Administrationen indstiller over for forretningsudvalget,
Forretningsudvalgets beslutning den 22. juni 2021:
Oplæg fra mødet er vedlagt (bilag 3).
Indstillingspunkterne 1 og 2 blev godkendt.
Indstillingspunkt 3 blev taget til efterretning.
Flemming Pless (A) og Martin Geertsen (V) deltog ikke under sagens behandling.
Der blev d. 9. juni 2021 indgået aftale mellem regeringen og Danske Regioner om de økonomiske rammer og forudsætninger for det kommende års budgetlægning.
Sundhedsområdet
Aftalen mellem regeringen og Danske Regioner giver en samlet forøgelse af råderummet på sundhedsområdet for regionerne på 1.185 mio. kr. Aftalen er vedlagt som bilag 1. For Region Hovedstaden betyder det en forøgelse på 370 mio. kr.
Ændringer i bloktilskudsfordelingen betyder en reduktion på 84 mio. kr. Der tages forbehold, da tallet ikke er endeligt udmeldt. Det er udviklingen i de socioøkonomiske kriterier, særligt vedr. tabte leveår, der betyder et fald for Region Hovedstaden, mens de aldersbetingede kriterier isoleret set giver en stigning.
Dertil kommer mindre ændringer som følge af omfordelingen af gevinsterne ved kvalitetsfondsbyggerierne, samt medfinansiering af fællesoffentlige it-projekter, i alt en udvidelse på 4 mio. kr.
Kompensation for opgaveændringer (DUT) og andre reguleringer udgør 82 mio. kr., og samlet udvides regionens ramme således med 373 mio. kr., jf. nedenstående tabel. Heraf er de 82 mio. kr. til øremærkede formål, og der er således 291 mio. kr. til dækning af regionens merudgifter.
På baggrund af økonomiaftalen samt arbejdet med afklaring af budgettets forskellige poster siden vurderingen i april måned, kan der opnås balance, som det fremgår af nedenstående tabel. Det indebærer en politisk prioriteringspulje på 50 mio. kr.
Dermed udmøntes ikke generelle besparelser. På nogle hospitaler vil der være behov for at gennemføre interne omprioriteringer, og i koncerncentrene gennemføres de administrative besparelser, der blev besluttet i forbindelse med budget 2018.
Som det fremgår, er der opgjort en række merudgifter. Det vedrører bl.a. medicin på hospitalerne, lægelig videreuddannelse, it og medico samt en række øvrige poster.
Derudover realiseres de administrative besparelser, og optimeringer på indkøbsområdet bidrager i 2022 med 43 mio. kr. Effektiviseringsgevinsterne vedr. kvalitetsfondsbyggerier vedrører i 2022 Rigshospitalet, Herlev og Gentofte Hospital samt Region Hovedstadens Psykiatri.
I forbindelse med budgetlægningen for 2022 har der vist sig at være økonomisk råderum til at føre effektiviseringsgevinsterne tilbage til de pågældende hospitaler, jf. tabellen. Det må hvert år ved budgetlægningen vurderes, om de tilvejebragte effektiviseringsgevinster skal føres tilbage, eller om der skal prioriteres anderledes. Det er forudsat i aftalen med staten i forbindelse med effektiviseringsgevinsterne ved kvalitetsfondsbyggerierne, at det tilvejebragte råderum anvendes til ny sygehusaktivitet.
Fokusområder i økonomiaftalen
I lighed med de seneste års økonomiaftaler indgår i aftalen regionernes økonomi for 2022 en række særlige fokusområder. Håndteringen af situationen vedr. covid-19 indgår i aftalen, herunder belastningen af regionernes kapacitet og økonomi. Derudover kan særligt fremhæves den fortsatte omstilling til det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Der er efterfølgende indgået en aftale på området mellem regeringen, Danske Regioner og KL om etableringen af "Sundhedsklynger", jf. bilag 2. I aftalen indgår det, at regionerne tilføres 40 mio. kr. til etableringen af sundhedsklyngerne. Beløbet indgår under DUT og andre reguleringer i tabellen ovenfor.
