Udvalget for forskning, innovation og uddannelse mødesager

Punkter på dagsordenen

  1. Drøftelsessag: Første drøftelse af budgetproces 2021-2024
  2. Beslutningssag: Den Regionale Udviklingsstrategi (RUS) – behandling af strategien efter høringsfasen
  3. Beslutningssag: Handlingsplan 2020-2021 for den regional udviklingsstrategi
  4. Orienteringssag: Status for udbud af EUD-grundforløb
  5. Orienteringssag: Planer, prognoser og nye driftsoverenskomster pr. 1. august 2020 (forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne)
  6. Eventuelt

Medlemmer

1. Drøftelsessag: Første drøftelse af budgetproces 2021-2024

INDSTILLING

Administrationen indstiller til udvalget for forskning, innovation og uddannelse:

  1. at drøfte og komme med ideer og input til bruttoliste af budgetforslag

POLITISK BEHANDLING

Udvalget for forskning, innovation og uddannelses behandling d. 26. maj 2020:

 

Drøftet

BAGGRUND

Formålet med denne sag er at introducere udvalget til processen for budget 2021 samt det økonomiske råderum.

 

Den første budgetdrøftelse skulle have foregået på udvalgsmødet d. 23. marts 2020, som blev aflyst grundet corona-nedlukningen. Det er efterfølgende besluttet, at de ellers planlagte tre udvalgsbehandlinger af budgetprocessen, reduceres til to behandlinger, hvor dette er den første. Der træffes beslutning på næste udvalgsmøde d. 25. juni 2020.

 

På udvalget for forskning, innovation og uddannelses møde d. 25. februar fik udvalget en status for prioritering af indsatser i handlingsplanen for FN's verdensmål ift. i forhold til udvalgets ressortområde.

 

På dette første budgetmøde d. 26. maj kan udvalgets medlemmer komme med ideer til emner og områder, som ønskes afdækket nærmere med henblik på at kunne indgå i budgetprocessen. Det kan både være konkrete forslag til nye initiativer og forslag til mindre analyser af et område.  

 

Administrationen indleder sagen med et oplæg.

SAGSFREMSTILLING

Det er de stående udvalgs opgave at formulere forslag til den politik, som regionen skal føre på deres ansvarsområder. Det er ligeledes de stående udvalgs opgave at påse, at den vedtagne politik føres ud i livet. Udvalgene har ikke budgetansvar for deres ansvarsområder men kan efter anmodning fra forretningsudvalget bidrage til budgetarbejdet ved fx at komme med forslag til initiativer inden for udvalgets område.

 

Alle stående udvalg anmodes om at arbejde med udvalgets indspil til budgetforhandlingerne på møderne i maj og juni måned med henblik på hurtigst muligt efterfølgende at kunne aflevere maksimalt fem prioriterede forslag til budgetinitiativer. Dog kan man herudover supplere med besparelsesforslag inden for eget ressortområde. Disse indgår herefter i den videre politiske drøftelse af budget 2021-24. 

 

Region Hovedstadens budgets opdeling

Region Hovedstadens opgaver og finansiering er opdelt i tre områder, og budgetlægningen er baseret på et balance-princip, hvor den samlede økonomi er opdelt i tre adskilte opgaveområder:

Udvalget for forskning, innovation og uddannelses ressort omfatter både økonomien på sundhedsområdet og økonomien på området for regional udvikling. Udvalget har som udgangspunkt ingen opgaver på social- og specialundervisningsområdet. I budgetlægningen foretages en prioritering inden for hvert område, men områderne er adskilte, så prioriteringen kan ikke foretages på tværs af områderne. Det vil sige, at forslag skal finansieres af penge fra det område, som det tilhører og ikke kan finansieres af penge fra andre områder. Budgetlægningen forudsætter balance mellem udgifter og finansiering inden for hvert område. I bilag 1 fremgår en oversigt over de indkomne budgetforslag. Budgetforslagene er opdelt i henholdsvist sundhedsområdet og regional udvikling på baggrund af den adskilte opdeling i budgetlægningen mellem de tre områder jf ovenstående.

 

Tidsplan i udvalget:

 

Udvalget for forskning, innovation og uddannelses møde 26. maj 2020:

På dette møde kan udvalgets medlemmer drøfte allerede nu indkomne forslag (bilag 1). Desuden kan udvalgets medlemmer komme med ideer til emner og områder som ønskes afdækket nærmere med henblik på at kunne indgå i budgetprocessen. Det kan både være konkrete forslag til nye initiativer, besparelser og forslag til mindre analyser af et område.

 

Frist for for budgetforslag til 2. og sidste udvalgsbehandling af budgetforslag i de stående udvalg er d. 3. juni (bilag 2 er budgetskabelonen). I tiden frem mod udvalgets denne budgetdrøftelse kvalificerer administrationen forslagene yderligere, således at der foreligger gennemarbejdede forslag med konkret økonomi.

 

Udvalget for forskning, innovation og uddannelses møde 25. juni 2020:

Forslag til nye budgetinitiativer forelægges ved denne budgetdrøftelse i udvalget. Udvalget skal på disse møder prioritere blandt forslagene, således at maksimalt fem forslag sendes videre til budgetforhandlingerne i august måned. Dog kan man yderligere supplere med besparelsesforslag inden for eget ressortområde.

 

Administrationen vil sikre, at alle budgetinitiativer indeholder oplysninger om, hvorledes initiativerne forholder sig til FN’s verdensmål så snart, udvalgets fem prioriterede forslag foreligger i juni måned. Den 10. juni 2020 er frist for indmelding fra de stående udvalg og forretningsudvalget med bidrag til budgetlægningen.

 

Tidsplan for forretningsudvalget og regionsråd:

KONSEKVENSER

Ved tiltrædelse af indstillingen drøftes idéer og input til bruttoliste af budgetforslag samt besparelsesforslag. Disse vil indgå, når sagen behandles igen d. 25. juni 2020 i udvalget for forskning, innovation og uddannelse.

ØKONOMI

En tiltrædelse af indstillingen har ikke i sig selv bevillingstekniske konsekvenser.

