Social- og psykiatriudvalget - mødesag

Punkter på dagsordenen

  1. Godkendelse af dagsorden
  2. Orientering: Studie om overdødelighed hos børn med psykisk sygdom
  3. Orientering: Proces for indgåelse af samarbejde om patient- og pårørendestøtter
  4. Orientering: Budgetopfølgning for etablering af bookingsystem for ”Hurtig psykiatrisk vurdering”
  5. Orientering: Undersøgelse af samarbejdet mellem hospitaler og almen praksis
  6. Beslutning: Flyt af udvalgsmøde i marts til februar 2026
  7. Beslutning: Plan for varig udmøntning af 2026 midler fra 10 årsplanen for psykiatrien og Aftale om bedre psykiatri
  8. Beslutning: Fællessag i hhv. Region Sjælland og Region Hovedstaden om psykiatrisk akuttelefon
  9. Orientering: Status på implementeringen af integration og ligestilling af psykiatri og somatik
  10. Orientering: Status for arbejdet med den ledelsesmæssige integration af psykiatri og somatik
  11. Aktuelle orienteringer
  12. Eventuelt
  13. Underskriftsark

Medlemmer

1. Godkendelse af dagsorden

INDSTILLING

Administrationen indstiller overfor social- og psykiatriudvalget: 

POLITISK BEHANDLING

Dagsorden blev godkendt.

Maria Gudme (A), Stinus Lindgreen (B), Carsten Scheibye (V) og Christine Dal (V) deltog ikke i sagens behandling.

2. Orientering: Studie om overdødelighed hos børn med psykisk sygdom

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget: 

POLITISK BEHANDLING

Taget til efterretning.

Maria Gudme (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Regionsrådet modtog den 17. september 2025 en orientering om, at nye forskningsresultater fra Rigshospitalet påviste overdødelighed hos børn med psykisk sygdom. Med denne sag sættes undersøgelsens resultater i kontekst med andre forskningsresultater og erfaringer fra Region Hovedstadens Psykiatri. På udvalgsmødet vil professor og børnelæge Lone Graff Stensballe fra Rigshospitalet og ordførende lærestolsprofessor og overlæge Søren Dalsgaard fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center holde et fælles oplæg om overdødelighed hos børn med psykisk sygdom.

SAGSFREMSTILLING

Der blev den 11. september 2025 i tidsskriftet Acta Psychiatrica Scandinavica offentliggjort en artikel om et nyt forskningsstudie foretaget af Center for Data og Effektforskning, Mary Elizabeths Hospital, Rigshospitalet. Det danske studie viser, at børn der har haft kontakt til hospitalspsykiatrien, har dobbelt så høj dødelighed som børn, der har været i kontakt med somatiske hospitaler. Det er første gang, der opgøres danske tal for området. Studiet er udført af bl.a. overlæge og professor Lone Graff Stensballe fra Rigshospitalet og bygger på anonymiserede oplysninger fra de danske sundhedsregistre og omfatter alle 1.413.177 danske børn og unge under 18 år fra april 2019 til og med 2023.

Hovedresultater fra studiet

Det er velkendt, at psykiatriske patienter generelt lever kortere end borgere, der ikke er psykiatriske patienter. Mennesker med svære psykiske lidelser dør i gennemsnit 7-10 år før den øvrige befolkning. Man ved bl.a., at patienter med spiseforstyrrelser har en dødelighed, som er 15 gange højere end gennemsnittet. Fra Rigshospitalets side er det planen at undersøge de specifikke dødsårsager i et opfølgende studie. 

Anden forskning af overdødelighed i børne- og ungdomspsykiatrien
Forskning fra Region Hovedstadens Psykiatri dokumenterede allerede for 10 år siden at børn, unge og voksne med ADHD har en øget dødelighed. Studiet omfattede næsten 2 millioner personer i studiegruppen, inklusiv 32.000 som havde fået en ADHD-diagnose i hospitals-psykiatrien. Studiet viste at:

Andre forskningsresultater viser, at børn og unge med adfærdsforstyrrelser (karakteriseret ved trodsig, udadreagerende og aggressiv adfærd) har en 2-4 gange højere dødelighed end andre, og at der er overdødelighed for diagnoserne tics og Tourette’s syndrom.

