Sundhedsudvalget - mødesager

Punkter på dagsordenen

  1. Godkendelse af dagsorden
  2. Beslutning: Skimmelsvamp på Rigshospitalet
  3. Aktuelle orienteringer
  4. Beslutning: Placering af akutbil i Nordsjælland
  5. Orientering: Gæstedialyse på Bornholm
  6. Eventuelt
  7. Underskriftsark

Medlemmer

1. Godkendelse af dagsorden

POLITISK BEHANDLING

Godkendt. 

Finn Rudaizky (O) deltog ikke i sagens behandling. 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Line M. Rasmussen

JOURNALNUMMER

23045083

2. Beslutning: Skimmelsvamp på Rigshospitalet

INDSTILLING

Administrationen indstiller til sundhedsudvalget:

  1. at tage den mundtlige redegørelse fra Rigshospitalet af de sundhedsfaglige og patientsikkerhedsmæssige forhold i sagen om skimmelsvamp på Rigshospitalet til efterretning.
  2. at drøfte Rigshospitalets oplæg til initiativer, der kan igangsættes for at imødekomme udfordringerne med skimmelsvamp på Rigshospitalet, som præsenteres på mødet.

Administrationen indstiller, at sundhedsudvalget over for forretningsudvalget og regionsrådet anbefaler3

  1. at godkende fordelingen af i alt tre millioner kroner, som forventes udmøntet i forbindelse med 1. økonomirapport 2024, til indsatser for at imødekomme udfordringerne med skimmelsvamp på Rigshospitalet.

POLITISK BEHANDLING

  1. Taget til efterretning.
  2. Drøftet.
  3. Anbefalet.

Et enigt sundhedsudvalg ønskede følgende tilføjet protokollen:

Sundhedsudvalget har fået en detaljeret gennemgang af problematikken med en bestemt type skimmelsvamp på Rigshospitalet.

Sundhedsudvalget finder det af stor vigtighed, at der gøres en særlig indsats for at komme den pågældende type skimmelsvamp til livs på Rigshospitalet, særligt omkring Afdeling for Børn og Unge i Sydkomplekset.

Udvalget er utilfredse med den information, der har været til det politiske niveau i denne sag, og forventer fremover at blive informeret, såfremt der kommer væsentligt nyt.

Udvalget har noteret sig, at Rigshospitalet står på mål for patientsikkerheden.

Udvalget ønsker en status på sagen og de udmøntede midler i begyndelsen af efteråret 2024.

Finn Rudaizky (O) deltog ikke i sagens behandling.

Oplæg fra mødet er vedlagt (bilag 5-6).

BAGGRUND

Det blev primo 2023 bekræftet, at patienter indlagt på Rigshospitalet (Blegdamsvej) er blevet smittet med skimmelsvamp af undertypen Aspergillus flavus fra hospitalets bygninger. Yderligere er en medarbejder ansat på Rigshospitalet blevet syg på grund af en infektion med skimmelsvampundertypen. 

Der har i de seneste måneder været en øget omtale af forekomsten af skimmelsvamp på Rigshospitalet, herunder af håndteringen af skimmelsvamp, forebyggende behandling og patientsikkerheden. Regionsrådet i Region Hovedstaden er løbende blevet orienteret om sagen og første gang i maj 2023. Orientering fra Rigshospitalet fra den 16. februar 2024 er vedlagt som bilag 1.

Følgende fra Rigshospitalet vil på sundhedsudvalgsmødet mundtligt redegøre for de sundhedsfaglige og patientsikkerhedsmæssige forhold som følge af fund af skimmelsvamp på hospitalet;

Rigshospitalets repræsentanter vil desuden mundtligt præsentere hospitalets oplæg til initiativer, der kan igangsættes for at imødekomme udfordringerne med skimmelsvamp. 

Yderligere vil følgende deltage under sundhedsudvalgets behandling:

Der henvises desuden til bilag 2 og 3 vedr. Redegørelse om sagen vedr. skimmelsvamp samt bilag 4 Redegørelse til Patienterstatningen.

SAGSFREMSTILLING

Regionens hospitaler overvåger hyppighed og type af infektioner nøje, og gældende regler og standarder opdateres løbende, så det sikres, at behandlingen for svampeinfektioner er tilpasset udviklingen. De patienter, hvis skimmelsvamp-infektion stammer fra Rigshospitalets bygninger, har under deres indlæggelse på Rigshospitalet fået behandling for skimmelsvamp efter gældende standard og viden. Der er således ikke tale om behandlingsfejl, men derimod om, at der er erhvervet ny viden om, hvorfra en svampespore kan stamme.