 

De økonomiske rammer for regionens budgetlægning 2021-24 afhænger af økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner. Økonomiaftalen forventes at blive indgået primo juni 2020. Udvalgenes forslag baserer sig i første omgang på en foreløbig vurdering af det økonomiske råderum. 

 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges udvalget for forskning, innovation og uddannelse den 26. maj 2020.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Diana Arsovic Nielsen / Vibeke Grønvall Kristensen

JOURNALNUMMER

20015731

Bilag

Bilag 1: Indkomne budgetforslag

Bilag 2: Budgetskabelon

Bilag 3: Oplæg på møde - budget i udvalg maj 2020 - første drøftelse

2. Beslutningssag: Den Regionale Udviklingsstrategi (RUS) – behandling af strategien efter høringsfasen

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at udvalget for forskning, innovation og uddannelse overfor forretningsudvalget og regionsrådet anbefaler:

  1. at godkende den regionale udviklingsstrategi med de foreslåede ændringer efter afsluttet høringsfase jvf. bilag

POLITISK BEHANDLING

Udvalget for forskning, innovation og uddannelses behandling d. 26. maj 2020:

 

Anbefalet, idet udvalget bad administrationen foretage mindre rettelser i teksten.

BAGGRUND

Regionsrådet godkendte den 19. november 2019 forslag til regional udviklingsstrategi for Region Hovedstaden, hvorpå forslaget blev sendt til høring i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og derefter i 8 ugers offentlig høring frem til den 30. marts. På grund af udbruddet af coronavirus blev høringen forlænget med 4 uger frem til den 27. april. Høringen blev sendt direkte til 102 organisationer og der blev desuden informeret om høringen på hjemmesiden, via linkedin og på møder.

 

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har taget Region Hovedstadens regionale udviklingsstrategi til efterretning og skrev den 23. januar, at de ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bemærker, at strategiens fokus og indhold ligger indenfor regionens primære opgaver, at regionen med strategien inviterer til samarbejde med kommuner og andre relevante aktører om udviklingen af et bæredygtig samfund, samt at de ikke ser overlap mellem den regionale udviklingsstrategi og den decentrale erhvervsfremmestrategi.

 

I alt er der indkommet 63 høringssvar. 23 af regionens kommuner har indsendt høringssvar, hvilket lover godt for det kommende samarbejde.

 

Forlængelsen af afhøringsfristen har betydet, at sagen ikke som oprindeligt planlagt kunne forelægges udvalget for forskning, innovation og uddannelse på møde den 28. april og efterfølgende regionsrådet den 19. maj, men først en måned senere. Det får samtidig den konsekvens, at den endelige godkendelse af den regionale udviklingsstrategi behandles på samme møde som handlingsplanen for den regionale udviklingsstrategi.

SAGSFREMSTILLING

Det overordnede mål for den regionaleudviklingsstrategi er at bidrage til, at hovedstadsregionen også er en grøn og innovation metropol med høj livskvalitet for næste generation. Det kræver, at vi tager ansvar for målet om en 70 % reduktion af CO2-udledningen og sikrer, at regionen er gearet til de mange flere borgere, der kommer til de næste 10-20 år. Da vi også tager ansvar i en større kontekst end vores egen region, vil vi gennem strategien fremme løsninger, der bidrager til en indfrielse af FN's verdensmål.

Strategien er bygget op om fire strategispor og tre tværgående arbejdsmetoder:

Strategisporene er; Klima og miljø i balance, Uddannelser og kompetencer til fremtiden, Effektiv og bæredygtig mobilitet i hverdagen, Gode muligheder for et sundt liv 

Arbejdsmetoder er; Partnerskaber, Innovation, Internationalisering

 

Den regionale udviklingsstrategi har været i 12 uger offentlig høring frem til den 27. april. De sidste fire ugers høring var en forlænges pga. udbruddet af coronavirus. I alt er der indkommet 63 høringssvar. Høringssvarene fordelte sig således;

 

Alle høringssvarene kan læses i deres helhed på regionens høringsportal www.regionh.dk/RUS. Alle høringssvar er opsummeret og kommenteret i bilag 1.

 

Hørringssvarene er i alt overvejende grad positive overfor strategiens mål og visioner og flere høringspartner vil gerne indgå i et fremtidigt samarbejde. Høringssvarene bekræfter hermed behovet for en regional opgaveløsningen indenfor strategiens områder og giver et godt udgangspunkt for fremtidige partnerskaber om realiseringen af strategien.

 

Kommunerne er positive overfor strategien og flere fremhæver, at verdensmålene er et godt udgangspunkt. Kommunerne ser frem til det videre samarbejde om realiseringen af strategien og flere kommuner fremhæver, at det er positivt, at regionen påtager sig en koordinerende rolle som f.eks. i Energi på Tværs. Flere kommuner ønsker yderligere indsatser f.eks. i forhold til trafikstøj, velfærdsuddannelser og ulighed i sundhed. Region Sjælland og Region Skåne ser frem til et fortsat godt samarbejde i Greater Copenhagen. Erhvervsministeriet har ingen bemærkninger til strategien, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har nogle kommentarer til CO2-opgørelsen, mens Sundhedsstyrelsen anbefaler, at lige adgang til sundhed indgår i strategien.

 

Dansk Byggeri og DI påpeger begge nødvendigheden af god infrastruktur, herunder afhjælpning af trængselsproblemerne. Lægemiddelindustriforeningen fremhæver den tværgående tilgang i strategien og påpeger regionens internationale position på life science-området, mens Danske Vandværker ønsker flere ressourcer til oprensning af jordforureninger. LO opfordrer til, at flere unge vælger EUD; Akademikerne påpeger, at det er vigtigt, at der kommer fokus på de nyuddannede i en tid med stagnation, mens Kost- og Ernæringsforbundet påpeger kostens rolle i forhold til sundhedsfremme og behovet for flere uddannede indenfor området.

 

Flere af uddannelsesinstitutionerne arbejder med STEM og er positive overfor strategiens fokus herpå samt på digitalisering og digitale kompetencer i øvrigt. Københavns Professionshøjskole påpeger behovet for fokus på uddannelser til velfærdsområderne. De grønne interesseorganisationer er positive overfor strategien fokus på klima, miljø og grøn mobilitet, men nogle ønsker yderligere fokus på natur og landskab samt støj- og luftforurening. FDM deltager gerne i et samarbejde om samkørsel, mens Danske Gymnasier følger udviklingen i modeller for fordeling af elever.