Børn med ADHD (som er den hyppigste psykiatriske diagnose blandt børn og unge) har langt flere skadestuebesøg og ulykker end andre børn, hvilket passer med, at ulykker var den hyppigste dødsårsag i ADHD-gruppen. Det ser ud til at ADHD-medicin beskytter ganske betragteligt mod ulykker og skadestuebesøg og nedsætter risikoen med 45 % hos børn og unge med ADHD samtidig med, at medicinen også i nogen grad beskytter mod tidlig død i ADHD-gruppen

Fortsat fokus på at styrke indsatsen i Børne- og Ungdomspsykiatrien
Der har i de seneste år både nationalt med 10- årsplanen og regionalt været et stort fokus på at forbedre psykiatrien med tilførsel af midler, herunder tilførsel af betydelige ressourcer til børne- og ungdomspsykiatrien både regionalt og nationalt. Med den nationale 10-årsplan for psykiatrien er der afsat et varigt løft på 4-4,6 mia. kr. årligt frem mod 2030 til psykiatrien, heraf en halv mia. kr. årligt målrettet børn og unge. Dertil kommer 250 mio. kr. årligt til lettilgængelige tilbud (som er et kommunalt tilbud) uden henvisning samt en ny model fra 2025, hvor behandling kan påbegyndes allerede i udredningsfasen i børne- og ungdomspsykiatrien.

Indsatser i Region Hovedstaden
Psykiatrien har et stort fokus på at optimere kapacitetsudnyttelsen for børn og unge og skabe et bedre patientflow for patientgruppen blandt andet afledt af anbefalingerne i rapporten Fremtidssikring af børne- og ungdomspsykiatrien og den efterfølgende taskforce, som gennemførte en kapacitets- og forløbsanalyse. Der arbejdes med kapacitetsudvidelser, bedre planlægning og flow, etablering af nye ambulatorier, styrket samarbejde med primær og praksissektor, nytænkning af patientforløb og med øget direkte patienttid. Dertil kommer nye initiativer med følgende fem hovedindsatser:

KONSEKVENSER

Såfremt indstillingen tiltrædes, vil social- og psykiatriudvalget have taget orienteringen om overdødelighed hos børn med psykisk sygdom til efterretning

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 24. november 2025.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Carine Bududu Heltberg

JOURNALNUMMER

25073925

Bilag

Bilag 1: Aktuel orientering til Regionsrådet om højere dødelighed for børn og unge med psykisk sygdom (005)

Bilag 2: Acta Psychiatr Scand - 2025 - Stensballe - Pediatric Somatic and... (D15034432)

Bilag 3: Samlet oplæg SPU

3. Orientering: Proces for indgåelse af samarbejde om patient- og pårørendestøtter

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Taget til efterretning.

Maria Gudme (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Med budgetaftalen for 2024 blev det besluttet at afprøve en model for frivillige patient- og pårørendestøtter i tre psykiatriske akutmodtagelser i samarbejde med en frivillig organisation.

På møde d. 19. november 2024 besluttede social- og psykiatriudvalget på baggrund af anbefaling fra Region Hovedstadens Psykiatri at udskyde igangsættelsen af modellen på baggrund af overvejelser om sikkerhed. Midlerne blev derfor omprioriteret til finansiering af ansættelse af forebyggelsesinstruktører.

Forud for omprioriteringen blev udvalget d. 25. juni 2024 forelagt materiale med henblik på valg af samarbejdsorganisation. Materialet var udarbejdet af Region Hovedstadens Psykiatri på baggrund af dialog med de relevante frivillige organisationer: SIND, Bedre Psykiatri, Røde Kors og Håb i Psykiatrien. Udvalget valgte på mødet at udskyde sagen med henblik på at få forelagt skriftligt materiale fra organisationerne.

Med nærværende sag forelægges proces for indgåelse af samarbejde med civilsamfundsorganisation om patient- og pårørendestøtter. Social- og Psykiatriudvalget vil på møde d. 5. januar 2026 blive forelagt sag med beslutning om valg af organisation til samarbejde på baggrund af anbefaling fra administrationen. 

SAGSFREMSTILLING

Med budgetaftalen for 2024 blev der afsat 1 mio. kr. i 2024 og 0,7 mio. kr. fra 2025 og frem til afprøvning af en model for frivillige patient- og pårørendestøtter i tre psykiatriske akutmodtagelser.

Social- og Psykiatriudvalget imødekom i efteråret 2024 ønsket fra Region Hovedstaden Psykiatri om at udskyde afprøvningen af frivillige patient- og pårørendestøtter til, at der i 2. halvår af 2025, når tiltagene vedrørende sikkerhed og tryghed er implementeret, ville blive lavet en vurdering af mulighederne for at etablere ordningen. Midlerne, 0,7 mio. kr. fra 2024 og 2025, blev midlertidigt anvendt til styrkelse af forebyggelsesinstruktørfunktionen om natten på Brøndbyøstervej, Psykiatrisk Center Glostrup. Der er afsat 1 mio. kr. i 2026 og 0,7 mio. kr. fra 2027 og frem til patient- og pårørendestøtter i tre psykiatriske akutmodtagelser.