Alvorlige skimmelsvampeinfektioner er en sjælden, men velkendt komplikation hos meget immunsvækkede patienter. Hermed er alle patienter, som er i immunsupprimerende behandling, i større eller mindre grad i risikogruppe for at få en skimmelsvampinfektion. Erfaringsmæssigt er det dog primært patienter med blodkræftsygdomme med massiv immunsupprimerende behandling - herunder patienter, der behandles med knoglemarvstransplantation - der udgør højrisikogruppen. Det er oftest ikke muligt at afgøre, hvorfra en patient har pådraget sig infektionen med skimmelsvamp, da der findes svampesporer overalt, hvor man færdes. Dog vurderer Rigshospitalet, at patienter med denne særlige undertype af skimmelsvampen Aspergillus flavus har fået infektionen på Rigshospitalet. Rigshospitalet vurderer også, at det er overvejende sandsynligt, at andre patienter, der modtager behandling, der kraftigt svækker immunforsvaret og samtidigt har fået infektioner med skimmelsvamp, har fået infektionen på Rigshospitalet.

Antal konstaterede tilfælde med den konkrete undertype af skimmelsvampen Aspergillus flavus lokaliseret i Rigshospitalets bygninger

Rigshospitalet har oplyst, at der i perioden 2018 til 12. marts 2024 er konstateret og derefter bestilt sanering af skimmelsvamp 105 gange på matriklen på Blegdamsvej. I alle tilfælde har regionens Center for Ejendomme (CEJ) bestilt undersøgelse fra ekstern specialist, som udtager relevante prøver. Afhængig af prøveresultaterne og omfanget/formen af svampeangrebet, anbefales afhjælpende tiltag så som sanering, fjernelse/udskiftning af byggematerialer og/eller grundig rengøring/desinficering med svampedræbende midler. CEJ bestiller herefter håndværkere til udførelse af det anbefalede.

Rigshospitalet har yderligere oplyst, at der i samme periode har været 87 tilfælde af skimmelsvamp i patientnære områder. Patientnære områder er her defineret ud fra det fysiske bygningsafsnit, som skimmelsvampen er konstateret på. Så selv hvis skimmelsvampen konstateredes på for eksempel et personaletoilet, hvor patienter ikke umiddelbart færdes, er den talt med som ”patientnær”, hvis der på daglig basis er patienter på afsnittet.

Det er Rigshospitalets vurdering, at dette er et relativt begrænset antal tilfælde af skimmelsvamp givet, at der er mere end 15.000 lokaler i alt på matriklen på Blegdamsvej, og givet at mere end 60 procent af Rigshospitalets bygningsmasse samlet er af ældre dato og med udtalte renoveringsbehov. Der har i perioden ikke været en øget forekomst af skimmelsvamp-infektioner på Rigshospitalet generelt, men der var i Afdeling for Børn og Unge i perioden 2017 til 2019 og i 2023 en øget forekomst af undertypen af skimmelsvamp kaldet Aspergillus flavus. 

Samlet set har i alt 22 patienter fået påvist en skimmelsvamp-infektion med undertypen Aspergillus flavus siden 2008, heraf en patient i 2008 og 21 patienter i perioden 2018-2024. En oversigt over fordelingen af patienterne i de enkelte år fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Oversigt over patienter med konstateret tilfælde af  undertype af skimmelsvampen Aspergillus flavus lokaliseret i Rigshospitalets bygninger
PrøveårAntal patienter
20081
20185
20193
20202
20213
20222
20235
20241
I alt22

Den specifikke undertype af skimmelsvampen Aspergillus flavus er blandt andet fundet i Sydfløjen, hvor hospitalets børnepatienter behandles. Rigshospitalet har oplyst, at mulighederne for at flytte de svært syge børn til andre dele af hospitalet løbende har været vurderet, men at dette af hensyn til patienternes sikkerhed er fravalgt. Det skyldes, at skimmelsvamp ikke er den største trussel for dem: De indlagte børn får jævnligt alvorlige komplikationer, som kræver akut assistance fra børneakutteam, børneanæstesiologer og børneoperationsgang, og den fysiske placering tæt på disse funktioner kan være afgørende for børnenes overlevelse. I stedet er der arbejdet målrettet på at begrænse svampeforekomsten.