 

I det følgende gennemgås nogle af de væsentligste kommentarer indenfor de 4 fokusområder samt administrationens forslag til ændringer. Administrationens forslag til ændringer er samlet i bilag 2.

 

Klima og miljø i balance

Høringspartnerne er generelt meget positive overfor de foreslåede indsatsområder. Alle finder dem vigtige og relevante, samt at de ligger fint i tråd med de mål, flere af partnerne har. Flere fremhæver derfor muligheden for samarbejde.

I flere høringssvar fra kommuner efterlyses, at regionen spiller en større rolle i forhold til klimatilpasning. Vand kender ingen grænser, og derfor er et tæt samarbejde på tværs af kommuner og forsyningselskaber vigtig, hvis målene skal opnås. Flere kommuner og organisationer efterspørger en bredere tilgang til cirkulær økonomi, og flere ønsker, at indkøb og byggeri nævnes som mulige indsatsområder, herunder også regionens egne indkøb og byggerier. Nogle kommuner og interesseorganisationer har kommentarer i forhold til råstofplanlægningen og ønsker, at natur og landskab står tydeligere i strategien. Enkelte har kommentarer i forhold til den lokale håndtering af jordfordeling og grundvandsbeskyttelse.

På baggund af høringenssvarene foreslår administrationen, at:

Uddannelser og kompetencer til fremtiden

Høringsparterne er generelt positive overfor de foreslåede indsatser, særlig målene om flere faglærte med STEM-kompetencer er der stor opbakning til. Flere kommuner, uddannelsesinstitutioner og parter på arbejdsmarkedet nævner, at de er glade for det arbejde, regionen gør i forhold til at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne, og de ser gerne, at regionen gør mere, f.eks. i forhold til folkeskolerne. KKR, flere kommuner, uddannelsesinstitutioner samt parter på arbejdmarkedet påpeger, at der også er mangel på arbejdskraft indenfor velfærdsområderne, og at regionen derfor også bør have fokus på rekruttering og fastholdelse af unge på velfærdsuddannelserne. Enkelte kommuner ønsker, at der etableres ungdomsuddannelser i deres område og vil gerne indgå i et samarbejde med regionen herom.

 

På baggrund af høringssvarene foreslår administrationen, at:

Effektiv og bæredygtig mobilitet i hverdagen

Høringsparterne er generelt positive overfor strategien. Mange kommuner, parter på arbejdsmarkedet og interesseorganisationer påpeger vigtigheden af at fastholde et velfungerende kollektivt trafiknet samt indsatsen i forhold til at fremme cyklisme og cyklesuperstier.  Nogle kommuner påpeger at en velfungerende infrastruktur er særlig vigtig for yderområderne. Desuden er der en del lokale ønsker, f.eks. i forhold til S-tog og metro. Flere kommuner og Rådet for Grøn Omstilling ønsker, at regionen går mere aktivt ind i bekæmpelsen af støj fra trafikken,  bla. af hensyn til borgerens sundhed.

 

På baggrund af høringssvarene foreslår administrationen, at:

Gode muligheder for et sundt liv

Høringsparterne indenfor forskning og lægemiddleindustrien er positive overfor forslaget og finder det vigtigt, at regionen fastholder sin internationale styrkeposition. Sundhedsstyrelsen påpeger, at lige adgang til sundhed med fordel kan inddrages i strategien. Flere af de kommunale høringsparter ønsker mere fokus på det nære sundhedsvæsen og samarbejdet med kommunerne samt indsatsen for at fremme en bedre folkesundhed og mindske uligheden i sundhed.

 

På baggrund af høringssvarene foreslår administrationen, at;

Desuden foreslår administrationen,  at der gennemføres mindre redaktionelle rettelser i teksten.

 

Det videre forløb:

Efter regionsrådets behandling af sagen vil de vedtagne ændringsforslag blive indarbejdet i den regionale udviklingsstrategi, som herefter vil blive færdig layoutet og formidlet. Som supplement til den regionale udviklingsstrategi udarbejdes toårige handlingsplaner, der skal være med til at omsætte strategien til konkret handling og fastsætte den indholdsmæssige ramme for, hvordan regionen vil fokusere arbejdet de kommende år med at realisere den regionale udviklingsstrategi. De mange positive tilbagemeldinger og ønsker om samarbejde vil blive taget med i det videre arbejde med henblik på at etablere partnerskaber om realiseringen af strategien.

KONSEKVENSER

Med vedtagelsen af den regionale udviklingsstrategi fastsættes de overordnede rammer for det strategiske arbejde på de regionale udviklingsområder i perioden 2020-2023.

RISIKOVURDERING

Høringssvarene er generelt positive overfor forslaget til regional udviklingsstrategi. Desuden er en stor del af de forslag til præciseringer og ændringer, der er nævnt i høringssvarene, indarbejdet i administrationens forslag til ændringer i den regionale udviklingsstrategi. Det vurderes derfor, at risikoen for negativ omtale i forbindelse med vedtagelsen af strategien er meget lille.

KOMMUNIKATION

Der planlægges en kommunikationsindsats i forbindelse med regionsrådets godkendelse af både den regionale udviklingsstrategi og handlingsplan 2020-2021 ultimo juni. Både i form af en generel presseindsats og mere målrettet kommunikation i forhold til interessenter inden for de enkelte fagområder. Konkret udarbejdes kommunikationsprodukter og interessentmateriale med henblik på at forny og styrke partnerskaber, der skal løfte de enkelte indsatsområder sammen med regionen. Derudover tænkes den regionale udviklingstrategi understøttet af en mere udførlig og synlig webintegration, der i højere grad går på tværs af indsatsområder og løftes højere op på Regionh.dk, som kan indeholde nyheder om bl.a. relevante analyser og igangværende projekter, som regionen deltager i relateret til strategien, nye indsatser der arbejdes på som led i handlingsplan 2020-2021 samt oplysninger til interesserede om, hvem man kan henvende sig til, og hvordan partnerskab med regionen kan indgås.