Region Hovedstadens Psykiatri vurderer nu, at det er muligt at etablere ordningen med patient- og pårørendestøtter fra 2026. På den baggrund har administrationen igangsat proces med at indgå samarbejde med en civilsamfundsorganisation om ordningen. Herunder præsenteres administrationens oplæg til proces for indgåelse af aftale med en organisation og politisk beslutning herom.

Administrationen har på nuværende tidspunkt igangsat en proces med fire organisationer: SIND, Bedre Psykiatri, Røde Kors og Håb i Psykiatrien. Organisationerne er kontaktet med henblik på indsamling af skriftligt materiale, som kan forelægges udvalget i forbindelse med beslutning om udvælgelse af organisation til samarbejdet om ordningen. Organisationerne oplyses i forbindelse hermed om de fem kriterier, der vil lægge til grundlag for vurdering af organisationernes mulighed for at indgå samarbejdet. Kriterierne er:

  1. Kapacitet til at dække tre akutmodtagelser
  2. Erfaring i at uddanne frivillige og give dem supervision 
  3. Kendskab til de psykiatriske akutmodtagelser
  4. Erfaringer med frivillige i psykiatrien
  5. Overvejelser om organisering og evaluering

Region Hovedstadens Psykiatri afdækker sideløbende, hvilke tre akutmodtagelser, som har mulighed for at etablere ordningen i 2026.

Social- og Psykiatriudvalget vil på møde d. 5. januar 2026 blive forelagt materiale indsendt af organisationerne. Desuden vil udvalget på mødet den 5. januar få besøg af de organisationer, som ønsker at samarbejde om etablering af ordningen. På mødet vil udvalget skulle beslutte hvilken organisation, der indgås samarbejde med på baggrund af anbefaling fra administrationen.

Efter politisk beslutning om valg af organisation til samarbejdet vil administrationen hurtigst muligt indgå aftale med organisationen.

KONSEKVENSER

Såfremt indstillingen tiltrædes, vil social- og psykiatriudvalget have taget orienteringen om politisk proces for indgåelse af samarbejde med civilsamfundsorganisation om patient- og pårørendestøtter til efterretning.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 24. november 2025. Social- og psykiatriudvalget forelægges på møde d. 5. januar 2026 beslutningssag om indgåelse af samarbejde med civilsamfundsorganisation om patient- og pårørendestøtter.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Ida Kronbak Veileborg

JOURNALNUMMER

25081891

4. Orientering: Budgetopfølgning for etablering af bookingsystem for ”Hurtig psykiatrisk vurdering”

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget og udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen:

POLITISK BEHANDLING

Taget til efterretning.

Maria Gudme (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling

BAGGRUND

Regionen indgik pr. 1. januar 2025 en aftale med Foreningen af Praktiserende Speciallæger om ”hurtig psykiatrisk vurdering”.

Regionsrådet har i budget 2025 bevilget 0,2 mio. kr. til etablering af det elektroniske bookingsystem og 0,1 mio. kr. årligt til varig drift af bookingsystemet. Dette med henblik på at de praktiserende læger har mulighed for at booke tider til en hurtig psykiatrisk vurdering af en patient hos de praktiserende psykiatere.

Sagen forelægges for udvalgene med henblik på en opfølgning af indsatsen.

SAGSFREMSTILLING

Aftale om hurtig psykiatrisk vurdering

§ 66 aftale om ”Hurtig psykiatrisk vurdering” giver patienter med nyopstået eller aktuelt forværret psykisk lidelse mulighed for, at egen læge kan henvise til en enkeltstående vurdering hos en praktiserende psykiater mhp. at understøtte, at patientens tilstand vurderes, så det rette behandlingstilbud kan iværksættes. Psykiateren kan desuden starte behandling med det samme, hvis det er nødvendigt.

Aftalen giver almen praksis mulighed for inden for kort tid at få en vurdering, hvor almen praksis er i tvivl og har brug for vejledning i forhold til diagnose, behandling og det videre patientforløb. Der er desuden læring for almen praksis, som med vurderingerne fra speciallægepraksis bliver kompetenceudviklet til selv at håndtere lignende patienter.

§66-aftalen giver i henhold til speciallægeoverenskomsten regionen mulighed for at benytte op til 20 procent af de praktiserende psykiateres kapacitet til opgaver, som regionen ønsker løst. Det betyder, at der ikke skulle tilføres økonomi til aftalen, idet ydelserne bliver afholdt inden for den afsatte økonomi til speciallægepraksis.