Af økonomiaftalen fremgår det endvidere, at regeringen og Danske Regioner er enige om, at familier skal opleve et trygt forløb i svangreomsorgen. Det handler bl.a. om god vejledning og rådgivning både før og efter fødslen.
På nationalt niveau videreføres den nye styringsmodel for sundhedsområdet. Fokus i den nye model er at styrke sammenhæng og nærhed for patienten. Hovedelementerne i den nye styringsmodel er det årlige teknologibidrag og nærhedsfinansieringen.
Teknologibidraget udgør i 2022 400 mio. kr. årligt for alle regioner tilsammen. Teknologibidraget tilvejebringes gennem realisering af de løbende gevinster ved at modernisere og udvikle opgaveløsningen, bl.a. via optimering af indkøb, ny teknologi, nye behandlingsmetoder og forbedrede arbejdsgange.
Der indgår ikke i 2022 besparelser på konsulenter, men der er forudsat besparelser i 2023-25 på hhv. 50, 75 og 100 mio. kr., således at der i 2025 i alt er realiseret besparelser på 200 mio. kr., inkl. besparelsen i 2021 på 100 mio. kr.
Teknologibidraget fastholdes på sundhedsområdet som finansieringsbidrag til prioritering af bedre behandling og kapacitet til håndtering af det demografiske udgiftspres.
Nærhedsfinansieringen er betinget af, at fire kriterier opfyldes i hver region. Kriterierne er opstillet med henblik på at opnå øget sammenhæng og omstilling i behandlingen og er uændrede ift. 2021. Opfyldelsen af kriterierne har betydning for regionens finansiering, men ikke for udgiftsloftet. Der planlægges ikke med at videreføre en økonomisk konsekvens til hospitalerne. Det vil være en ledelseopgave at sikre, at der sker konkrete indsatser på områderne, og der vil løbende skulle ske opfølgning på kriterierne i forhold til nærhedsfinansiering.
I forlængelse af overgangen til den nye ferielov er regeringen og Danske Regioner enige om, at regionerne overfører optjente feriemidler til Lønmodtagernes Feriemidler i 2021. Regionerne opnår delvis låneadgang ved overførsel i 2021.
Regional udvikling
På det regionale udviklingsområde lægger økonomiaftalen vægt på, at regionerne har fokus på bæredygtighed og samarbejde om at opfylde FN's verdensmål inden 2030, samt at regionerne sætter en strategisk retning for den regionale udvikling med særlig vægt på sammenhæng og nærhed.
På miljøområdet er regeringen og Danske Regioner enige om, at regionerne skal fortsætte deres vigtige arbejde med strategisk oprensning af jordforureninger med henblik på blandt andet at beskytte grundvandet og menneskers sundhed, og at indsatserne skal målrettes de forureninger, der medfører størst miljømæssig risiko.
Danske Regioner rejste i forbindelse med økonomiforhandlingerne et ønske om yderligere investeringer i lokalbanerne og lægger vægt på, at regeringen har noteret sig lokalbanernes tilstand i forbindelse med forhandlinger om Danmark Fremad.
På uddannelsesområdet er regeringen og Danske Regioner enige om vigtigheden af en god geografisk spredning af ungdoms- og velfærdsuddannelser.
Den økonomiske ramme for regionerne udvides med 15 mio. kr. som følge af, at regionerne tildeles indstillingsret for 20 pct. af EU's socialfondsmidler. For Region Hovedstaden svarer det til en udvidelse af den økonomiske ramme med 4,8 mio. kr.