Parallelt indtænkes en synlighedsindsats på sociale medier i form af kommunikationsprodukter målrettet formatet såsom små videoer og infografikker, herunder indtænkes evt. materiale forbeholdt politikerkommunikationen på sociale medier. Såfremt det er muligt, indtænkes events som affyringsrampe for lancering ultimo juni, alternativt dialogmøder med nøgleinteressenter om den regionale udvikling i efteråret afholdt i inspirerende rammer fx i BLOX, Kbh., og på sigt bredt ud til Ungdommens Folkemøde, Folkemødet på Bornholm og andre relevante events med stor bevågenhed.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges udvalget for forskning, innovation og uddannelse den 26. maj 2020, foreretningsudvalget den 9. juni 2020 og regionsrådet den 23. juni 2020.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Diana Arsovic Nielsen / Karin Lagendorf

JOURNALNUMMER

20001104

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 Opsamling på RUS høringssvar

Bilag 2: Bilag 2 oversigt over ændringsforslag RUS

Bilag 3: Bilag 3 Hoeringsudkast-RUS2020 med forslag til ændringer

Bilag 4: Oplæg på møde - RUS-høring (PDF)

3. Beslutningssag: Handlingsplan 2020-2021 for den regional udviklingsstrategi

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at udvalget for forskning, innovation og uddannelser over for forretningsudvalget og regionsrådet anbefaler:

  1. at godkende udkast til handlingsplan 2020-2021 for den regionale udviklingsstrategi.
  2. at godkende vurderingskriterier for udmøntningen af midler afsat på budget 2020.

POLITISK BEHANDLING

Udvalget for forskning, innovation og uddannelses behandling d. 26. maj 2020:

 

Anbefalet.

BAGGRUND

Som supplement til den regionale udviklingsstrategi (RUS) udarbejdes toårige handlingsplaner, der skal være med til at omsætte strategien til konkret handling og fastsætte den indholdsmæssige ramme for, hvordan regionen i 2020 og 2021 vil fokusere arbejdet med at realisere den regionale udviklingsstrategi. Samtidig udgør handlingsplanen den indholdsmæssige ramme for udmøntningen af de på budgettet afsatte midler til regionalt udviklingsarbejde. I 2020 drejer det sig om 12,7 mio. kr.

 

Udvalget for forskning, innovation og uddannelse har, som ansvarligt udvalg for den regionale udviklingsstrategi, udarbejdet et udkast til handlingsplanen for 2020-2021. Inden for de RUS-temaer, der fagligt ligger under henholdsvis trafikudvalget og miljø- og klimaudvalgets ressort, er det efter anbefaling fra det pågældende udvalg. Det vil sige, at trafikudvalget har haft fokus på temaet 'Effektiv og bæredygtig mobilitet' og miljø- og klimaudvalget på 'Klima og miljø i balance'. Udvalget for forskning, innovation og uddannelse har haft fokus på 'Uddannelse og kompetencer til fremtiden' og 'Nye muligheder for et sundt liv' samt handlingsplanen samlet set.

SAGSFREMSTILLING

Den regionale udviklingsstrategi (RUS) understøttes af 2-årige handlingsplaner. Formålet med handlingsplanerne er bl.a. at:

I handlingsplanen er hvert indsatsområde i RUS fokuseret yderligere, og der er skitseret en række forslag til mulige aktiviteter. Der skitseres ikke egentlig projektforslag i planen, da regionen – med de begrænsede midler der er til rådighed til regionalt udviklingsarbejde – er afhængig af at få omverdenen med til at gennemføre og finansiere de konkrete tiltag. For at samarbejdspartnere også skal kunne se sig selv i kommende fælles projekter, kan vi på nuværende tidspunkt ikke lukke os for meget om helt konkrete ting. Planen skal derfor ses som et oplæg til dialog med omverdenen, og resultere i at der i efteråret kan forelægges konkrete projektforslag til bevilling i regionsrådet.

 

I det videre arbejde med at konkretisere indsatserne yderligere vil det blive taget med i betragtning, at vores samfund står et andet sted end da RUS blev skrevet. Corona-situationen gør, at vi kan se ind en tid med en anden måde at leve på og andre udfordringer end for få måneder siden. Fx forventes færre mennesker i fremtiden at tage kollektiv transport og i stedet vælge bil eller cykel. Der vil fortsat være øget fokus på, at forskere hjemtager midler til corona-relateret forskning og indgår i offentlig-privat samarbejde om at finde behandlingsmuligheder og udvikle vacciner. Og behov for at vi sikrer de studerende inden for det sundhedsfaglige område nogle gode praktikforløb, selvom driften er udfordret, så vi i fremtiden kan rekruttere det nødvendige personale. Sådanne udfordringer vil indgå i overvejelserne om nye projekter og indsatser og i dialogen med kommende samarbejdspartnere.

 

Fokusering af indsatsområder i handlingsplan 2020-2021

Generelt for de skitserede aktiviteter er, at de i høj grad tager afsæt i tidligere og eksisterende projekter og bygger videre på resultater og gode erfaringer, der er opnået. Eksempelvis i Energi på tværs, der samler alle kommuner i hovedstadsregionen om en strategisk plan for energiomstillingen og Copenhagen Skills, hvor regionen i samarbejde med bl.a. erhvervsskolerne tilbyder en sammenhængende introduktion til erhvervsuddannelserne til alle grundskoleelever i hovedstadsregionen. Erfaringerne viser bl.a., at regionen spiller en vigtig rolle som samlende aktør i indsatser, hvor der er behov for, at mange forskellige parter samles om fælles mål og aktiviteter. Ligeledes er der i nogle af indsatsbeskrivelserne også fokus på at opdyrke nye og mere umodne områder, der udnytter ny teknologi og data. Det er eksempelvis kunstig intelligens, personlig medicin og energilagring, hvor fremtidig succes kræver, at der er nogle aktører, der går foran, selvom resultaterne kan være usikre.