Iværksatte indsatser 

Rigshospitalet havde i 2019 en formodning om, at skimmelsvamp af undertypen Aspergillus flavus kunne stamme fra Rigshospitalets lokaler, efter man i løbet af 2018 havde observeret en stigning i forekomsten af Aspergillus flavus blandt indlagte patienter på Afdeling for Børn og Unge. Det var på daværende tidspunkt ikke muligt at få mistanken be- eller afkræftet. Rigshospitalet nedsatte på den baggrund en udbrudsgruppe og iværksatte en række forebyggende og opsporende tiltag, herunder ændring af den forebyggende behandling mod svampeinfektioner til højrisikopatienter, miljøundersøgelse af berørte områder og intensiveret rengøring. Miljøundersøgelsen kunne ikke pege på en årsag eller kilde til den øgede forekomst af Aspergillus flavus. Da der ingen nye tilfælde var i Afdeling for Børn og Unge i 2½ år fra start 2020 til midten af 2022, blev der ikke iværksat yderligere tiltag. 

I foråret 2022 undersøgte en kandidatstuderende som led i sit speciale ved Statens Serum Institut historiske prøver med en ny teknik. Kandidatspecialet blev efterfølgende kvalificeret i et forskningsprojekt ved Statens Serum Institut. Den nye teknik kan bestemme genotypen af svampen, og det blev påvist, at der i 16 historiske prøver fra Rigshospitalet blev fundet en særlig undertype af Aspergillus flavus. I september 2022 blev børneafdelingens svampeekspert informeret om resultaterne, som skærpede formodningen om, at svampesporerne med overvejende sandsynlighed måtte findes på Rigshospitalet, hvor patienterne havde opholdt sig.

Rigshospitalet iværksatte af den årsag en miljøundersøgelse, hvor der blev fundet den særlige undertype af skimmelsvamp Aspergillus flavus med samme genotype. Særligt kunne den lokaliseres i Sydkomplekset: I rørførende teknikskakte i opgang 4 og 5, i to afsnit i Afdeling for Børn og Unge (5051, 5054) og et afsnit i Afdeling for Blodsygdomme (5053) - både i patientrum, køkken og badeværelser. Resultaterne af miljøundersøgelsen forelå i januar 2023.

Med baggrund i det samlede mønster i svampeinfektioner, har Rigshospitalet tilpasset og udvidet den forebyggende behandling. Behandlingen sker med udgangspunkt i en konkret retningslinje omhandlende anbefalinger til forebyggende behandling af svampeinfektioner hos børn og unge i behandling for kræft på Rigshospitalet. Retningslinjen opdateres løbende. 

For at imødekomme udfordringerne med skimmelsvamp har Rigshospitalet desuden udarbejdet og fulgt op på handleplaner samt gennemført en række tiltag med rengøring, luftprøver samt bygnings- og renoveringstiltag. En nærmere beskrivelse af indsatserne i perioden januar 2023 til februar 2024 fremgår af bilag 3.

Taskforce skal afdække om praksis skal ændres

Grundet et behov for tæt koordinering på tværs af kliniske afdelinger og tværgående funktioner er der i februar 2024 nedsat en Task Force, som skal undersøge alle aspekter vedrørende skimmelsvamp på Rigshospitalet, herunder forebyggelse, opsporing, håndtering af fund, behandling af og kommunikation med patienterne og deres pårørende. 

Taskforce udgøres af:

Formålet er at afdække, om der er behov for at ændre praksis og sikre at Rigshospitalet tager de rette forholdsregler, så kvaliteten af patientbehandlingen ikke påvirkes negativt af skimmelsvamp. Dertil skal det afklares, hvorvidt der er værdifuld organisatorisk læring, der skal samles op og anvendes fremadrettet. Sidst men ikke mindst skal taskforcen sikre, at relevante interessentrelationer holdes orienteret.

Tiltag iværksat af Taskforcen

Med taskforcen blev nedsat seks arbejdsgrupper, der afrapporterer til taskforcen inden for følgende spor;

  1. Klinisk behandling
  2. Rengøring
  3. Laboratorie analyser
  4. Bygningsrenovering/renovering
  5. Stakeholder handlinger
  6. Organisatorisk analyse.

Spor 1-5 blev igangsat med det samme, og spor 6 påbegynder sit arbejde efter den 8. marts 2024, når de øvrige arbejdsgrupper har afrapporteret til taskforce. Det skyldes, at indholdet i spor 6 om organisatorisk analyse bygger ovenpå de andre spor.

