Udvalg for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet - mødesager

Punkter på dagsordenen

  1. Beslutningssag: Valg af formand og næstformand
  2. Beslutningssag: Forretningsorden for fastholdelses- og rekrutteringsudvalget 2022-2025
  3. Beslutningssag: Mødeplan for 2022
  4. Drøftelsessag: Udvalgets ønsker til konkrete politiske emner og prioriteringer for perioden 2022-2025
  5. Drøftelsessag: Det handler om arbejdsliv - en plan for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet
  6. Eventuelt
  7. Underskriftsark

Medlemmer

1. Beslutningssag: Valg af formand og næstformand

INDSTILLING

Administrationen indstiller til fastholdelses- og rekrutteringsudvalget:

  1. at udvalgets medlemmer vælger en formand, og
  2. at udvalgets medlemmer vælger en næstformand.

POLITISK BEHANDLING

Godkendt, idet Susanne Due Kristiensen (A) vælges som formand.

Godkendt, idet Emilie Haug Rasch (Ø) vælges som næstformand.

Bergur Larsson Lykke Rasmussen (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Regionsrådet har den 7. december 2021 vedtaget en ny styrelsesvedtægt for Region Hovedstaden. Af styrelsesvedtægten fremgår, at der skal nedsættes seks stående udvalg i valgperioden. Det fremgår endvidere af styrelsesvedtægten, at det enkelte udvalgs medlemmer selv vælge sin formand. Endvidere har de valgte partier i konstitueringsaftalen 2022-2025 aftalt, at de stående udvalg også har en næstformand. Formand og næstformand er ansvarlige for at sikre politikudvikling i udvalget og samarbejder om udvalgets koordinationsopgaver.

SAGSFREMSTILLING

Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget skal jf. styrelsesvedtægten for Region Hovedstaden selv udpege udvalgets formand.

Med konstitueringsaftalen for Region Hovedstaden for 2022-2025 er det samtidig besluttet, at der skal udpeges en næstformand for udvalget. Yderligere fremgår det af konstitueringsaftalen, at formandsposten i udvalget besættes af Socialdemokratiet og næstformandsposten af Enhedslisten. Socialdemokratiet har udpeget Susanne Due Kristensen (A) som formand og Enhedslisten har udpeget Emilie Haug Rasch (Ø) som næstformand i indeværende valgperiode.

KONSEKVENSER

Såfremt fastholdelses- og rekrutteringsudvalget tiltræder indstillingen, vil udvalgets formandskab være valgt.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges fastholdelses- og rekrutteringsudvalget den 10. februar 2022.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Kirstine Vestergaard Nielsen / Jon Rantzau Harne

JOURNALNUMMER

22001961

2. Beslutningssag: Forretningsorden for fastholdelses- og rekrutteringsudvalget 2022-2025

INDSTILLING

Administrationen indstiller til fastholdelses- og rekrutteringsudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Det Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag til sagen:

§ 11 ændres med følgende ordlyd: ”Det er muligt for enkeltpersoner eller grupper at få foretræde for udvalget såfremt det er inden for udvalgets ressortområde”.

Udvalget tiltrådte ændringsforslaget.

Bergur Larsson Lykke Rasmussen (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Regionsrådet har den 7. december 2021 andenbehandlet en ny styrelsesvedtægt for Region Hovedstaden. Ifølge styrelsesvedtægten skal det enkelte udvalg fastsætte sin forretningsorden. 

SAGSFREMSTILLING

Jævnfør styrelsesvedtægten har alle udvalg en forretningsorden. En forretningsorden er et sæt etablerede og anerkendte spilleregler for arbejdet i udvalgene. Den indeholder blandt andet regler om, hvornår dagsorden udsendes, hvordan medlemmerne kan få et punkt på dagsordenen til et kommende møde, hvordan afbud meddeles og registreres. Desuden regler om, hvornår et udvalg er beslutningsdygtigt, om mødehandling, medlemmernes habilitet i beslutninger og om referater (protokol).

Administrationen har udarbejdet vedlagte udkast til forretningsorden (bilag 1). For at sikre ensartede arbejdsvilkår i alle udvalg, lægges der op til, at udvalgene har den samme forretningsorden. Udvalgets forretningsordenen samler op på de parlamentariske værktøjer, et udvalgsmedlem har i forbindelse med den politiske behandling af sager.