 

På de områder hvor regionen i forvejen har en strategi eller plan ligger de foreslåede ting i handlingsplanen i tråd med det. Det gælder bl.a. på mobilitetsområdet, hvor regionsrådet tidligere har vedtaget en trafik- og mobilitetsplan for hovedstadsregionen og på forskningsområdet med forskningsstrategien.

 

De enkelte indsatsområder i handlingsplanen er kort opsummeret nedenfor.

 

Klima og miljø i balance

Uddannelse og kompetencer til fremtiden

Effektiv og bæredygtig mobilitet

Nye muligheder for et sundt liv

Fokuseringen af indsatsområderne er beskrevet nærmere i de indsatsbeskrivelser, der samlet set udgør handlingsplanen (bilag 1).
 

Handlingsplanen opsættes efter vedtagelsen, så den visuelt ligger i tråd med RUS.


Udmøntningen af midler til regionalt udviklingsarbejde
Der er på budget 2020 og 2021 afsat 12,7 mio. kr. årligt til regionalt udviklingsarbejde. Administrationen foreslår, at midlerne udmøntes til indsatser inden for handlingsplanens rammer, som ikke finansieres af regionen på anden vis (fx budgetmidler og sundhedsmidler). Dvs. at der er behov for at udmønte midler til indsatserne under temaet 'Klima og miljø i balance', 'Effektiv og bæredygtig mobilitet' og dele af 'Uddannelse og kompetencer til fremtiden'. I forbindelse med udmøntningen af 2020-midler skal regionsrådet være opmærksom på, at midler til flere igangværende indsatser på uddannelsesområdet udløber ved udgangen af 2020 (Copenhagen Skills, og praktikpladsindsatsen, herunder klausulindsatsen). Der er inden for det mulige råderum på det regionale udviklingsområde i efterårets budgetproces, ikke mulighed for at fortsætte indsatser på uddannelsesområdet i samme omfang. Såfremt alle ønskes fortsat efter 2020, kan dele af indsatsen, fx Copenhagen Skills, finansieres via RUS-udmøntningen i efteråret.

 

Proces for udmøntning af midler

Administrationen foreslår følgende proces for udmøntningen af midlerne i 2020 til aktiviteter inden for handlingsplanens rammer:

Processen for 2021 vil blive tilrettelagt i efteråret 2020 på baggrund af erfaringerne fra processen i 2020. Processen for udmøntningen i 2020 er visualiseret i bilag 2.
 

Vurderingskriterier for udmøntning af midler til regionalt udviklingsarbejde

Det er en forudsætning for udmøntning af midler til et projekt, at det bidrager til en realisering af ambitionerne i den regionale udviklingsstrategi med underliggende handlingsplaner. Derudover foreslås det, at det også skal være en forudsætning, at projektet bidrager positivt til FN's verdensmål. Endelig foreslås, at alle projektforslag vurderes i forhold til følgende kriterier:

 

Kriterier: 

Administrationen vil bistå udvalget for forskning, innovation og uddannelse med at vurdere alle projektforslag ud fra de opstillede kriterier og ved brug af karaktergivning. Fremgangsmåden kan sammenlignes med processen med at vurdere og beslutte projektforslag i det tidligere Vækstforum.
 

Aktivt arbejde for partnerskaber og ekstern finansiering

Undervejs i processen vil administrationen arbejde aktivt for at afsøge mulighederne for partnerskaber med relevante aktører omkring konkrete projekter og tilvejebringelse af ekstern medfinansiering, der kan geare regionens egne begrænsede midler til området. Det kan fx være ansøgninger om supplerende finansiering hos fx EU-fonde og private danske fonde.

 

Med udgangspunkt i erfaringerne for den ovenfor skitserede proces, vil regionsrådet på møde i oktober få forelagt et forslag til udmøntningsproces for 2021-midlerne afsat til regionalt udviklingsarbejde.

KONSEKVENSER

Ved en tiltrædelse af indstillingen fastsættes den indholdsmæssige ramme for, hvordan regionen i 2020 og 2021 vil fokusere arbejdet med at realisere den regionale udviklingsstrategi samt proces og kriterier for udmøntningen af midler til regionalt udviklingsarbejde i 2020.

ØKONOMI

Ved en tiltrædelse af indstillingen fastsættes processen for udmøntningen af de 12,7 mio. kr. afsat til regionalt udviklingsarbejde på budget 2020.

 

Forslag til den konkrete udmøntning forelægges regionsrådet på møde i oktober 2020.

KOMMUNIKATION

Der planlægges en kommunikationsindsats i forbindelse med regionsrådets godkendelse af både RUS og Handlingsplan 2020-2021 ultimo juni. Både i form af en generel presseindsats og mere målrettet kommunikation i forhold til interessenter inden for de enkelte fagområder i RUS.

 

Konkret udarbejdes kommunikationsprodukter og interessentmateriale med henblik på at forny og styrke partnerskaber, der skal løfte de enkelte indsatsområder sammen med regionen. Derudover tænkes RUS'en understøttet af en mere udførlig og synlig webintegration, der i højere grad går på tværs af indsatsområder og løftes højere op på Regionh.dk, som kan indeholde nyheder om bl.a. relevante analyser og igangværende projekter, som regionen deltager i relateret til RUS, nye indsatser der arbejdes på som led i handlingsplan 2020-2021, samt oplysninger til interesserede om, hvem man kan henvende sig til, og hvordan partnerskab med regionen kan indgås.

 

Parallelt indtænkes en synlighedsindsats på sociale medier i form af kommunikationsprodukter målrettet formatet såsom små videoer og infografikker, herunder indtænkes evt. materiale forbeholdt politikerkommunikationen på sociale medier. Såfremt det er muligt indtænkes events som affyringsrampe for lancering ultimo juni, alternativt dialogmøder med nøgleinteressenter om den regionale udvikling i efteråret afholdt i inspirerende rammer fx i BLOX, Kbh., og på sigt bredt ud til Ungdommens Folkemøde, Folkemødet på Bornholm og andre relevante events med stor bevågenhed.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Udvalget for forskning, innovation og uddannelse beslutter, som ansvarligt udvalg for RUS, et samlet udkast til Handlingsplan 2020-2021 med anbefalinger fra miljø- og klimaudvalget og trafikudvalget samt forslag til proces for udmøntningen af midler.