Taskforcen og arbejdsgrupperne har i februar 2024 været samlet til en workshop. Workshoppen blev brugt til at arbejde i dybden med en lang række spørgsmål om skimmelsvamp stillet af taskforcen for at få den fulde afdækning af sagen. Workshoppen var indrettet med flere samlinger for de enkelte arbejdsgrupper i løbet af dagen, ligesom arbejdsgrupperne samledes flere gange i plenum med taskforce til gennemgang af status og videndeling på tværs. Resultatet af workshoppen var en besvarelse på omkring 80 procent af de oprindeligt stillede spørgsmål og fremkomst af en række nye spørgsmål til afdækning.

Taskforcens arbejde skal foreligge medio marts 2024 for de fem første spor. Forinden inviterer taskforcen til peer review af afdækningen med henblik på at sikre, at Rigshospitalet er nået i mål med formålet for taskforcen. Herefter kommer taskforcen med sin samlede afdækning af skimmelsvampesagen inklusive eventuelle forslag til ændring af praksis og mulige behov for tiltag af anden karakter. Sundhedsudvalget vil blive orienteret, når konklusionerne foreligger.

Mulige kommende indsatser

Administrationen har bedt Rigshospitalet om at forholde sig til mulige fremadrettede handlinger og initiativer for at imødekomme udfordringerne på skimmelsvamp på Rigshospitalet. Rigshospitalet har på den baggrund oplyst, at foruden de allerede igangsatte handlinger, vil følgende indsatser kunne bidrage til at imødekomme udfordringerne med skimmelsvamp:

Administrationen vurderer, at de ovenfor nævnte indsatser er væsentlige for at kunne imødekomme udfordringerne med skimmelsvamp på Rigshospitalet på kort sigt. Administrationen vil på denne baggrund foreslå budgetforligskredsen at afsætte 3 millioner kr. til udmøntning i forbindelse med regionrådets behandling af 1. økonomirapport 2024. 

Med det kommende Mary Elizabeths Hospital, som forventes at stå klar til ibrugtagelse i 2026, vil behandlingen af svært syge børn og unge blive flyttet til andre nyopførte rammer, der vil imødekomme de nuværende udfordringer med skimmelsvamp i Afdeling for Børn og Unge. 

Patienterstatningen behandler patienterstatningssager

Patienterstatningen har modtaget to ansøgninger om erstatning fra patienter, som med stor sandsynlighed har fået en infektion med skimmelsvamp på Rigshospitalet. For at kunne vurdere disse sager, har Patienterstatningen i januar 2024 anmodet Rigshospitalet om oplysninger om sagen, som vil indgå i Patienterstatningens samlede vurdering af, om patienterne har ret til erstatning. Rigshospitalet vil orientere de tidligere patienter, der ikke selv har henvendt sig til Patienterstatningen og som kan være påført en erstatningsberettigende skade, om muligheden for at søge erstatning hos Patienterstatningen. 

Rigshospitalets redegørelse til Patienterstatningen er vedlagt, jf. bilag 4.

KONSEKVENSER

Sundhedsudvalgets anbefalinger til indsatser for at imødekomme udfordringerne med skimmelsvamp på Rigshospitalet vil blive forelagt forretningsudvalget og regionsrådet til beslutning.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges sundhedsudvalget den 19. marts 2024, forretningsudvalget den 9. april 2024 og regionsrådet den 16. april 2024. 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Line M. Rasmussen

JOURNALNUMMER

24010667.

Bilag

Bilag 1: Aktuel orientering Rigshospitalet 16. februar

Bilag 2: Redegørelse om sagen om skimmelsvamp_Region H_12.03.24

Bilag 3: Konkrete indsatser ifm. skimmelsvamp

Bilag 4: Redegørelse til Patienterstatningen

Bilag 5: Håndtering af skimmelsvamp på Rigshospitalet_Oplæg for sundhedsudvalget 19.03.24

Bilag 6: Arendrup RH A flavus_Oplæg for sundhedsudvalget 19.03.24

3. Aktuelle orienteringer

INDSTILLING

Administrationen indstiller til sundhedsudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Udvalget spurgte ind til regionens implementering af Behandlingsrådets anbefaling om at behandle håndledsfrakturer med gipsning fremfor operation. Udvalget vil blive orienteret skriftligt herom.   

Finn Rudaizky (O) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Der er på sundhedsudvalgets møder et fast punkt, hvor administrationen orienterer om aktuelle sager.

SAGSFREMSTILLING

Administrationen orienterer om aktuelle sager, der vedrører udvalgets opgaveområde.