Det vurderes, at der på et foreløbigt grundlag er et politisk råderum på det regionale udviklingsområde i 2022 på ca. 18 mio. kr., svarende til tilbagebetalingen fra Movia i 2022 vedrørende 2020. Den endelige opgørelse af det politiske råderum for 2022 afhænger af Movias budgetforslag for 2022, som endnu ikke er kendt.
I den sammenhæng skal det nævnes, at regeringen, KL og Danske Regioner er enige om, at kompensationsmodellen for 2020 for de regionale trafikselskaber videreføres i 2021. Parterne er enige om, at der med aftalen udbetales kompensation for i alt 0,6 mia. kr. til de regionale trafikselskaber for de foreløbige merudgifter i 2021. Af hensyn til kommunernes og regionernes budgetlægning, og med afsæt i et forventet genåbnet Danmark, vil parterne drøfte modellen for 2022 i det tidlige efterår 2021.
Investeringer
Økonomiaftalen for 2022 resulterede for Region Hovedstadens vedkommende i et anlægsloft på 1.088 mio. kr., hvilket er under niveauet ved Økonomiaftalen for 2021.
I det fastsatte loftsbelagte niveau for øvrige anlægsudgifter indgår et løft på landsplan på 100 mio. kr. i 2022 til investeringer i styrket cybersikkerhed i regionerne, samt en øremærket ramme til investeringer i IT og medicoudstyr i 2022 på landsplan på 750 mio. kr. Region Hovedstadens andel af disse udgør ca. 34 mio. kr. henholdvis 234 mio. kr. i investeringsbudgettet for 2022.
Af finanslovens midler til styrkelse af psykiatrien udmøntes 36,6 mio. kr. som anlægsmidler til Region Hovedstaden i 2022. Hovedparten af disse øremærkede midler til investeringer i 2022 inden for psykiatrien er allerede udmøntet til konkrete projekter, men der restererer ca.12 mio. kr., som aktuelt endnu ikke er disponeret til konkrete tiltag.
I tillæg til det almindelige anlægsloft blev der i efteråret 2018 oprettet en ny investeringsfond, der skal bidrage til, at nye teknologier afprøves, og velafprøvede digitale velfærdsløsninger udbredes hurtigere i kommuner og regioner til gavn for borgerne. Region Hovedstaden modtager således i 2022 forventet ca. 4,7 mio. kr. til investeringer inden for området for kunstig intelligens.
Med det planlagte niveau på allerede igangværende projekter er det på nuværende tidspunkt forventningen, at det i 2022 kan blive nødvendigt at pausere igangværende projekter, ligesom det vil være vanskeligt at træffe beslutning om igangsætning af nye investeringsprojekter i 2022.
Økonomiaftalen for 2022 indeholder en ramme til kvalitetsfondsbyggerier på landsplan på i alt 4 mia. kr. Rammen er baseret på statens skøn for afløb i 2022, idet staten har set på det afløb, som har været realiseret i de seneste år for alle kvalitetsfondsbyggerier. Økonomiaftalen indeholder fortsat en formulering om, at der lægges vægt på, at byggerierne fortsat realiseres i overensstemmelse med indgåede kontrakter og planer (den såkaldte ”kranformulering”).
Den videre proces
Der er fortsat en proces i gang i administrationen med at foretage en nærmere kvalificering af elementerne i budgetgrundlaget frem til udarbejdelse af et budgetforslag for 2022. Der vil som følge heraf kunne forekomme justeringer i vurderingen af udgiftsbehov.
I forbindelse med hospitalernes budgetlægning opgøres interne udgiftspres, behov for omprioriteringer og genopbygning af eventuelle centrale puljer/reserver. Hospitalerne har aktuelt opgjort et behov for interne omprioriteringer i størrelsesordenen 240 mio. kr. Det foreslås, at der gives en orientering for regionsrådets medlemmer d. 24. august 2021 om hospitalernes interne omprioriteringer.