Bilag 2 er webtekst til hjemmesiden vedrørende foretræde.

KONSEKVENSER

Såfremt fastholdelses- og rekrutteringsudvalget tiltræder indstillingen, er forretningsordenen vedtaget.

KOMMUNIKATION

Såfremt fastholdelses- og rekrutteringsudvalget tiltræder indstillingen, vil udvalgets forretningsorden og webtekst om foretræde blive lagt offentligt tilgængeligt på regionens hjemmeside.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges fastholdelses- og rekrutteringsudvalget den 10. februar 2022.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Kirstine Vestergaard Nielsen / Jon Rantzau Harne

JOURNALNUMMER

22001961

Bilag

Bilag 1: Udkast til forretningsorden for udvalget for fastholdelse og rekuttering i sundhedsvæsenet

Bilag 2: Web-tekst om foretræde

Bilag 3: Ændringsforslag til forretningsorden stillet af Det Radikale Venstre

3. Beslutningssag: Mødeplan for 2022

INDSTILLING

Administrationen indstiller til fastholdelses- og rekrutteringsudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Godkendt.

Bergur Larsson Lykke Rasmussen (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Hvert af de stående udvalg skal på deres første møde godkende en mødeplan med dato og tidspunkt for møder i deres respektive udvalg. I denne sag fremgår administrationens forslag til fastholdelses- og rekrutteringsudvalgets mødeplan for 2022.

SAGSFREMSTILLING

Stående udvalg skal selv vedtage sin mødeplan, ifølge styrelsesloven. Det er dog hensigtsmæssigt, at udvalgets mødeplan tager hensyn til regionsrådets og de øvrige udvalgs mødeplanlægning.

Administrationen har derfor med baggrund i den mødeplan, som er vedtaget for regionsrådets og forretningsudvalgets møder, udarbejdet et forslag til mødeplan for fastholdelses- og rekrutteringsudvalget. Administrationen har i sit forslag til mødeplan desuden taget højde for de medlemmer, der sidder i mere end ét udvalg samt at en sag normalt skal kunne behandles færdigt i udvalg, forretningsudvalg og regionsråd i løbet af en måned eller halvanden. 

Mødeplanen indeholder møder frem til udgangen af 2022, og møder i fastholdelses- og rekrutteringsudvalget vil som udgangspunkt blive afholdt på Regionsgården i Hillerød. Administrationen foreslår, at fastholdelses- og rekrutteringsudvalget frem til december 2022 holder møder på følgende dage:

Det bemærkes, at fastholdelses- og rekrutteringsudvalget forelægges en årsplan, der tager udgangspunkt i ovenstående mødedatoer, såfremt de godkendes, på næstkommende møde den 1. marts 2022. Den samlede mødeplan er vedlagt sagen i bilag 1.

KONSEKVENSER

Såfremt fastholdelses- og rekrutteringsudvalget tiltræder indstillingen, er forslaget til udvalgets mødeplan for 2022 vedtaget. 

KOMMUNIKATION

Såfremt fastholdelses- og rekrutteringsudvalget tiltræder indstillingen, vil forslaget til udvalgets mødeplan for 2022 blive offentligt tilgængeligt på regionens hjemmeside.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges fastholdelses- og rekrutteringsudvalget den 10. februar 2022.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Kirstine Vestergaard Nielsen / Jon Rantzau Harne

JOURNALNUMMER

22001961

Bilag

Bilag 1: Udkast til mødeplan 2022

4. Drøftelsessag: Udvalgets ønsker til konkrete politiske emner og prioriteringer for perioden 2022-2025

INDSTILLING

Administrationen indstiller over for fastholdelses- og rekrutteringsudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Udvalgets drøftelser og bud emner indarbejdes i en årsplan.

Bergur Larsson Lykke Rasmussen (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Af hensyn til tilrettelæggelsen af arbejdet i fastholdelses- og rekrutteringsudvalget i valgperioden og for at kunne prioritere de opgaveområder, som udvalget finder det særligt vigtigt at fokusere på, lægges der op til en drøftelse af, hvilke emner, som skal indgå i udvalgets årsplan for 2022. Administrationen vil på næste møde forelægge en tentativ årsplan for 2022. 