KONSEKVENSER

Såfremt udvalget ønsker yderligere behandling af en sag, vil administrationen gå videre med sagen.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges sundhedsudvalget den 19. marts 2024.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Line M. Rasmussen

JOURNALNUMMER

23045083.

4. Beslutning: Placering af akutbil i Nordsjælland

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at sundhedsudvalget over for forretningsudvalget og regionsrådet anbefaler:

  1. at tage status for idriftsættelse af de tre akutbiler finansieret af puljemidler fra Sundhedsstyrelsen til efterretning.
  2. at godkende, at den tredje akutbil i Nordsjælland, som blev bevilget i budget 2024, placeres i Hundested.

POLITISK BEHANDLING

Sundhedsudvalget besluttede at afholde et ekstraordinært sundhedsudvalgsmøde den 3. april 2024 med henblik på yderligere oplysninger om dels placeringen af akutbilen i Gribskovs forventede betydning for beredskabsdækning og responstider i Hornbæk, dels hvad det forventes at ville kræve for at den fremhævede lokation i Hornbæk opfylder krav og ønske til basefaciliteter, til brug for udvalgets endelige beslutning.

Finn Rudaizky (O) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Region Hovedstadens politiske målsætning om, at 93 % af alle A-kørsler skal være fremme indenfor 15 minutter, imødekommes ikke i visse områder af regionen. En A-kørsel er en akut ambulancekørsel med udrykning til en livs- og førlighedstruende tilstand. Tilsvarende er en B- og C-kørsel henholdsvis en akut ambulancekørsel til hastende opgaver, hvor der ikke umiddelbart er risiko for liv og førlighed og en ambulancekørsel til ikke-hastende ambulanceopgaver og planlagte transportopgaver. C-kørsel afvikles uden udrykning. 

For at forbedre dækningen i disse områder og således at skabe større og hurtigere ambulancedækning i regionen, har regionen i december 2022 ansøgt og fået bevilget midler fra Sundhedsstyrelsens pulje til et styrket akutberedskab. Dette har givet mulighed for at supplere de to eksisterende akutbiler placeret i Hvidovre og på Frederiksberg med tre ekstra akutbiler. Yderligere blev der med budget 2024 bevilliget 2,2 mio. kr. i 2024 og 3,8 mio. kr. varigt fra 2025 og frem til endnu en akutbil. Akutbilen kan indsættes, hvor behovet er størst, hvilket oftest er i Nordsjælland. Regionen råder med disse tilførsler over i alt seks akutbiler.

Der er i Finanslov 2024 afsat midler til et varigt løft af de regionale akutberedskaber. Muligheder i forhold til puljemidler er i gang med at blive afsøgt.     

Akutbilen er en enmandsbetjent personbil bemandet med en paramediciner og fuldt medicinsk udstyr. Den kan benyttes på to måder; enten som en ren akutbil ved livs- og førlighedstruende hændelser eller som præhospital visitator (PHV). Akutbilen er som ren akutbil med til at sikre hurtig hjælp i tilfælde, hvor ambulancerne i området er optaget af andre opgaver eller har lang kørevej. PHV-funktionen giver mulighed for at tilbyde en borgernær behandling i situationer, hvor en ambulance med udrykning ikke vurderes at være det bedste tilbud for borgerens situation, og den kan på den måde være med til at frigive ambulancer til mere akutte opgaver.  

Med nærværende sag forelægges udvalget en status på etablering af de tre akutbiler finansieret af puljemidler fra Sundhedsstyrelsen. Udvalget skal endvidere beslutte placeringen af en tredje akutbil i Nordsjælland.

SAGSFREMSTILLING

Status på idriftsættelse af de tre akutbiler finansieret af puljemidler fra Sundhedsstyrelsen

De tre akutbiler, der er finansieret af midler fra Sundhedsstyrelsen, blev idriftsat den 1. juni 2023. Akutbilerne i Dragør Kommune og Frederikssund Kommune har i 2. halvår af 2023 fået deres faste placeringer i henholdsvis Dragør og Skibby. Akutbilen i Gribskov Kommune driftes fra en midlertidig lokation i Helsinge. Der pågår på nuværende tidspunkt dialog med Gribskov Kommune omkring en endelig placering af akutbilen i Græsted. Der er fundet en egnet lokation, og Akutberedskabet og Gribskov kommunen er ved at afdække mulighederne ift. denne.

De tre akutbiler er døgnbemandet.