Processen efter sommerferien ser således ud:
Administrationen vil udarbejde et forslag til budget 2022-25 på baggrund af de trufne beslutninger. Forslaget vil blive førstebehandlet i regionsrådet d. 17. august 2021. Regionsrådet vil på et møde d. 24. august blive orienteret om hospitalernes interne omprioriteringer.
Administrationen udarbejder intern og ekstern nyhed.
Sagen forelægges forretningsudvalget den 22. juni 2021.
Jens Buch Nielsen/Jette Sylow Rasmussen
21002209
Bilag 1: Aftaletekst vedr. regionernes økonomi for 2022
Bilag 2: aftaletekst-vedr-sundhedsklynger-11-juni-2021
Bilag 3: Oplæg på FU 21. juni 2011 - ØA 2022
Bilag 4: Bloktilskud og ændrede kriterieværdier
Administrationen indstiller, at forretningsudvalget over for regionsrådet anbefaler:
Forretningsudvalgets beslutning den 22. juni 2021:
Anbefalet.
Flemming Pless (A), Karin Friis Bach (B) og Martin Geertsen (V) deltog ikke under sagens behandling.
Forretningsudvalgets beslutning den 15. juni 2021:
Sagen blev udsat og vil blive behandlet på ekstraordinært forretningsudvalgsmøde den 22. juni 2021.
Randi Mondorf (V) deltog ikke under sagens behandling.
Regionsrådet skal i henhold til retningslinjerne for kvalitetsfondsbyggerierne godkende kvartalsafrapportering for Nyt Hospital Nordsjælland, inden materialet bliver sendt til Sundhedsministeriet. Afrapporteringen er en forudsætning for den statslige andel af finansieringen.
Nyt Hospital Nordsjælland har store udfordringer med overholdelse af det samlede budget, hvorfor denne sag også indeholder Region Hovedstadens redegørelser til Sundhedsministeriet om årsager og handlemuligheder og ministeriets svar på disse redegørelser.
Denne sag handler om den økonomiske udvikling i perioden 1. januar 2021 til 31. marts 2021 samt en status for tid og kvalitet for det kvalitetsfondsfinansierede projekt Nyt Hospital Nordsjælland. Væsentlige efterfølgende begivenheder frem til mødesagens forelæggelse er også med i rapporteringen.
Bilag 1 er kvartalsrapporten, der gennemgås i hovedtræk nedenfor, mens bilag 2 uddyber de økonomiske aspekter i kvartalsrapporten. Bilag 3 er revisorerklæring, og bilag 4 er uafhængig risikovurdering fra "Det Tredje Øje" (DTØ). Bilag 5 er luftfoto af Nyt Hospital Nordsjælland. Den uafhængige risikovurdering (bilag 4) og den fortrolige del af kvartalsrapporteringen (bilag 2) indeholder oplysninger om byggesagens restreserver.
Udover de faste kvartalsrapporteringsbilag indgår der også bilag med Region Hovedstadens redegørelse om årsager for budgetudfordringer (bilag 6), Region Hovedstadens redegørelse for håndtering af budgetudfordringen (bilag 7) og Sundhedsministeriets svar på redegørelserne (bilag 8), samt administrationens bemærkninger her til (bilag 9).
De nævnte bilag 2, 4, 6 og 7 er vedlagt som fortrolige bilag af hensyn til regionens økonomiske interesser, da disse bilag indeholder detaljerede oplysninger om projektets økonomi og regionens strategiske overvejelser i forhold til styring af projektet.
Centerdirektør i Center for Ejendomme Mogens Kornbo og enhedschef i Center for Økonomi Niels Peter Hansen deltager under sagens behandling.
Budgetudfordringer og tilpasning af Nyt Hospital Nordsjælland
Visionen om at skabe et topmoderne hospital har det sidste år udmøntet sig i konkrete og synlige fremskridt på byggepladsen. I løbet af første kvartal 2021 har der været stor aktivitet på byggepladsen med bl.a. jordarbejder, pæleramning, ankerboringer og betonarbejder. Trods en kort periode med pause i arbejdet grundet frostvejr, så følger byggeriet fortsat tidsplanen, hvor NCC afleverer råhuset i 2022, og det samlede hospitalsbyggeri afleveres 2024.
