvis alle tre kriterier er opfyldt (jf. tre point i bilag 1):

  1. Mere end 85% af de eksisterende praksis i et planlægningsområde har i gennemsnit været lukket for patienter i tre måneder (udløser ét point)
  2. Der er ingen kapaciteter på vej til planlægningsområdet med aktiveringsfrist inden for tre måneder (udløser ét point)
  3. Det gennemsnitlige antal sikrede pr. kapacitet kommer ikke under lægernes gennemsnitlige åbnegrænse (=laveste antal ønskede patienter) (udløser ét point)

For nuværende er der ingen planlægningsområder, som vil kunne få udmøntet en puljekapacitet i henhold til model 1 jf. bilag 1. 


Model 2
Udmøntning af puljekapaciteter kan også ske, hvis nedenstående to kriterier er opfyldt (jf. 2 point i bilag 2): 

  1. Mere end 85% af de eksisterende praksis i et planlægningsområde har i gennemsnit været lukket for patienter i seks måneder, og situationen er ikke forbedret over tid (udløser ét point)
  2. Der er ingen kapaciteter på vej til planlægningsområdet med aktiveringsfrist inden for tre måneder (udløser ét point)

Anvendes kriterierne for model 2 jf. bilag 2 vil Ballerup Kommune kvalificere sig til en puljekapacitet, da praksis i området har været mere end 85 pct. lukket i seks måneder, og situationen ikke er forbedret over tid. Herudover er der ingen tildelte kapaciteter på vej med aktiveringsfrist inden for de næste tre måneder, som vil kunne aflaste området. 
 

Forslag til proces for udmøntning af puljekapaciteter
For at lægedækningen hurtigst muligt kan sikres i udfordrede planlægningsområder, anbefaler administrationen, at udvalget bemyndiger administrationen til at udmønte kapaciteter fra puljen i tilfælde, hvor et område opfylder kriterierne i enten model 1 eller 2, og til at varetage den nødvendige dialog med PLO-Hovedstaden og kommunerne om hver enkelt sag. Det foreslås, at udmøntningen meddeles udvalget i forbindelse med den kvartalsmæssige status på lægedækningen i regionen, indtil puljen er tom.  

Mere specifikt foreslås følgende proces for administrering af puljen: 

  1. I starten af hver måned afprøver administrationen de to modeller med aktuelle data for at se, om der er nye planlægningsområder, som opfylder kriterierne i model 1 eller model 2. 
  2. Hvis et planlægningsområde opfylder alle kriterierne i en af de to modeller og kvalificerer sig til en puljekapacitet, kontakter administrationen PLO-Hovedstaden og kommunen mhp. dialog om, hvordan selve udmøntningen skal finde sted. Her kan det fx drøftes, om puljekapaciteten skal opslås under særlige forhold, for at den kan aktiveres hurtigst muligt og aflaste området inden for nær fremtid. 
  3. Efterfølgende annonceres puljekapaciteten via relevante kanaler, og udvalget orienteres om udmøntningen. 

Omfordeling af eksisterende kapacitet
Den eksisterende kapacitet i Region Hovedstaden på de i alt 1.116 kapaciteter vurderes samlet set at være tilstrækkelig til at dække regionens befolkningsudvikling i 2021 og 2022. Men da der er lokale forskelle i lægedækningen og i den forventede befolkningsudvikling, så kan der også være behov for, at den eksisterende kapacitet fordeles hensigtsmæssigt mellem planlægningsområderne. En mere hensigtsmæssig fordeling af lægekapaciteten kan ligeledes medvirke til øget lighed i sundhed, og at arbejdslivet i almen praksis er attraktivt for lægerne i hele regionen.

På baggrund heraf foreslår administrationen, at der udarbejdes en metode for systematisk vurdering af behovet for omfordeling af kapaciteter, når læger tilbageleverer kapaciteter til regionen i etableringsfasen, eller når regionen får indleveret kapaciteter, som følge af ophør uden overdragelse af kapacitet til anden læge.
 