SAGSFREMSTILLING

Styrelsesvedtægten for Region Hovedstaden skal danne rammerne for fastholdelses- og rekrutteringsudvalgets årsplan for 2022. Det fremgår af styrelsesvedtægten, at "Udvalget for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet beskæftiger sig med at finde nye løsninger til at fastholde og rekruttere medarbejdere i fremtidens sundhedsvæsen (somatik, psykiatri, det præhospitale område og det specialiserede socialområde. Udvalget varetager rådgivende funktioner over for forretningsudvalget og regionsrådet i form af politikudvikling og politikopfølgning på følgende områder:

Udvalget følger op på, om fastsatte mål i planer, politikker mv. realiseres inden for de ovennævnte områder".

Der vil i årsplanen desuden blive taget udgangspunkt i udvalgets egne ønsker til konkrete emner, konstitueringsaftalen for Region Hovedstaden for 2022-2025 samt de dagsordener, som administrationen anbefaler, at udvalget beskæftiger sig med i det kommende år. Nedenfor introduceres nogle af de større dagsordener vedrørende udvalgets ressortområder.

Fastholdelse - Region Hovedstaden som attraktiv arbejdsplads

Arbejdsmiljødrøftelser

Regionens Medarbejderudvalg (RMU), som består af ledelsesrepræsentanter fra hospitaler og virksomheder og repræsentanter fra flere af de faglige organisationer, har årligt en drøftelse af arbejdsmiljøet i Region Hovedstaden. Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget vil følge op på drøftelserne i RMU med henblik på videre drøftelse i forretningsudvalget.

Fuldtidspolitik- og initiativer

Danske Regioners bestyrelse besluttede, med virkning fra 1. januar 2020, at iværksætte en fornyet indsats for at øge andelen af fuldtidsansatte i regionerne.
Målsætningen er på sigt:

  1. At fuldtid er normen for ansættelser i regionerne – med mulighed for deltid baseret på hensyn til den enkelte medarbejder og opgaveløsningen
  2. At alle stillinger opslås på fuldtid og med særligt fokus på, at nyuddannede tilbydes job på fuldtid. Danske Regioner har i starten af 2020 fastsat, at der gælder en ret til fuldtid for plejepersonale i regionerne – det vil sige. sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere. 

Rekruttering

Branding af Region Hovedstaden

Employer branding er et vigtigt redskab i kampen om at tiltrække og fastholde kompetent arbejdskraft. Det er vigtigt, at Region Hovedstaden brander sig over for potentielle kandidater og employer branding kan styrke synligheden af kandidaternes mange udviklings- og karrieremuligheder på tværs i Regionen Hovedstaden.

Særlig rekrutteringsindsats på Bornholms Hospital

Det fremgår af budget 2022, at "Borgere og patienter på Bornholm skal have et sundhedstilbud, som er sammenligneligt med regionens øvrige borgere. Derfor er det vigtigt fortsat at kunne fastholde og rekruttere dygtigt sundhedsfagligt personale til Bornholms Hospital. Vi ønsker at få udarbejdet en samlet plan herfor i samarbejde med regionens andre hospitaler, som blandt andet sigter på at efteruddanne og gøre de faglige miljøer på Bornholm robuste og med fokus på de særlige gevinster, der kan være for bornholmere ved digital konsultation og specialister, der kommer til øen." Administrationen vil løbende holde udvalget ajour på den særlige rekutteringsindsats på Bornholm.

Vinterpakker 

I løbet af vinteren har både regionale og nationale politikere sat midler af til at hjælpe et presset sundhedsvæsen. Regionsrådet i Region Hovedstaden besluttede den 9. november 2021 at afsætte 30 mio. kr. til en regional vinterpakke. Derudover blev partierne bag finansloven den 5. december 2021 enige om at tilføre sundhedsvæsenet 1 mia. kr. Region Hovedstadens andel er 312,4 mio. kr. Regionsrådet har vedtaget, at midlerne både skal anvendes til at fastholde medarbejdere og til at styrke aktiviteten i sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden. Administrationen vil løbende holde øje med effekten af vinterpakken fra Christiansborg, dels i forhold fastholdelse af sundhedspersonalet, dels i forhold til behandlingsaktiviteten og opfølgning på midlernes effekt foregår i forretningsudvalget/regionsrådet. Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget vil efterfølgende kunne have en drøftelse af, hvordan medarbejderne har oplevet effekten af vinterpakken – fx hvilken betydningen har vinterpakkerne haft for fastholdelse og arbejdsmiljø.

