Dagsorden blev godkendt.
Der var afbud fra Line Ervolder (C).
Mødet sluttede kl. 16.15
Administrationen anbefaler at forretningsudvalget anbefaler over for regionsrådet:
Dagsordenspunktet og sagens bilag er udsendt med kortere frist end 4 hverdage. Sagens behandling kan ikke udsættes, idet forretningsudvalget og regionsrådet skal træffe beslutning om regionsrådsformandens mandat ved interessentskabsmødet i Hovedstadens Letbane I/S den 15. december 2022, hvor spørgsmålet om frigivelse af korrektionsreserven er på dagsordenen.
Forretningsudvalgets beslutning den 13. december 2022:
Der var eftersendt supplerende materiale (bilag 3) og oplæg fra mødet er vedlagt (bilag 4).
Administrerende direktør Carsten Riis og direktør Erik Skotting fra Hovedstadens Letbane samt Birgitte Leolnar, enhedschef i Center for Regional Udvikling deltog under sagens behandling.
Anbefalet, idet forretningsudvalget bemærker, at frigivelsen er betinget af, at staten godkender frigivelse af den statslige andel af reserverne, og at midlerne alene går til at dække udgifter, der var omfattet af det oprindelige projekt jf. bilag 3.
Det bemærkes, at Jesper Hammer (D) stemte blankt til indstillingspunktet.
Et enigt forretningsudvalg ønskede følgende ført til protokollen:
”Forretningsudvalget er særdeles bekymret over den pludselige og meget store stigning i Hovedstadens Letbanes vurdering af de fremtidige risici forbundet med anlægget af letbanen i Ring 3. Forretningsudvalget skal opfordre særligt metroselskabets direktion til at holde bestyrelsen og letbanens interessenter løbende informeret om den økonomiske udvikling, med henblik på at interessenterne har reel mulighed for at udøve indflydelse på den økonomiske styring. Forretningsudvalget forventer, at selskabet afdækker alle muligheder for at nedbringe risici og projektets fordyrelser mest muligt.
Da staten trak sig ud af projektets ejerkreds, påførte man kommuner og region en forøget risiko, som vi nu står over for. Vi vil derfor sammen med de 11 kommuner i ejerkredsen gå i dialog med staten for at afdække det mulige fælles ansvar og håndtering af de opståede økonomiske udfordringer med de konsekvenser, det kan få for den fremtidige kollektive trafik.”
Line Ervolder (C) deltog ikke i sagens behandling.
I det samlede anlægsbudget for Hovedstadens Letbane I/S (HL) indgår reserver på 30 pct., som godkendt af regionsrådet den 17. maj 2016. Ifølge selskabets vedtægter råder bestyrelsen over 1/3 af korrektionsreserven, mens træk på den resterende reserve kun vil kunne ske i samme forhold som parternes oprindelige ejerandele ved selskabets stiftelse og kun efter forelæggelse for kommunerne og Region Hovedstaden ved et interessentskabsmøde.
HL har indkaldt til ekstraordinært interessentskabsmøde den 15. december, hvor de indstiller at den resterende del af korrektionsreserven frigives. Indstillingen fra HL er vedlagt som bilag.
I anlægget af Hovedstadens Letbane har en række entreprenører rejst krav om økonomisk kompensation, idet de mener, at opgaver, leverancer eller andre forudsætninger ligger ud over forpligtigelserne i deres respektive kontrakter. Kravene fremkommer nu, da projektet står i faseskift mellem anlægsarbejder og sporarbejder og indgår i projektets risikovurdering. Regionsrådet modtog den 6. december en orientering om HL’s risikovurdering. Orienteringen blev givet på baggrund af den pressemeddelelse, HL udsendte samme dag.
Kravene er fortsat uafklarede og kan dermed hindre projektets fremdrift og dermed øge risikoen for fordyrelser yderligere. For at nedbringe denne risiko mest muligt, vil HL forsøge gennem forhandling at indgå forlig om disse krav. Til dette har selskabet nu brug for at kunne disponere over den resterende korrektionsreserve. Selskabet kender ikke den præcise størrelse af mulige aftaler, men forventer, at det drejer sig om minimum trecifrede millionbeløb.
Derfor anmoder HL nu ejerne om at få frigivet den resterende del af korrektionsreserven til bestyrelsens disposition. Den foreslåede frigivelse indebærer en disponering af projektets samlede resterende reserver på 394 mio. kr.
Ved projektets start har selskabets bestyrelse fået adgang til at beslutte anvendelsen af 1/3 af reserven på 30 pct. Såfremt bestyrelsen skal have adgang til at anvende midler fra de sidste 2/3 af reserven, skal bestyrelsen ansøge herom på et interessentskabsmøde. HL har derfor indkaldt til ekstraordinært interessentskabsmøde den 15. december 2022.