Metoden skal i hvert enkelt tilfælde understøtte, at der systematisk tages højde for lægedækningen i det berørte planlægningsområde i forhold til behovet i de øvrige områder i regionen.

Det foreslås derfor, at administrationen udarbejder en mere specifik metode for potentiel omfordeling af tilbageleverede kapaciteter, som præsenteres for udvalget i 2021. 

KONSEKVENSER

Såfremt sagen godkendes, vil Ballerup Kommune få tildelt en kapacitet fra puljen, da andelen af praksis i området har været mere end 85 pct. lukket i seks måneder, og der ikke er nogle tildelte kapaciteter på vej med aktiveringsfrist inden for de kommende tre måneder.

Såfremt de nye kriterier for udmøntning af puljen med de 10 ekstra kapaciteter ikke godkendes, kan det påvirke muligheden for at udmønte ekstra kapacitet til et område rettidigt. 

Såfremt administrationen ikke får mulighed for at arbejde videre med en model for potentiel omfordeling af den eksisterende kapacitet i forbindelse med tilbagelevering, begrænses muligheden for at sikre hensigtsmæssig fordeling af den eksisterende kapacitet.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges udvalget for forebyggelse og sammenhæng den 13. januar 2021.

Såfremt udvalget godkender indstilling 3 vil en ny sag om forslag til kriterier for omfordeling af tilbageleverede kapaciteter mellem planlægningsområderne forelægges udvalget i 2021.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Anne Skriver / Jean Hald Jensen 

JOURNALNUMMER

20082815

Bilag

Bilag 1: Model 1

Bilag 2: Model 2

2. Lukket punkt.

3. Orientering: Status på hepatitis C indsats i Region Hovedstaden

INDSTILLING

Administrationen indstiller til Udvalget for forebyggelse og sammenhæng

POLITISK BEHANDLING

Taget til efterretning.

BAGGRUND

Der er både nationalt og regionalt fokus på hepatitis C, og Region Hovedstaden besluttede i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2020 at gøre en målrettet indsats for at eliminere hepatitis C i overensstemmelse med WHO’s målsætning gennem et samarbejde mellem rusmiddelcentre, væresteder og fængsler i regionen og de infektionsmedicinske afdelinger.

SAGSFREMSTILLING

Hepatitis C er en smitsom leverbetændelse, som på længere sigt kan forårsage skrumpelever, leversvigt, kræft og heraf følgende død. Der findes nu en behandling med medicin, som kurerer patienter på 8-12 uger. Det betyder, at vi er i en unik situation, hvor vi har mulighed for at udrydde hepatitis C.

 

Region Hovedstaden arbejder med en række initiativer for at sikre behandling til borgere smittet med hepatitis C samt for at forebygge hepatitis C.  Arbejdet har ligesom i de øvrige regioner været forsinket på grund af COVID-19 situationen. På administrativt niveau arbejdes der i Region Hovedstaden med følgende indsatser i forbindelse med forebyggelse, opsporing og behandling af hepatitis C:

 

1. Tilbud om behandling til smittede

Regionerne er af sundheds- og ældreministeren blevet opfordret til at opspore alle hepatitis C smittede personer og tilbyde dem behandling. Det blev på møde i Sundhedsdirektørkredsen den 25. september 2020 besluttet, at regionerne senest primo 2021 skal have igangsat processen med at kontakte borgere som data fra forskningsregistre har vist kan have hepatitis C, men ikke er i behandling. Region Hovedstaden har sendt breve til de første 1100 borgere ud af ca. 2000 af regionens borgere, som kan være smittet med Hepatitis C. med henblik på test og evt. behandling. Udsendelsen af de resterende breve er forsinket på grund af presset på hospitalerne i forbindelse med COVID-19 situationen. Regionen planlægger således at sende de resterende breve ud til marts 2021. Region Hovedstaden er i tæt kontakt med brugerorganisationer og klinikere med henblik på at sikre, at flest mulige borgere modtager invitationen og vælger at tage imod tilbud om behandling. 

 

Region Hovedstaden har taget initiativ til tværregionalt møde om hepatitisindsatsen, hvor der blev holdt møde i november 2020 og det næste møde planlægges i januar 2021. Formålet med møderne er at erfaringsudveksle og koordinere indsatserne på området.