Velfærdsuddannelserne

Udflytning af uddannelsespladser

De aftalepunkter, der kan have indflydelse på Region Hovedstadens ambitioner på uddannelsesområdet, er bl.a.; Målsætningen om 60 pct. af pladserne på de fire store velfærdsuddannelser skal ligge uden for de største byer og 2030-målsætning om højere optage uden for storbyerne og lavere optag i de største byer.

Klinisk vejledning

Administrationen har sammen med hospitalerne igangsat flere indsatser, der skal bidrage til at øge kvaliteten i klinisk vejledning på sygeplejerskeuddannelsen. Indsatserne skal understøtte, at regionen kan løfte den store og voksende opgave på grunduddannelsesområdet, optimere ressourceanvendelsen og samtidig ruste de studerende bedre til at løse sundhedsopgaverne og træde ind i arbejdslivet. Indledningsvist er der fokus på sygeplejerskeuddannelsen, men der er ambitioner om, at arbejdet også skal komme uddannelsen af andre faggrupper til gode på sigt. Indsatserne sker i tæt samarbejde med relevante uddannelsesinstitutioner.

Vagtplanlægning og brug af vikarer

Vagtplanssystemet OPTIMA

Optima er det nye vagtplanlægningssystem som skal hjælpe medarbejdere, planlæggere og ledere med den konkrete planlægning og styring hver eneste dag. God vagtplanlægning og personaleressourcestyring er kritisk for den daglige drift i Region Hovedstaden. Optima er i drift i Den Sociale Virksomhed, Region Hovedstadens Apotek, Center for Ejendomme samt Center for IT og Medicoteknologi. Implementering på hospitalerne er i gang men har været udsat på grund af COVID-19.

Sund planlægning

"Sund planlægning" er et kulturarbejde på regionens afdelinger. "Sund planlægning" arbejder med tre elementer:

  1. Arbejdstilrettelæggelse ud fra patientens/borgernes behov
  2. Styrkelse af planlægning som fag
  3. Ledelse af vagtplanlægningen

Vikarer

Som en del af budgetaftalen for 2009 blev det besluttet, at regionen skulle ophøre med at bruge eksterne vikarer på plejeområdet. I stedet skulle hospitalerne etablere interne vikarkorps, hvor det var relevant. Begrundelsen var et ønske om at forbedre plejekvaliteten, kompetencerne og lokalkendskabet for vikarerne på hospitalerne. I helt særlige situationer er det muligt at få en afgrænset dispensation til at anvende eksterne vikarer. Dette godkendes af Center for HR og Uddannelse, ved direktøren, som samtidig orienterer forretningsudvalget.

Beslutningen omfatter følgende fagpersonale: Sygeplejersker og radiografer, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, plejere, lægesekretærer og ikke-uddannede, herunder sygeplejestuderende. Beslutningen omfatter også brug af eksterne vikarer for jordemødre/fødeafdelinger. Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget vil følge op på beslutningen om ikke at anvende eksterne vikarer på plejeområdet.

KONSEKVENSER

Administrationen vil efter udvalgets drøftelse udarbejde en prioriteret årsplan for det politiske arbejde i 2022, som præsenteres ved udvalgsmødet d. 01 marts 2022.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges fastholdelses- og rekrutteringsudvalget den 10. februar 2022.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Kirstine Vestergaard Nielsen / Sidse Bring Larsen

JOURNALNUMMER

22001961

5. Drøftelsessag: Det handler om arbejdsliv - en plan for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet

INDSTILLING

Administrationen indstiller til fastholdelses- og rekrutteringsudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Udvalget drøftede planen, herunder en revideret tidsplan.