Akutbilen placeret i Dragør fik sin faste base i august 2023 og har haft i alt 905 kørsler, heraf er 159 A-kørsler, 743 B-kørsler og 3 C-kørsler. Akutbilen placeret i Skibby fik sin faste base i oktober 2023 og har siden november 2023 haft i alt 76 kørsler, heraf er 33 er A-kørsler og 43 B-kørsler. Akutbilen i Helsinge har fra sin midlertidige placering siden juni 2023 haft i alt 709 kørsler, heraf er 191 A-kørsler, 512 B-kørsler og 6 C-kørsler. Det skal bemærkes, at antallet af kørsler naturligvis skal ses i sammenhæng med antallet af hændelser. Der er fx færre hændelser i Skibbyområdet end de øvrige områder. Generelt ses dog en positiv effekt på responstiderne efter placeringen af akutbilen i Skibby.

Idet akutbilerne kun har været i drift siden 1. juni 2023 og først i 2. halvår af 2023 har fået deres faste placeringer (undtagen Gribskov-bilen), er det ikke muligt at sige noget endeligt omkring effekten af akutbilerne. Der er dog indikationer på, at akutbilerne har en positiv effekt på responstiderne i yderområderne.

Akutbilerne er en del af beredskabsdækningen i hele regionen, hvorfor det kan være svært at se en direkte sammenhæng mellem placeringen af akutbilerne og de faldende responstider.   

De tre akutbiler har siden 1. juni 2023 været første præhospitale enhed i 12,7 % af hændelserne i Frederikssund Kommune, i 12,6 % af hændelserne i Dragør Kommune og i 11,1 % af hændelserne i Gribskov Kommune.

Sundhedsudvalget modtog sidst en orientering om status på de tre akutbiler på møde den 27. september 2023. 

Placering af den tredje akutbil i Nordsjælland bevilliget i budget 2024  

I budget 2024 blev der givet midler til en tredje akutbil i Nordsjælland med henblik på at udligne nogle af de regionale forskelle for akuthjælp. Det fremgår af budgetaftalen, at akutbilen kan indsættes, hvor behovet er størst, hvilket oftest er i Nordsjælland. Til at understøtte udvalgets beslutning omkring placeringen af akutbilen, har Administrationen bedt Akutberedskabet om at udarbejde en analyse af responstider og beredskabsdækning i regionen. Analysen er vedlagt som bilag.

I Nordsjælland er der allerede idriftsat to akutbiler i henholdsvis Frederikssund Kommune og Gribskov Kommune (lokation er ikke endelig vedtaget i Gribskov). Placeringen af en tredje akutbil i Nordsjælland sker med udgangspunkt i udfordringer med at overholde det politiske fastsatte servicemål for A-kørsler.

Analysen er baseret på data for perioden 1. februar 2023 til og med oktober 2023. I perioden har følgende ni postnumre været under det regionale responstidsmål: Hundested, Melby, Tisvildeleje, Vejby, Gilleleje, Dronningmølle, Hornbæk, Ålsgårde og Hellebæk, alle beliggende langs nordkysten, hvor der er længere mellem baserne, end det ses i de øvrige dele af regionen. Det vil sige, at der potentielt kan være lang kørevej for beredskabet, som starter med A-kørsel fra base. Det vil derfor give god mening at have en akutbil placeret i området. Derudover ses en tendens til, at postnumre, der er udfordret i forhold til at overholde responstider på A-kørsler, også er de postnumre, hvor der ses den laveste andel af B-kørsler inden for 30 minutter. Også her vil en akutbil kunne afhjælpe problemet med overholdelse af responstiderne qua akutbilens PHV—funktion. Det gør sig gældende i syv af de ni postnumre nævnt her. På baggrund af responstider er en placering af akutbilen omkring Hundested eller langs nordkysten således relevant. 

I 2023 har beredskabsdækningen blandt andet været udfordret af, at Falck har haft svært ved at stille de beredskaber, som de kontraktuelt er forpligtet til. Der ses dog en væsentlig forbedring på dette i starten af 2024, hvilket også afspejles i responstiderne i Nordsjælland.

Akutberedskabet har ud fra igangværende beredskabsaktiviteter i Nordsjælland og responstider valgt at analysere Hundested og Hornbæk som de to mulige lokationer for akutbilen. 

Opsummeret anbefaler Akutberedskabet, at den bevilligede akutbil i Nordsjælland placeres på lokation i Hundested.