 

2. Beslutning om fremadrettet finansiering af mobil testklinik

Det blev i forbindelse med vedtagelsen af Region Hovedstadens Budget for 2021 besluttet at bevilge 1 million kr. årligt til fortsat finansiering af Brugernes Akademis mobile testklinik, som opsporer Hepatitis C mv. blandt de mest udsatte borgere i hovedstaden. Klinikken har tidligere været finansieret af Sundhedsstyrelsen m.fl. Der arbejdes på nuværende tidspunkt med en plan for den fremadrettede forankring.

 

3. Hepatitisplan og Samarbejde med Region Sjælland

Da forebyggelse og eliminering af hepatitis C er en stor og kompleks opgave, kræver det, at der sættes ind med opsporing, behandling og forebyggelse i en række sammenhænge. Mange af borgerne/patienterne i risikogruppen bevæger sig frem og tilbage mellem i særdeleshed Region Sjælland og Region Hovedstaden. Region Hovedstaden har derfor taget initiativ til at undersøge mulighederne for et fremadrettet samarbejde med Region Sjælland. Der blev den 20. november 2020 holdt et første møde mellem regionerne, hvor mulighederne og karakteren af et eventuelt fremtidigt samarbejde blev drøftet.

KONSEKVENSER

Der arbejdes videre med at nå i mål med de beskrevne indsatser. Opgaven er kompleks og forudsætter afklaring af tekniske og juridiske forhold. Danske Regioner har peget på, at den øgede systematiske opsporing og behandling formentlig vil kræve øgede ressourcer til området.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Anne Skriver / Carine Bududu Heltberg

JOURNALNUMMER

20013082

4. Beslutning: Arbejdsplan for udvalget for forebyggelse og sammenhæng 2021

INDSTILLING

Administrationen indstiller til udvalget for forebyggelse og sammenhæng:

POLITISK BEHANDLING

Godkendt.

BAGGRUND

Af hensyn til tilrettelæggelsen af arbejdet i udvalget i 2021 og for at kunne prioritere de opgaveområder, som udvalget finder det særligt vigtigt at fokusere på, lægges der op til, at udvalget godkender en foreløbig arbejdsplan for 2021.

 

Arbejdsplanen tager udgangspunkt i styrelsesvedtægten for Region Hovedstaden, hvoraf de stående udvalgs opgave- og ansvarsområder fremgår. I sagen gives tillige en status over udvalgets arbejde i 2020.

SAGSFREMSTILLING

Af Region Hovedstadens styrelsesvedtægt fremgår, at de stående udvalgs opgave er at formulere forslag til den politik, som regionen skal føre på sine ansvarsområder samt at kontrollere, at vedtagne politikker føres ud i livet. Udvalgene har også til opgave at følge op på planer og politikker, som regionsrådet vedtager og stille forslag om ændringer i fornødent omfang.

 

Ifølge styrelsesvedtægten har udvalget for forebyggelse og sammenhæng politikudviklende opgaver i forhold til regionale indsatser, der kan skabe et sammenhængende sundhedsvæsen i borgerens nærmiljø. Udvalget skal også arbejde for at forebygge ulighed i sundhed samt styrke samarbejdet med kommunerne om det systematiske udviklingsarbejde med forebyggelse.


Udvalget for forebyggelse og sammenhæng har politikopfølgende opgaver på følgende områder:

Status

I 2020 har udvalget taget hul på arbejdet med de nye praksisplaner for henholdsvis almen praksis, speciallægepraksis og fysioterapi. I 2021 vil udvalget arbejde videre med de tre praksisplaner. 

 

Lægedækningssituationen i regionen er blevet fulgt tæt i udvalget. I starten af året fordelte udvalget ni nye lægekapaciteter til de planlægningsområder med størst behov. Den mobile lægeklinik er kommet ud at køre på Amager og lægeklinikkerne på Amager og Frederiksberg Hospital er blevet taget i brug. Ved det sidste udvalgsmøde i 2020 besluttede udvalget, at der ikke skal udvides med flere kapaciteter i 2021. Til gengæld vil udvalget i 2021 se på, hvordan puljen med de 10 ekstra kapaciteter, som udvalget afsatte i 2019, kan tages i anvendelse. 