 

Sagen forelægges forretningsudvalget d. 9. juni og regionsrådet til beslutning d. 23. juni 2020.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Diana Arsovic Nielsen / Lene Jermiin

JOURNALNUMMER

20001104

Bilag

Bilag 1: Bilag 1: RUS-Handlingsplan 2020-2021

Bilag 2: Bilag 2: Proces for udmøntning

Bilag 3: Oplæg på møde - RUS-handlingsplan

4. Orienteringssag: Status for udbud af EUD-grundforløb

INDSTILLING

Administrationen indstiller til udvalget for forskning, innovation og uddannelse

  1. at status for udbuddet af EUD-grundforløb tages til efterretning

POLITISK BEHANDLING

Udvalget for forskning, innovation og uddannelses behandling d. 26. maj 2020:

 

Taget til efterretning

BAGGRUND

Undervisningsministeriet gennemførte i 2017, som del af erhvervsuddannelsesreformen, en udbudsrunde om udbudsretten af erhvervsuddannelserne.

Ifølge lovgivningen skal regionsrådet afgive indstilling til Undervisningsministeriet på ansøgninger om placering af erhvervsuddannelsernes (EUD) grundforløb (GF) i regionen. Regionsrådet har ingen beføjelser i forhold til placering af hovedforløb, EUX (erhvervsuddannelse kombineret med en erhvervsfaglig studentereksamen) eller praktikcentrene. Regionsrådet har desuden til opgave at koordinere den samlede indsats i regionen for at sikre sammenhæng i udbuddet og kapaciteten på uddannelserne med henblik på, at der er et tilstrækkeligt og varieret uddannelsestilbud til unge i regionen (se bilag 1).

 

Seneste status for udbuddet af eud-grundforløb i Region Hovedstaden var på mødet i regionsrådet d. 21. august 2018. Med denne sag gives en opdateret status.

 

Herudover har administrationen fået udarbejdet en analyse af den geografiske uddannelsesdækning i Region Hovedstaden, herunder også uddannelsesdækningen på EUD-grundforløb. Analysen er udarbejdet af Epinion og er bestilt fordi, at administrationen har brug for et opdateret overblik over rejsetider. Administrationen fik i 2013 lavet en lignende analyse, men idet der både er sket ændringer i uddannelsesdækningen og i den offentlige trafik, var der et behov for at få et aktuelt overblik (se bilag 2). Pointer fra analysen vil blive inddraget i denne sag. 

SAGSFREMSTILLING

Regionsrådet vedtog den 15. december 2015 følgende målsætninger for regionsrådets indstillinger og prioriteringer af udbud:

I henhold til regionsrådets mål om, at erhvervsuddannelserne skal tættere på den unge, er det vigtigt, at der løbende holdes øje med hovedstadsregionens geografiske uddannelsesdækning af grundforløb. Dette ikke mindst, da erhvervsuddannelsesinstitutionerne løbende har mulighed for at åbne og lukke uddannelser på institutionen. Der er derfor siden udbuddets virkning i 2017 og den seneste orienteringssag om udbuddet af eud-grundforløb i august 2018, sket ændringer i det regionale udbud.

For at give størst mulig gennemsigtighed er der udarbejdet en opdateret status på det nuværende udbud af grundforløb på hovedstadsregionens erhvervsuddannelser.

 

Udbudsændringer af EUD-grundforløb i regionen
Administrationen tog i starten af 2020 kontakt til regionens udbydere af EUD-grundforløb for at få en opdateret status på udbudsrunden 2017 (se bilag 3 og 4). Efter dialog med institutionerne fik administrationen følgende tilbagemelding. I nedenstående skema er der kun medtaget ændringer som er sket efter sidste statussag for erhvervsuddannelsesudbuddet og som i øvrigt er en ændring af større karakter.

 

U/NORD udbyder ikke GF2 finansuddannelsen i Helsingør. Finansuddannelsen bliver dermed ikke længere udbudt i hovedstadsregionen.

TEC udbyder ikke GF2 Data- og kommunikationsuddannelsen i Frederikssund. U/NORD har i Frederikssund også lukket udbuddet af GF2 uddannelserne VVS-energi, træfagenes byggeuddannelse og elektriker. Campus Frederikssund tilbyder derfor nu kun GF2 forløb på SOSU-hjælper og SOSU-assistentuddannelsen.

NEXT Uddannelse København udbyder i 2020 ikke GF2 uddannelserne beklædningshåndværker og produktør. Disse uddannelser udbydes dermed ikke længere i hovedstadsregionen.

NEXT Uddannelse København udbyder ikke GF2 uddannelsen anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger i København NV samt GF2 uddannelsen murer i København NV og Ishøj. Disse to uddannelser udbydes derfor nu kun i Glostrup, Hillerød og Rønne.

GF2 uddannelsen træfagenes byggeuddannelse er, udover U/NORD’s lukning af udbuddet i Frederikssund, også lukket i Helsingør. Derudover har NEXT uddannelse København lukket udbuddet i Ishøj, mens TEC har lukket udbuddet i Søborg. Træfagenes byggeuddannelse tilbydes i 2020 derfor i Hillerød, København NV, Rødovre og Rønne.

U/NORD udbyder ikke GF2 uddannelsen bager og konditor i Hillerød. Uddannelsen tilbydes derfor nu kun på Hotel og Restaurantskolen i Valby.

Campus Bornholm udbyder i 2020 ikke GF2 uddannelserne i Elektronik- og svagstrømsuddannelsen og Entreprenør og landbrugsmaskinuddannelsen i Rønne. Elektronik- og svagstrømsuddannelsen tilbydes derfor nu kun i Ballerup mens Entreprenør og landbrugsmaskinuddannelsen ikke længere udbydes i hovedstadsregionen.

 

Pointer fra analyse af den geografiske uddannelsesdækning i Region Hovedstaden

Epinion har lavet en samlet analyse af uddannelsesdækningen på ungdomsuddannelserne i Region Hovedstaden. Analysen dækker ungdomsuddannelserne STX, HTX, HHX, HF og EUD. Denne sag vil udelukkende beskæftige sig med uddannelsesdækningen for erhvervsuddannelserne.