Der er indgået samarbejdsaftale med NCC i februar 2021. I samarbejde med hovedentreprenør NCC pågår der i øjeblikket udbud af fase 2 og 3. Her indgår lukning, komplettering, installationer og landskaber. Hovedentreprenør NCC har nu indhentet indledende tilbud hos samtlige tilbudsgivere på servicebyen, facader og de indvendige arbejder i hospitalet. Priserne ligger væsentlig over budgettet. Derfor har der de seneste måneder været arbejdet målrettet for at tilpasse byggeriet for at imødekomme budgetudfordringerne i videst muligt omfang uden at gå på kompromis med det overordnede formål med kvalitetsfondsprojektet – at bygge et fuldt funktionsdygtigt og tidssvarende akuthospital, der kan rumme den behandlingskapacitet, som det forventes at være behov for på tidspunktet for ibrugtagningen af hospitalet i 2025.
Ændringerne har således ikke signifikant betydning for bygningens funktion, drift og arkitektur. Bidraget er f.eks. sammensat af ændringer i kvaliteten af byggeriet, herunder ændring af gulvtyper, reduktion i omfang af trælameller, ændret indretning af ambulatorier og ændrede udendørs taghaver. Derudover er der også sket reduktion i kontorområder og reduktion i antallet af ambulatorierum med ca. 40 stk., samt en række tiltag omkring øget genbrug af udstyr ved overgangen til det nye hospitalsbyggeri i 2025. Endelig vil der ske en reduktion i antallet af parkeringspladser, som dog vil kunne etableres efterfølgende, hvis der senere viser sig behov herfor. Det skal understreges, at antallet af sengestuer ikke er berørt af tilpasningerne og antallet fastholdes uændret, så her sker der ingen ændringer.
Selv om der er foretaget væsentlige tilpasninger af projektet, må det konstateres, at der fortsat er en forventet budgetoverskridelse på mellem 650-800 mio.kr., hvilket svarer til ca. 14 – 17 % af det samlede budget.
Årsager til budgetudforingen og regionens handlemuligheder
Årsagen til budgetudfordringen skal efter administrationens vurdering primært findes i den aktuelle markedssituation, hvor der generelt opleves travlhed i byggesektoren, mangel på håndværkere og prisstigninger på materialer. Herudover er det administrationens vurdering, at priskalkulationerne i projektet har været for lave og at regionens egen budgettering af entrepriseudgifterne har vist sig at være for optimistiske. Endelig kan regionens høje ambition om at udnytte barmarkbyggeriets muligheder for at nytænke fremtidens hospital ved fx valg af arkitektur også have en indflydelse på de tilbud vi har modtaget. Endelig vurderer administrationen, at prisreguleringen af den fastsatte totalramme ikke har kunnet følge med de faktiske prisstigninger på projekter med stor kompleksitet.
Regionens handlemuligheder begrænses af tidspunktet for konstateringen af budgetudfordringen. Byggeriet er i fuld gang og hospitalets fodaftryk, form og størrelse ligger fast. Hospitalets arkitektur gør, at det ikke længere er muligt at undlade opførelse af delbygning eller etage, ligesom det vil stride mod tilsagnsbetingelserne at efterlade dele af byggeriet som råhus. Administrationen vurderer, at eneste forsvarlige handlemulighed på nuværende tidspunkt er at reducere i kvalitet og kapacitet inden for rammerne af tilsagnet for kvalitetsfondsprojektet og det totaløkonomisk fornuftige og i koordinering med regionens samlede hospitalsplan.