 

Ligesom de foregående år har udvalget i 2020 løbende behandlet konkrete ansøgninger fra læger om dispensation for kravet om tilgængelighed ved flytning eller etablering af lægepraksis. Udvalget har ved bedømmelsen af ansøgninger lagt vægt på, om lægen har gjort alt, hvad der var muligt for at sikre god tilgængelighed til praksis, herunder været i dialog med kommunen og haft besøg af mærkningsordningen God Adgang for at få hjælp til at sikre god adgang til praksis. Udvalget har desuden skelet til hvor mange andre praksis i pågældende planlægningsområde, som har god tilgængelighed.

 

Udvalget har givet input til forhandlingerne om ny overenskomst om fodterapi og til en opdatering af overenskomst om optræning af handicappede og behandling af muskellidelser. Ved dette møde vil udvalget give input til forhandlingerne om ny overenskomst om speciallægepraksis. På fodterapiområdet har udvalget lagt vægt på, at de praktiserende fodterapeuter kommer til at spille en større rolle i det nære sundhedsvæsen, at fodterapeuterne motiveres til kompetenceudvikling og at forebyggelse i fodterapipraksis prioriteres i højere grad. I forhold til en opdateringen af overenskomst om optræning af handicappede og behandling af muskellidelser har udvalget anbefalet en generel modernisering af overenskomsten, som ikke har været opdateret i over tyve år.

 

I forlængelse af udvalgets arbejde med det politiske rammepapir for lighed i sundhed har udvalget sammen med social- og psykiatriudvalget og med input fra Udsatterådet drøftet nye indsatser til at forebygge ulighed i sundhed blandt udsatte borgere, som social- og psykiatriudvalget har båret ind til budgetforhandlingerne. 

 

I 2020 har udvalget (parallelt med sundhedsudvalget) behandlet rammerne for det kommende sundhedshus i Helsingør. I foråret 2021 vil udvalget for forebyggelse og sammenhæng og sundhedsudvalget behandle den endelig fastlæggelse af patientgrupper/-forløb i sundhedshusene og samarbejdet med kommunerne herom i Planområde Nord. De to udvalg vil desuden tage stilling til placeringen af et sundhedshus i Frederikssund

 

Udvalget har drøftet fokusområdet i sundhedsaftalen om ældre og borgere med kroniske sygdomme og givet input til de regionale medlemmer af sundhedskoordinationsudvalget om at gå videre med arbejdet for at indgå en aftale om intravenøs behandling til borgere i kommunalt regi.

 

Udvalget har arbejdet for, at regionsrådet afsatte flere midler i de kommende to år til at arbejde videre med forebyggelsesindsatserne fra forebyggelsesplanen om rygning, alkohol, overvægt og mental trivsel. Derudover har udvalget interesseret sig for, hvordan fertilitetsprobemer kan løses, og har givet input til forebyggelsesarbejdet på dette område.

 

Arbejdsplan

Administrationen har udarbejdet et forslag til arbejdsplan for udvalgets arbejde i 2021, som tager højde for udvalgets politikudviklende og -opfølgende opgaver samt de punkter fra regionens budgetaftale vedr. 2021, som udvalget for forebyggelse og sammenhæng har ansvaret for at følge op på. 

 

Arbejdsplanen er tænkt som et overblik over de sager, som udvalget forventeligt kommer til at drøfte og behandle i 2021. For mange af sagerne gælder det, at det kan vise sig, at udvalget ønsker at behandle sagerne på flere udvalgsmøder eller, at behandlingen af sagen medfører nye sager på efterfølgende udvalgsmøder. Når et emne kun er nævnt en enkelt gang i arbejdsplanen, er det derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med, at sagen kun behandles den ene gang i udvalget. Arbejdsplanen er et planlægningsredskab for både udvalg og administration, idet planen kan bruges til at prioritere udvalgets arbejdskraft og tidsforbrug.