Anbefaling af at placere den nye akutbil i Hundested fremfor Hornbæk bunder i en generel vurdering af beredskabsdækningen i hele Region Hovedstaden. Akutberedskabet flytter de sundhedsfaglige beredskaber derhen, hvor hændelserne sker. Det sker altså at et beredskab fra andre dele af regionen sendes i A-vagt i Nordsjælland for at hjælpe med beredskabsdækningen, hvis der er beredskaber der mangler på nogle af baserne eller, der er mange hændelser i det pågældende område på den pågældende dag.

Fordele og ulempe for placeringen af akutbilen i henholdsvis Hundested og Hornbæk fremgår nedenfor:

Den anbefalede placering er Den Sociale Virksomheds bygninger i Hundested:  

Den anden mulige placering er brandstationen i Hornbæk:  

Administrationen anbefaler i samarbejde med Akutberedskabet lokation i Hundested for den tredje akutbil i Nordsjælland.

 

KONSEKVENSER

Såfremt indstillingen tiltrædes har sundhedsudvalget taget orienteringen om status på idriftsættelse af de tre akutbiler finansieret af puljemidler fra Sundhedsstyrelsen til efterretning og godkendt placering af den fjerde akutbil.

KOMMUNIKATION

Der kommunikeres om akutbilens placering, når den endelige beslutning er truffet.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges sundhedsudvalget den 19. marts 2024, forretningsudvalget den 9. april 2024 og regionsrådet den 16. april 2024.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Mette Thøgersen Grønkjær

JOURNALNUMMER

24006699

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 : Analyse af placering af ny akutbil i Nordsjælland

5. Orientering: Gæstedialyse på Bornholm

INDSTILLING

Administrationen indstiller til sundhedsudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Taget til efterretning.

Finn Rudaizky (O) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Bornholms Hospital har - som beliggende på en stor ferieø - et tilbud om gæstedialyse, så turister med behov for dialyse kan få denne på hospitalet. Efterspørgslen på gæstedialyse på Bornholms Hospital har i de senere år nået - og er nu over -  kapacitetsgrænsen..

Som led i budgetforhandlingerne for 2024 afsøgte administrationen derfor forskellige muligheder for at øge kapaciteten til gæsteanalyse og har i den forbindelse været i dialog med Nyreforeningen, som tilkendegav overfor regionen, at de gerne ville etablere en enhed til gæstedialyse af danske og udenlandske patienter, som besøger Bornholm. Nyreforeningen oplyste endvidere, at foreningen ikke ønskede at etablere en konkurrent til et offentligt tilbud, og at foreningen kun ønskede at løse opgaven, hvis regionen ikke selv etablerede tilstrækkelig gæstedialysekapacitet. 

For at øge kapaciten for gæsteanalyse på Bornholm blev der med Budgetaftale 2024 for Region Hovedstaden afsat 0,7 mio. kr. årligt til, at gæster på Bornholm kan få dialyse hos Nyreforeningen.

Med nærværende sag forelægges sundhedsudvalget en status på etablering af klinik for gæstedialyse på Bornholm. 

SAGSFREMSTILLING

Dialyse er en metode til at fjerne affaldsstoffer fra blodet og regulere salt- og væskebalancen hos patienter med akut eller kronisk nyresvigt. Metoden tager cirka tre til fire timer og udføres typisk tre gange om ugen.

I Region Hovedstaden varetages dialysebehandling af Rigshospitalet, Herlev og Gentofte Hospital, Bornholms Hospital samt Nordsjællands Hospital.

Der har i perioden 2022 til 2023 været en stigning i efterspørgslen efter gæstedialyse på Bornholms Hospital fra 156 gæstedialyser i 2022 fordelt på 41 patienter til 175 gæstedialyser i 2023 fordelt på 24 patienter. Der er årligt cirka 300 forespørgsler på gæstedialyse. Nyreforeningen vil fra starten kunne yde 250-300 gæstedialyser årligt - med ekstra høj aktivitet i sommermånederne. Der påregnes at kunne ydes cirka 60 ekstra dialyser i disse måneder, hvilket forventes at kunne dække det antal dialyser, som Bornholms Hospital ikke har kapacitet til.

Nyreforeningens tilbud om gæstedialyse i Danmark

Nyreforeningen har i 2023, forud for at regionens budget for 2024 blev indgået, tilkendegivet overfor Region Hovedstaden, at foreningen vil etablere en klinik til gæstedialyse på Bornholm for danske og udenlandske patienter, som besøger Bornholm. Formålet med klinikken er at bistå regionen med dialysebehandling, såfremt regionen ikke selv kunne etablere den tilstrækkelige gæstedialysekapacitet.  

