Udvalget for erhvervsuddannelser og Fremtidens Kompetenceråd holder et fællesmøde den 21. maj fra kl. 10.00-12.00. Dagsorden for mødet kan findes i bilag 1. Formålet med fællesmødet er at sætte de politiske kræfter fra udvalget for erhvervsuddannelser sammen med ekspertviden fra Fremtidens Kompetenceråd og skabe en drøftelse om temaet for mødet, som udfordringer og potentialer for at sikre flere faglærte i Region Hovedstaden.
Fremtidens Kompetenceråd blev nedsat på baggrund af Region Hovedstadens budgetaftale for 2021, hvor der blev afsat midler til sikre flere med erhvervsfaglige kompetencer.
Fremtidens Kompetenceråd skal adressere de fælles udfordringer og kvalificere uddannelsesindsatsen i hovedstadsregionen gennem viden, erfaringer og synspunkter inden for uddannelses– og arbejdsmarkedssektoren (bilag 2 og 3). Rådet skal sikre, at aktører bliver inddraget i de aktuelle uddannelsespolitiske problemstillinger og temaer i regionen, med fokus på at skabe fælles politiske løsninger og udspil. Det skaber gode forudsætninger for, at alle kan bakke op om de samme mål og indsatser, bl.a. på baggrund af rammeaftale for fremtidens faglærte.
Rådet har fokus på at fælles idéer omsættes til handling. Desuden er formålet at give regionsrådet kvalificeret sparring, skabe kontakter på tværs, respondere på fondsannonceringer udefra og igangsætte analyser.
Kompetencerådet er et bredt regional politisk forum, der samler parter på tværs af kommuner, arbejdsmarkedets parter og uddannelsesinstitutioner, og på tværs af faglige interesseforhold og kigger ind i fremtidige udfordringer og behov på uddannelsesområdet og på arbejdsmarkedet.
Rådet arbejder med en række uddannelsespolitiske udfordringer, der går på tværs af regionens geografi: mangel på velfærdsuddannede, mangel på faglærte og mangel på STEM-kompetencer i bred forstand. Derudover forventes den demografiske udvikling med færre unge at lægge pres på den regionale uddannelsesdækning, samtidig med at alt for mange unge står uden job og uddannelse.
Bilag 1: Dagsorden 21. maj 2024 - Fremtidens Kompetenceråd
Bilag 2: Faktaark - Fremtidens Kompetenceråd
Bilag 3: Kommissorium - Fremtidens Kompetenceråd - den 4. marts 2021