 

Foreløbig arbejdsplan for 2021:

 

Dato for udvalgsmødeMødesager
13.01.2021

 

Krav og ønsker til overenskomst for speciallægehjælp - beslutning

 

Revurdering af kriterierne for udmøntning af puljen på de 10 ekstra lægekapaciteter

 

Opfølgning Budget 2020: status på Hepatitis C-indsatsen

 

03.03.2021

 

Udkast til praksisplan for almen praksis 2021

 

Gensidige besøg

 

Kvartalsvis orientering om status for lægedækningen

 

22.03.2021

 

Input til budget 2021 - 1. drøftelse

 

Fokusområder til handleplan om overvægt

 

Forslag til målsætninger og fokusområder i en ny praksisplan for speciallægehjælp

 

Opfølgning Budget 2020 - Initiativ om at gøre det attraktivt at være læge i Region H

 

28.04.2021

 

Input til budget 2021 - 2. drøftelse

 

Fastlæggelse af patientgrupper/-forløb i sundhedshusene og samarbejdet med kommunerne i planområde Nord på baggrund af høring

 

Placering af et sundhedshus i Frederikssund

 

Opfølgning Budget 2021 - Nedbringelse af ventetid til psykologbehandling for angst og depression

 

26.05.2021

 

Input til budget 2021 - beslutning

 

Præsentation af konkrete indsatser for arbejdet med de tre nye fokusområder i forebyggelsesplanen

 

Opfølgning budget 2021 - Forebyggelsesinitiativer, der kan iværksættes for at imødekomme et evt. øget pres på hospitalerne som følge af influenzasæsonen

 

21.06.2021

 

Opfølgning Budget 2021 - Mål for børnenes region

 

Kvartalsvis orientering om status for lægedækningen

 

25.08.2021

 

Praksisplan for almen praksis 2021 (inkl. høringssvar)

 

Høringsudkast til Praksisplan for fysioterapi

 

29.09.2021

 

Kvartalsvis orientering om status for lægedækningen

 

27.10.2021

 

Praksisplan for almen praksis 2021 - beslutning

 

Praksisplan for fysioterapi - beslutning

 

Opfølgning budget 2021 - Status for samordningsudvalgene og de midler, der blev afsat til, at det enkelte hospital sammen med kommuner og almen praksis i hospitalets

optageområde skulle prioritere til omstilling og indsatser, der styrker det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

 

Opfølgning budget 2021 - Status - forebyggelsesplanen

 

Opfølgning budget 2021 - Status - Styrket indsats for opsporing af hepatitis C mv. hos udsatte - mobil enhed

 

24.11.2021

 

Årlig lægedækningsundersøgelse og opdaterede resultater af langsigtet prognose for behov for almen praktiserende læger

 

Status på rekrutterings- og fastholdelsesindsatser til sikring af lægedækningen i almen praksis

 

Arbejdsplanen vil til hvert møde i 2021 være opdateret og vedlagt som bilag i en meddelelse. 

KONSEKVENSER

En tiltrædelse af indstillingen indebærer, at arbejdet i udvalget tilrettelægges ud fra den foreløbige arbejdsplan i 2021. Arbejdsplanen er tentativ og dermed et dynamisk dokument, hvori der løbende vil komme ændringer i forhold til aktuelle sager, herunder fx sager, der ikke kan afsluttes på ét møde. Udvalget skal forvente, at der til hvert møde vil forekomme sager på dagsordenen, som ikke fremgik af arbejdsplanen på forrige møde.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges udvalget for forebyggelse og sammenhæng den 13. januar 2021.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Anne Skriver Andersen / Sofie Egmose

JOURNALNUMMER

20075513

5. Lukket punkt.

6. Eventuelt

Enhedschef i Enhed for Praksisaftaler i Center for sundhed Bettina Skovgaard oplyste, at hun har fået nyt job og derfor stopper i Region Hovedstaden pr. 1. februar 2021.

Udvalget for forebyggelse og sammenhæng - meddelelser

Punkter på dagsordenen

    Medlemmer