Nyreforeningen driver i forvejen to dialyseklinikker i Danmark. Den ene ligger på Fanø, og den anden ligger i Nordjylland i Skallerup. Nyreforeningens afregning med regionen sker efter en fastsat takst. Nyreforeningen har tilkendegivet, at klinikken på Bornholm ikke etableres for at tjene penge, men blot skal løbe rundt.

De midler, som er afsat med budget 2024 for Region Hovedstaden vil dække takstfinansieret behandling af gæstedialyse-patienter fra Region Hovedstaden på Nyreforeningens klinik.

Status på etablering af gæstedialyse på Bornholm
Nyreforeningen er i gang med at etablere klinikken til gæstedialyse. Foreningen har fundet en sygeplejerske til klinikken, som ikke i dag arbejder på Bornholms Hospital og har lavet en aftale med en tilsynsførende læge (speciallæge i nefrologi). Foreningen har en aftale om lokaler i Svaneke på plads, men der skal gennemføres en række ændringer, før lokalerne kan åbnes. 

Nyreforeningen forventer, at klinikken kan åbne medio juni måned 2024 - og dermed inden sommerferie-højsæsonen.

Nyreforeningen er ved at udarbejde informationsmateriale og vil fortælle om klinikken i relevante medier. Foreningen er i dialog med Bornholms Hospital om etableringen af gæstedialyseklinikken, så hospitalet er orienteret om planerne.

KONSEKVENSER

Med etablering af Nyreforeningens klinik for gæstedialyse vil dialyse-kapaciteten på Bornholm øges i ferie-sæsonen

RISIKOVURDERING

Såfremt der viser sig uforudsete forhold i forbindelse med ændringer i de lejede lokaler, eller dialyse-maskinerne ikke leveres til forventet tid, kan det give udfordringer med kapaciteten i forhold til gæste-dialyse i årets sommerferieperiode.

KOMMUNIKATION

Der vil blive kommunikeret om klinikken til gæstedialyse på Bornholm i de lokale medier.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges sundhedsudvalget den 19. marts 2024.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Nikolaj Mors

JOURNALNUMMER

23032811

6. Eventuelt

Eventuelt

Intet at bemærke.

Finn Rudaizky (O) deltog ikke i sagens behandling.

7. Underskriftsark

Sundhedsudvalget - meddelelser

Punkter på dagsordenen

  1. Meddelelse: Status på finansiering af centre for seksuelle overgreb

Medlemmer

1. Meddelelse: Status på finansiering af centre for seksuelle overgreb

Sundhedsudvalget blev den 4. oktober 2022 orienteret om finansiering af behandling af voldtægtsofre på baggrund af en midlertidig statslig finanslovsbevilling til området, der ophørte fra 2023. Af sagen fremgik, at det vurderes, at håndteringen af aktivitetspresset på området – efter bortfaldet af den midlertidige statslige bevilling – ville kræve yderligere finansiering svarende til 1,4 mio. kr. årligt fordelt med 1 mio. kr. til Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet og 0,4 mio. kr. årligt til Klinik for Seksuelle Overgreb på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

Med aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2023-2026 var Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet enige om at afsætte et tilskud til regionale centre for voldtægtsofre i 2023.   

Med aftale om regionernes økonomi for 2024 var Regeringen og Danske Regioner enige om, at regionerne som driftsherrer skal sikre, at de regionale centre for voldtægtsofre kan give rettidig og kvalificeret hjælp til ofre for voldtægt.

Forretningsudvalget blev den 13. juni 2023 forelagt økonomiaftalen 2024 indgået mellem regeringen og Danske Regioner, herunder beskrivelse af aftalens økonomiske konsekvenser for Region Hovedstaden og regionens budgetproces for 2024. Forretningsudvalget godkendte, at der på baggrund af økonomiaftalen for 2024 lægges 1,4 mio. kr. årligt ind i regionens tekniske budget for 2024, for derved at kunne imødekomme kravene i aftalen.

Derved er der fundet en varig økonomisk løsning, så finansieringsbehovet på 1,4 mio. til behandling af voldtægtsofre i Region Hovedstaden er imødekommet. Midlerne vil blive udmøntet til Rigshospitalet og Nordsjællands Hospital med 1. økonomirapport for 2024.

Det bemærkes, at antallet af akutte henvendelser til Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet har været stigende de seneste år, hvorfor der er behov for løbende at vurdere kapacitetsbehovet fremadrettet.

Journalnummer

24006807