Redegørelser om årsager til og håndtering af budgetudfordringen er fremsendt til Sundhedsministeriet den 23. maj 2021. Redegørelserne indgår ved nærværende kvartalsrapportering for 1. kvartal 2021 som fortrolige bilag 6 og 7. Administrationens redegørelser til Sundhedsministeriet, herunder de ændringer som er foretaget i projektet for at nedbringe budgetudfordringerne, er blevet behandlet på møder i den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Nordsjælland i løbet af foråret 2021.
Sundhedsministeren har den 14. juni 2021 svaret på redegørelserne. Her fremgår det bl.a. at ministeren tager den forventede overskridelse til efterretning og accepterer at der arbejdes med et nyt styrende budget på 4,553 mia. kr. (09-pl), svarende til 5,492 mia. kr. (21-pl). Ministeren forudsætter, at regionen selv tilvejebringer den fornødne finansiering (likviditet) og tilføjer, at regionen og regeringen på baggrund af en konkret vurdering af regionens likviditet kan drøfte behov for en eventuel ændring af kvalitetsfondsprojektets finansieringsprofil med henblik på lånefinansiering. I fortsættelse heraf understreger ministeren, at Regeringen lægger afgørende vægt på, at regionen har truffet de fornødne foranstaltninger til at rette op på styringen, at regionen har foretaget de mulige tilpasninger og besparelser i projektet inden for rammerne af et fortsat tidssvarende og fuldt funktionsdygtigt sygehus med tilstrækkelig kapacitet, og at regionen fortsat tager de nødvendige forholdsregler for i øvrigt at styre kvalitetsfondsprojekterne inden for aftalte rammer. Den fulde ordlyd af ministerens svar fremgår af bilag 8.
Administrationen har udarbejdet notat med bemærkninger til ministerens svar. Heraf fremgår det, at Regionen kan fortsætte samarbejdet med hovedentreprenøren NCC om udbud og indgåelse af aftaler om arbejderne i byggeriets fase to og tre (lukning, komplettering, installationer og landskaber). Overskridelsen kan på baggrund af en konkret vurdering lånefinansieres og endvidere skal besparelse ved øget genanvendelse på projektets budget til it, medico og udstyr på baggrund af øget genbrug fra Nordsjællands Hospital, gå til reduktion af den økonomiske udfordring på projektet. Endelig har Sundhedsministeren ønsket, at understøtte Nyt Hospital Nordsjælland, i lighed med andre store kvalitetsfondsbyggerier, gennem en ekstern gennemgang, så Nyt Hospital Nordsjælland er bedst muligt rustet til udførelsesfasen og de kommende anlægsarbejder i fase 2 og 3. Den fulde ordlyd af administrationens notat fremgår af bilag 9.
Administrationens samlede vurdering
Administrationen konstaterer, at der har været god fremdrift på byggepladsen i første kvartal 2021, og at tidsplanen holdes trods udfordringerne med Covid-19 og vintervejr.
Med svaret fra Sundhedsministeriet af 14. juni er administrationens bekymring for den samlede budgetøkonomi i videst muligt omfang håndteret. Sundhedsministeriet forhåndsgodkender en lånefinansiering af den forventede budgetoverskridelse, og dermed kan projektet fortsætte. Administrationen vil fortsat følge projektstyringen tæt med stort fokus på projektorganisationens fortsatte arbejde med styring af tid, økonomi og kvalitet. Administrationen anerkender samtidig, at projektorganisationen har arbejdet målrettet for at tilpasse byggeriet for at imødekomme budgetudfordringerne i videst muligt omfang, uden at det går ud over patienter, personale og pårørende. Det har betydet en væsentlig mindre budgetudfordring, end der indledningsvist blev forudset.
Administrationen og projektorganisationen har siden efteråret 2020 været i løbende dialog med Sundhedsministeriet om byggeriets udfordringer og håndteringen heraf., jf. fortrolige bilag 6 og 7. Administrationen og projektorganisationen har haft en tæt dialog med Sundhedsministeriet om årsagerne til budgetudfordringerne og om, hvordan de løses.