Bergur Larsson Lykke Rasmussen (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Mangel på sundhedsfagligt personale er en af de største udfordringer i hverdagen på regionens hospitaler. Som arbejdsplads har regionen svært ved at tiltrække nok ansøgere til stillingerne, og alt for mange ansatte søger ud af regionen efter kort tids ansættelse. Det er derfor nødvendigt, at rammerne for et godt arbejdsliv for medarbejderne i regionen styrkes. Dette er ikke en ny problemstilling. Det blev allerede med budget 2020 besluttet at udarbejde en plan for fastholdelse og rekruttering med særligt fokus på personale indenfor følgende faggrupper; sygeplejersker, læger, jordemødre, bioanalytikere og SOSU’er, da det er her, der ses de væsentligste udfordringer. COVID-19 pandemien har desværre medført, at arbejdet med planen er blevet sat på pause eller udsat.

Kirstine Vestergård Nielsen, direktør i Center for HR og Uddannelse, vil på mødet introducere de væsentligste fastholdelses- og rekrutteringsudfordringer, som Region Hovedstaden står overfor nu og i fremtiden.

SAGSFREMSTILLING

Administrationen har på baggrund af drøftelser i det regionale MED-udvalg (RMU), koncerndirektionen, hohspitalsdirektørkredsen, Strategisk Forum for Uddannelse og HR, Uddannelsesfagligt Råd, deltagere på budgetseminaret i april 2021 og med forretningsudvalget udarbejdet et udkast til plan for fastholdelse og rekruttering. Planen har fået navnet: Det handler om arbejdsliv. Administrationen lægger med udkastet op til en samlet politisk ramme for arbejdet med fastholdelse og rekruttering, der giver mulighed for at igangsætte initiativer på tværs og lokalt, og som vil adresse de aktuelle fastholdelses- og rekrutteringsudfordringer på kort og langt sigt (bilag 1).

Fem målsætninger

I ’Det handler om arbejdsliv’ har administrationen udarbejdet forslag til fem politiske målsætninger;

  1. Flere vælger regionen som arbejdsplads
  2. Flere faggrupper løser opgaver tæt på patienten
  3. Flere tager del i vagtarbejdet
  4. Flere nyansatte får en god start
  5. Flere bidrager til god ledelse

Administrationen foreslår, at de fem målsætninger danner rammen for at arbejde målrettet og systematisk med både fastholdelse og rekruttering i den fælles plan. Grundlæggende handler det om, at vi som region skal skabe et godt arbejdsliv for vores nuværende og kommende medarbejdere, så de bliver i regionen i længere tid, end de gør i dag. Visionen i plan for fastholdelse og rekruttering er derfor:

”En karriere i Region Hovedstaden er mere end bare et arbejde; det handler om liv. I Region Hovedstaden beskæftiger vi hele mennesker, og det skal kunne mærkes”

Kortlægning og analyse

For at skabe overblik over igangværende aktiviteter på fastholdelses- og rekrutteringsområdet har administrationen lavet en kortlægning af igangværende regionale og lokale indsatser, som har til formål at styrke fastholdelse og rekruttering (bilag 2). Der tegner sig et tydeligt billede af, at der arbejdes med problemstillingen fra mange forskellige vinkler på regionens hospitaler og virksomheder.

Parallelt med arbejdet med plan for fastholdelse og rekruttering har administrationen også arbejdet med analysen ’Mere tid til patienten’. Viden fra denne analyse samt forslag om brug af nye faggrupper i opgaveløsningen, indgår i administrationens forslag til plan for fastholdelse og rekruttering.

KONSEKVENSER

Administrationen indarbejder resultatet af udvalgets drøftelser i planen for fastholdelse og rekruttering hen mod en politisk vedtagelse i regionsrådet den 19 april 2022.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges fastholdelses- og rekrutteringsudvalget den 10. februar 2022. Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget inspireres via ekspertoplæg den 1. marts 2022 og vil igen få mulighed for at drøfte planen. Fastholdelses- og rekrutteringsudvalget skal ved udvalgsmødet d. 29 marts 2022 anbefale den endelige udgave af planen, med henblik på behandling i forretningsudvalget den 05. april 2022 og i Regionsrådet d 19 april 2022.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Kirstine Vestergård Nielsen / Anne-Mette Bang Termansen

JOURNALNUMMER

22001551

Bilag

Bilag 1: Udkast til plan for fastholdelse og rekruttering

Bilag 2: Kortlægning af regionale og lokale fastholdelses- og rekrutteringsinitiativer i Region H

6. Eventuelt

Eventuelt

Tomt indhold

7. Underskriftsark