Uddannelsesdækningen i analysen måles som den rejsetid med offentlig transport den unge skal bruge, for at komme til nærmeste uddannelsessted, som tilbyder en ungdomsuddannelse.

I forhold til rejsetiden opgøres denne inden for hvert af erhvervsuddannelserne fire hovedområder. Analysen viser at den typiske unge i regionen kan komme til et uddannelsessted, som udbyder erhvervsuddannelser inden for hovedområderne:

Analysen viser desuden, at der er en sammenhæng mellem rejsetiden til de forskellige uddannelser. Det er således sådan, at en ung med lang transporttid til et hovedområde også har lang transporttid til et andet hovedområde. De fem kommuner, Dragør, Fredensborg, Furesø, Gribskov og Hørsholm er her særligt udfordret. Fælles for disse kommuner er blandt andet, at de har færre indbyggere end den gennemsnitlige kommune i regionen. Der bor således også færre unge i disse områder sammenlignet med nogle af de andre kommuner, hvor uddannelsesdækningen er bedre.

 

Som note skal det nævnes, at analysen har medtaget hovedområderne teknologi, byggeri og transport samt fødevarer, jordbrug og oplevelser med beliggenhed i Frederiksværk. Disse hovedområder eksisterer ikke længere i Frederiksværk, hvorfor det må konkluderes, at de nordøstlige kommuner i hovedstadsområdet har længere transporttid til uddannelser inden for disse hovedområder.

 

Administrationen vurderer, på baggrund af tilbagemeldingerne og Epionions analyse, at der trods ændringerne overordnet set stadig er et bredt og varieret uddannelsestilbud af erhvervsuddannelsernes grundforløb. På baggrund af U/NORD’s lukninger af udbud i Helsingør, Hillerød og Frederikssund, TEC’s lukning af udbud i Frederikssund samt den tidligere lukning af EUD-udbuddet i Frederiksværk, gør administration dog opmærksom på, at dette er problematisk for uddannelsesdækningen i den nordlige del af regionen. Herudover er det også bekymrende, at der lukkes udbud af uddannelser som finansuddannelsen, beklædningshåndværker og produktør, hvor der ikke udbydes lignende uddannelser andre steder i regionen.

KONSEKVENSER

Ved tiltrædelse af indstillingen tages orienteringen af erhvervsuddannelsesudbuddet til efterretning.

RISIKOVURDERING

En tiltrædelse af indstillingen indebærer ingen risici.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges for udvalget for forskning, innovation og uddannelse den 26. maj 2020.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Diana Arsovic Nielsen/Mathias Hegelund Breum

JOURNALNUMMER

20009015

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Regionsrådets opgaver - udbud af EUD

Bilag 2: Bilag 2 - Geografisk uddannelsesdækning i Region Hovedstaden

Bilag 3: Bilag 3 - Oversigt over GF1 udbud

Bilag 4: Bilag 4 - Oversigt over GF2 udbud

Bilag 5: PP oplæg på mødet - uddannelse (pdf)

5. Orienteringssag: Planer, prognoser og nye driftsoverenskomster pr. 1. august 2020 (forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne)

INDSTILLING

Administrationen indstiller overfor udvalget for forskning, innovation og uddannelse

1. at voksenuddannelsescentrenes oplysninger vedrørende driftsoverenskomster tages til efterretning,

2. at voksenuddannelsescentrenes oplysninger om planer og prognoser for 2020 tages til efterretning.

POLITISK BEHANDLING

Udvalget for forskning, innovation og uddannelses behandling d. 26. maj 2020:

 

Taget til efterretning

BAGGRUND

Regionsrådet koordinerer i samarbejde med voksenuddannelsescentrene og disses driftsoverenskomstparter indsatsen for forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne. Formålet er at sikre et tilstrækkeligt og varieret tilbud til alle i målgruppen.

Voksenuddannelsescentrene skal hvert år høre regionsrådet om deres og driftsoverenskomstparternes planer og prognoser for årets udbud. Desuden skal regionsrådet høres før voksenuddannelsescentrene indgår driftsoverenskomster med øvrige parter til ikrafttræden 1. januar eller 1. august (Bilag 1).

Regionsrådet uddelegerede de to ovennævnte kompetencer som høringsberettiget til udvalget for forskning, innovation og uddannelse den 12. marts 2019. 

Udvalget for forskning, innovation og uddannelse er senest blevet præsenteret for en sag om forberedende voksenuddannelse og ordblindeundervisning på mødet den 26. november 2019, hvor udvalget tog oplysningerne vedrørende nye driftsoverenskomster pr. 1 januar til efterretning.

SAGSFREMSTILLING

Kompetencer til fremtiden

Fremtidens arbejdsmarked vil ændre sig. Nye teknologier vil indtræde og digitaliseringen vil blive en integreret del af samfundets funktioner. Det stiller store krav til hovedstadsregionens borgere. Uddannelse er en forudsætning for borgernes udvikling og virksomheders konkurrenceevne. Det er derfor vigtigt at sikre attraktive uddannelser i hovedstadsregionen – også for de udsatte borgere, som har brug for lidt ekstra støtte for at komme videre i uddannelse eller job. Det er derfor vigtigt, at hovedstadsregionen har et tilstrækkeligt og varieret tilbud af forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne. På den måde får borgerne et kompetenceløft, der giver bedre muligheder for uddannelse og bekæftigelse samtidig med, at de bliver i stand til at deltage mere aktivt i samfundet (Bilag 3).

 

Voksenuddannelsescentrene har ansvaret for både forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne. I Region Hovedstaden er der syv voksenuddannelsescentre, som Børne- og Undervisningsministeriet hver har tildelt et geografisk dækningsområde (bilag 2). Lovgivningen fastlægger, at hvert voksenuddannelsescenter skal supplere sit tilbud med tilbud på andre typer uddannelsesinstitutioner inden for det geografiske dækningsområde for at sikre et tilstrækkeligt og varieret tilbud. Derfor opgøres voksenuddannelsescentrenes årlige planer for det forventede aktivitetsniveau på både det enkelte voksenuddannelsescenter og på deres driftsoverenskomstparter.