Administrationen forventer, at projektet fortsætter det fokuserede arbejde med løbende at sikre et tilstrækkeligt reserveniveau og et udbygget besparelseskatalog med væsentlige tilpasningsmuligheder i omfang og/eller kvalitet for at kunne gennemføre kvalitetsfondsbyggeriet. Endvidere skal projektorganisationen fortsat have et meget stort fokus på opgaven med at identificere og minimere risici. Det er et stort og komplekst byggeri, og det er vigtigt, at arbejdet med at identificere optimeringsmuligheder fortsat er højt prioriteret både i byggesporet og i organisationssporet på Nyt Hospital Nordsjælland.
Administrationens vurdering af projektet bliver understøttet af de eksterne vurderinger, som fremgår af den uafhængige revisorerklæring og af den uafhængige risikovurdering, og administrationen er derfor enig i revisionens og "Det Tredje Øje" (DTØ)'s vurderinger, jf. nedenstående.
Eksterne vurderinger af kvartalsrapporten
Indledningsvis skal det bemærkes, at de eksterne vurderinger bygger på oplysninger om projektets økonomi før modtagelse af svaret fra Sundhedsministeren d. 14. juni 2021 og at nedennævnte afsnit skal læses i lyset af dette.
Revisionens erklæring
Det er revisionens opfattelse, at kvartalsrapporteringen for perioden 1. januar 2021 til 31. marts 2021, for så vidt angår projektets økonomiske forbrug og deponeringsgrundlag, i alle væsentlige henseender er udarbejdet i overensstemmelse med Regnskabsbestemmelserne.
På grundlag af det udførte arbejde og det opnåede bevis er revisionen ikke blevet bekendt med forhold, der giver revisionen grund til at mene, at regionens beskrivelse (Beskrivelsen) af projektets fremdrift og risici, herunder forventet resterende forbrug (Budget) ikke i alle væsentlige henseender er opgjort på et rimeligt grundlag.
Uden at tage forbehold henviser revisionen til administrationens kvartalsrapportering afsnit 4.1, hvor det blandt andet fremgår, at "På trods af tilpasningerne, så må det konstateres, at der en forventet budgetoverskridelse på ca. 650-800 mio. kr., hvilket svarer til ca. 14 - 17 % af det samlede budget."
For revisionens fulde erklæring henvises til mødesagens bilag 3.
Den uafhængige risikovurdering fra "Det Tredje Øje" (DTØ)
Overordnet er det DTØ’s vurdering, at projektorganisationens risikorapportering i al væsentlighed giver et dækkende billede af projektets risikoprofil på rapporteringstidspunktet – baseret på det materiale, DTØ har haft til rådighed. Samtidig arbejder projektorganisationen med risikostyringen i overensstemmelse med regionens risikostyringsmanual og det projektspecifikke styringsgrundlag.
DTØ erfarer at projektets risikoeksponering fortsat ligger på et højt niveau, og at det kapitaliserede risikobillede fortsat overstiger projektets samlede reserver markant. Således vurderer DTØ, at projektet ikke længere har et tilstrækkeligt reserveniveau til at kunne gennemføre byggeriet uden at skulle foretage væsentlige ændringer i omfang og/eller kvalitet, ligesom der må forventes at skulle findes yderligere finansieringsmuligheder.
Administrationen er enig i revisionens og DTØ's vurderinger, hvilket også fremgår af administrationens samlede vurdering, og administrationen vil følge op på anbefalingerne.
Hvis indstillingen tiltrædes, bliver den godkendte kvartalsrapport med tilhørende bilag sendt til Sundhedsministeriet.
Sundhedsministerens svar på regionens redegørelser om budgetoverskridelsens årsager og handlemuligheder medfører et behov for tilførelse af regionale midler til Nyt Hospital Nordsjælland gennem lånefinansiering. Dette vil administrationen vende tilbage med en mødesag om, når dette er drøftet med Sundhedsministeriet efter sommerferien 2021.