Anvendelse af statens andel af den resterende korrektionsreserve skal ske ved, at bestyrelsen ansøger Transportministeriet herom. Transportministeriet skal herefter forelægge sagen for Finansministeriet, som godkender udløsning i henhold til reglerne for Ny Anlægsbudgettering. Det er vigtigt at understrege, at bestyrelsens disponering over kommuner og regionens andel af reserverne er betinget af, at staten godkender frigivelse af den statslige andel af reserverne.
Bevillingsmæssige konsekvenser
Godkendelse af mandat til frigivelse af korrektionsreserven vil ikke medføre ændringer i Region Hovedstadens betalinger til HL og får dermed ikke bevillingsmæssige konsekvenser.
HL oplyser, at de økonomiske konsekvenser af den foreslåede frigivelse af korrektionsreserven er indeholdt i den betalingsaftale, som er godkendt i regionsrådet, og at frigivelsen dermed ikke medfører ændringer i regionens indbetalinger til HL. Baggrunden for denne vurdering er at det realiserede renteniveau har været lavere end forudsat i betalingsplanerne. Det betyder, at Region Hovedstadens indbetalinger har været større end forventet, hvorfor der i den eksisterende betalingsplan er plads til at afholde betalingen som følge af frigivelsen af den fulde korrektionsreserve.
Af regionens budget for 2023 fremgår, at der ved behov for at trække på den fulde korrektionsreserve, vil skulle indbetales yderligere ca. 11 mio. kr. årligt (2023-priser) om året i 35 år fra 2025. Med HL’s udmelding bortfalder dette, og regionens årlige afdrag til letbanen på 59 mio. kr. (2023-priser) vil være uændrede.
Det indgår dog fortsat i aftalen, at der senest ved overgangen til drift af letbanen i 2025 skal fastlægges en opdateret betalingsplan, som kan ændre regionens betalingsforpligtelse. Når anlægget står færdigt i 2025, og de endelige anlægsudgifter er kendt, vil en eventuel afvigelse i forhold til det på det tidspunkt gældende anlægsbudget skulle fordeles mellem ejerne på baggrund af ejerandelene, og der udarbejdes nye betalingsplaner. En eventuel ekstra indbetaling til Hovedstadens Letbane I/S vil kunne afdrages over 35 år.
Hovedstadens Letbane forventer at få konkretiseret det samlede risikobillede i løbet af 2023, hvorefter der vil være større klarhed over projektets samlede anlægsudgifter, herunder et eventuelt yderligere finansieringsbehov.
Når letbanen går i drift i 2025, betaler det regionale udviklingsområde desuden et skønnet tilskud på 43 mio. kr. (2023-priser) om året fra 2025-2059, som ud over finansiering af den løbende drift indeholder regionens betaling til de driftsrelaterede anlægsinvesteringer, herunder til togsæt samt kontrol- og vedligeholdelsescenter.
Ved en tiltrædelse af indstillingen får regionsrådsformanden mandat til at godkende frigivelse af den resterende del af korrektionsreserven. Hermed kan HL indgå i forhandlinger med en eller flere entreprenører og dermed mitigere projektets samlede risici.
Hvis indstillingen ikke tiltrædes, vil forhandlingsprocessen ikke kunne påbegyndes, og projektets fremdrift risikerer at gå i stå med risiko for yderligere fordyrelser til følge.
Med HL’s udmelding om forhøjet risikovurdering for projektet jf. orientering sendt til regionsrådet 6. december 2022, er der en betydelig risiko for, at budgettet ikke kan holdes inde for det afsatte beløb inkl. reserver. Der kan derfor blive behov for på et senere tidspunkt at tilføre midler til projektet, som ligger ud over de hidtil bevilgede.
Frigivelse af korrektionsreserven har ikke bevillingsmæssige konsekvenser for regionen. Det indgår dog i aftalen, at der senest ved overgangen til drift af letbanen skal fastlægges en opdateret betalingsplan på baggrund af den faktiske anlægsudgift.
Referat fra interessentskabsmødet 15. december 2022 vil blive offentliggjort på Hovedstadens Letbanes hjemmeside.
Sagen forelægges forretningsudvalget og regionsrådet den 13. december 2022.
David Meinke/Birgitte Leolnar
22015808..
Bilag 1: HL interessentskabsmøde 151222 Frigivelse af korrektionsreserve
Bilag 3: Ekstra spørgsmål vedr. Letbanen
Bilag 4: Ejer-præsentation december 2022
.