 

Oplysninger om ændring af driftsoverenskomster

Voksenuddannelsescentrene kan indgå nye driftsoverenskomster med virkning pr. 1. januar eller 1. august hvert år. Ansøgerne har krav på en driftsoverenskomst, hvis de har adresse i det ansøgte dækningsområde og har mindst fem årselever på forberedende voksenundervisning eller to årselever på ordblindeundervisning for voksne og i øvrigt tilhører bestemte institutionstyper, som er fastsat i lovgivningen.

 

AOF Center Storkøbenhavn har ansøgt om driftsoverenskomst for forberedende voksenundervisning og ordbinlindeundervisning hos: 

AOF+ har ansøgt om driftsoverenskomst for forberedende voksenundervisning og ordbinlindeundervisning hos: 

Administrationens bemærkninger vedrørende driftsoverenskomster

Administrationen bemærker, at Københavns VUC har været i kontakt med Børne- og Undervisningsministeriet om afvisningen af AOF+. Københavns VUC henviser til, at afvisningen beror på en tidligere afgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet om en lignende sag (Bilag 5).

 

Regionsrådet har ikke selvstændig mulighed for at påvirke eller regulere driftsoverenskomster, idet regionsrådet er begrænset til høringspart i forhold til voksenuddannelsescentrene. Administrationen anbefaler derfor, at udvalget for forskning, innovation og uddannelse tager oplæg samt øvrige oplysninger vedrørende driftsoverenskomster til efterretning under forudsætning af, at alle parter er godkendt af Børne- og Undervisningsministeriet til at varetage opgaven.

 

Forventede aktiviteter i 2020

Voksenuddannelsescentrene har indberettet resultaterne for aktiviteten i 2019 for deres geografiske dækningsområde og samtidig opgjort de forventede aktiviteter for undervisningen i 2020. Indberetningerne indeholder aktiviteterne for voksenuddannelsescentrene og driftsoverenskomstparter (Bilag 6).

 

Der er indberettet tal for fagene læsning, matematik, start, digital, engelsk og ordblindeundervisning. Undervisningen i digital og engelsk er nye fag fra 2019.  

Indberetningen af viser, at:

Ovenstående er udtryk for den samlede indberetning. De afspejler derfor ikke de enkelte dækningsområder. 

 

Administrationens bemærkninger vedrørende forventede aktiviteter i 2020

Administration bemærker, at Vestegnen HF og VUC ikke har nået deres mål for 2019 for dansk, matematik, start, digital, engelsk eller ordblindeundervisning. Samtidig mindskes målene for 2020 væsentligt i forhold til målene for 2019. Nedgangen kan ikke spores i Vestegnen HF og VUC’s egen undervisning, men i deres driftsoverenskomstparter. Særligt for Vestegnens Sprog og Kompetencecenter er tallene for 2019 langt fra nået, og tallene for 2020 er væsentligt mindre end for 2019 (Bilag 6).

 

Administrationen bemærker yderligere, at aktiviteten i 2019 for de nye fag, engelsk og digital, ikke har nået målene for 2019. Dette er gældende for alle hovedstadens voksenuddannelsescentre med undtagelse af Frederiksberg VUC og STX samt VUC Lyngby, der i begge fag har haft en større aktivitet end forventet for 2019.

Dog indberetter alle voksenuddannelsescentrene et højere mål for 2020 i disse to fag. Det kan dermed tyde på, at de to fag har haft en hård start, men at det forventes, at fagene vil få højere aktivitet i andet leveår. 

 

Sidst bemærker administrationen, at COVID-19 forventes at have negativ indflydelse på voksenuddannelsescentrenes planer og prognoser. Det er dog endnu for tidligt at udtale sig om omfanget. 

 

Regionsrådet har ikke selvstændige muligheder for at påvirke aktivitetsniveauet. Dog forventer administrationen at afholde et dialogmøde med voksenuddannelsescentrene og driftsoverenskomstparterne i efteråret 2020. I den forbindelse afholder administrationen et møde med repræsentanter fra voksenuddannelsescentrene den 22. april 2020 for at afstemme relevante temaer og drøftelser på dagen. Administrationen inviterer derudover også udvalget for forskning, innovation og uddannelse til at deltage på efterårets dialogmøde. Nærmere information om dato og lokation vil blive tilsendt senere på året.

 

Administrationen anbefaler, at udvalget for forskning, innovation og uddannelse tager voksenuddannelsernes forventede aktiviteter til efterretning.

KONSEKVENSER

En tiltrædelse af indstillingen indebærer, at udvalget for forskning, innovation og uddannelse tager voksenuddannelsescentrenes oplysninger om planer, prognoser og driftsoverenskomster for 2020 til efterretning.

RISIKOVURDERING

En tiltrædelse af indstillingen indebærer ikke risici.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges udvalget for forskning, innovation og uddannelse den 26. maj 2020.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Diana Arsovic Nielsen/Kåre Albrechtsen 

JOURNALNUMMER

20014066

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Faktaark om FVU og OBU samt regionsrådets opgave

Bilag 2: Bilag 2 - Faktaark VUCs geografiske dækningsområder i Region Hovedstaden

Bilag 3: Bilag 3 - Faktaark om formålet med FVU og OBU

Bilag 4: Bilag 4 - Ansøgninger om driftoverenskomster

Bilag 5: Bilag 5 - AOF+

Bilag 6: Bilag 6 - Planer og prognoser

Bilag 7: Følgebrev med orientering om udstedelse af FVU-bkg. og OBU-bkg. 24-04-2020

6. Eventuelt

Eventuelt

Tomt indhold

Udvalget for forskning, innovation og uddannelse meddelelser

Punkter på dagsordenen

  1. Meddelelser - Årsplanen - udvalgsmøder i juni og august 2020

Medlemmer

1. Meddelelser - Årsplanen - udvalgsmøder i juni og august 2020

Meddelelser

Årsplanen for emner til FIU's kommende møde i juni og august er vedlagt som bilag. Årsplanen er foreløbig, og der kan opstå behov for udskydelser af emner eller supplering med ekstra punkter, hvilket vurderes løbende af administrationen.

Journalnummer

19053440

Bilag

Bilag 1: FIU årsplan