Administrationen vil også fremover følge udviklingen i tidsplaner, økonomi og risici på projektet tæt og vil også løbende holde den politiske følgegruppe, forretningsudvalget og regionsrådet orienteret. Den politiske følgegruppe havde i 1. kvartal 2021 møder den 25. januar og 8. marts 2021. Der er siden været afholdt/planlagt møder i den politiske følgegruppe den 26. april, 25. maj, 31. maj 2021 og 28. juni 2021.
Den politiske følgegruppe har gennemgået redegørelserne om årsager for budgetudfordringer (bilag 6) og håndtering af budgetudfordringen (bilag 7) på møde d. 25. maj 2021. Her indgik de besparelsestiltag som har været nødvendige for at nedbringe den budgetmæssige udfordring. Tiltagene fremgår i hovedtræk og detaljeret i tabeller i redegørelsen (bilag 7). Sundhedsministerens svar af 22. juni 2021 afspejler også årsager og håndtering af budgetudfordringerne, som ligger til grund for det nye styrende budget for Nyt Hospital Nordsjælland, som Regionen arbejder videre efter.
Med svaret fra Sundhedsministeren af 14. juni 2021 kan det økonomiske pres på projektet håndteres af regionen. Der er dog fortsat en risiko for, at byggeriet senere kommer under økonomisk pres, fx grundet udefra kommende hændelser og/eller forsinkelser i leverancerne til byggeriet. Der er endvidere risiko for, at der i de senere faser kan identificeres projektfejl og mangler i byggeriet. Erfaringer fra andre kvalitetsfondsprojekter tilsiger, at der kan opstå behov for yderligere reserver i færdiggørelses- og ibrugtagningsfasen. Dette kan således senere presse projektets økonomi yderligere.
Den politiske følgegruppe vil blive holdt tæt orienteret om den videre proces og resultaterne af denne.
Sagen forelægges forretningsudvalget den 22. juni 2021 og regionsrådet den 22. juni 2021.
Jens Gordon Clausen / Niels Peter Hansen
21024422
Bilag 1: Bilag 1 - Kvartalsrapport for 1. kvartal 2021
Bilag 2: Lukket bilag.
Bilag 3: Bilag 3 - Revisorerklæring
Bilag 4: Lukket bilag.
Bilag 5: Bilag 5 - Luftfoto april 2021
Bilag 6: Lukket bilag.
Bilag 7: Lukket bilag.
Bilag 9: Bilag 9 - Administrationens bemærkninger til brev fra Sundhedsministeren
Administrationen indstiller:
Forretningsudvalgets beslutning den 22. juni 2021:
Intet.
Flemming Pless (A), Karin Friis Bach (B) og Martin Geertsen (V) deltog ikke under sagens behandling.
Koncerndirektionen vil på mødet orientere om aktuelle emner.
En tiltrædelse af indstillingen indebærer ikke i sig selv økonomiske konsekvenser.
Ingen særskilt kommunikationsindsats planlagt.
Sagen forelægges forretningsudvalget den 22. juni 2021.
Jens Gordon Clausen
20083555
Regionsrådet har efter seneste udsendelse af dagsorden til forretningsudvalget modtaget følgende orienteringer:
JOURNALNUMMER
20083522.
17. - 20. juni 2021: Folkemøde på Bornholm
22. juni 2021: Dialogmøde med opgaveudvalget for forebyggelse og sundhedsfremme for regionsrådet kl. 14.30 - 15.30 på regionsgården i Hillerød.
10. - 11. august 2021: Budgetseminar
2.-4. september 2021: Klimafolkemøde i Middelfart
14. oktober 2021: "Klimatilpasning på tværs" afslutningskonference, kl. 15.00 - 18.00 i mødelokaler på Brøndby Stadion.