Etablering og drift af et elektronisk bookingsystem

Administrationen har i efteråret 2024 indgået en aftale med Primærsektorens Leverandør Service Platform, om levering af bookingsystem i forbindelse med aftale om ”Hurtig psykiatrisk vurdering”. Det er den samme leverandør og bookingsystem, som de øvrige regioner anvender i deres aftaler om ”Hurtig psykiatrisk vurdering”.

Det elektroniske bookingsystem giver de praktiserende læger mulighed for at booke tider hos de praktiserende psykiatere. Der har været nogle indledende implementeringsudfordringer i forhold til anvendelsen af bookingsystemet. På foranledning af Region Hovedstaden er der aftalt nogle tekniske rettelser i bookingsystemet mhp. at understøtte korrekt anvendelse af aftalen. Regionerne deler udgiften til rettelserne svarende til 35.000 kr. pr. region. Dette finansieres via midlerne til etablering af systemet jf. nedenstående.

KONSEKVENSER

Hvis udvalget tiltræder indstillingen, vil udvalget have taget orientering om etablering og drift af bookingsystemet for hurtig psykiatrisk vurdering, til efterretning.

ØKONOMI

Af budget 2025 er der afsat 200.000 kr. i 2025 til etablering og drift af det elektroniske bookingsystem. Der er anvendt 147.000 kr. til implementering af systemet i 2025, og der anvendes yderligere 35.000 kr. til tilpasninger af systemet. Der er således et underforbrug på 17.000 kr., som ikke anvendes.

Der er af budgettet 2025 afsat 120.000 årligt til drift i årene fremover.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 24. november og udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen den 7. januar 2026.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Mette Skak Mølholm

JOURNALNUMMER

24037910

5. Orientering: Undersøgelse af samarbejdet mellem hospitaler og almen praksis

POLITISK BEHANDLING (offentlig)

Taget til efterretning.

Maria Gudme (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

6. Beslutning: Flyt af udvalgsmøde i marts til februar 2026

INDSTILLING

Administrationen indstiller overfor udvalget for social- og psykiatriudvalget: 

POLITISK BEHANDLING

Godkendt idet administrationen ser på mulighederne for at finde en mødedato, der passer endnu bedre for udvalgsmedlemmerne.

Maria Gudme (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

I forbindelse med mødeplanlægningen af møderne i sundhedsrådene er der opstået et behov for at rykke udvalgsmøderne i de stående udvalg i marts måned.

Udvalget forelægges nærværende sag for at tage beslutning herom. 

SAGSFREMSTILLING

Sundhedsrådene skal i 2026 tage beslutninger om opgaveflyttende fra kommunerne. I forbindelse med denne opgave har der været behov for at planlægge et ekstra møde i de seks sundhedsråd. For at dette kan lade sig gøre er det nødvendigt at flytte udvalgsmøderne i sundhedsudvalget, i social- og psykiatriudvalget og i udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen i marts. 

Mødet i social- og psykiatriudvalget flytter fra mandag d. 2. marts fra 9-11 til torsdag d. 26. februar kl. 16-18

KONSEKVENSER

Hvis udvalget godkender indstillingen vil udvalgsmødet mandag d. 2. marts kl. 9-11 være flyttet til torsdag d. 26. februar kl. 16-18

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 24. november 2025. 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Jens Christian Reventlov Petersen 

JOURNALNUMMER

25075390

7. Beslutning: Plan for varig udmøntning af 2026 midler fra 10 årsplanen for psykiatrien og Aftale om bedre psykiatri

INDSTILLING

Administrationen indstiller, at social- og psykiatriudvalget anbefaler over for forretningsudvalget og regionsrådet:

POLITISK BEHANDLING

Indstillingspunkt 1 blev anbefalet.

Indstillingspunkt 2 blev anbefalet.

Indstillingspunkt 3 blev anbefalet.

Maria Gudme (A) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Regeringen og aftalepartierne indgik i maj 2025 en aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien, der gradvist tilfører nye midler frem mod 2030. Samlet set tilføres psykiatrien nationalt i alt 2,6 mia. kr.

Den samlede varige finansiering til Region Hovedstaden forventes at udgøre 178,6 mio. kr. i 2026. Med denne sag præsenteres en plan for, hvordan Region Hovedstadens varige midler konkret foreslås at blive udmøntet i 2026. Planen fremlægges med forbehold for, at der kan ske justeringer, hvis den kommende udmøntningsaftale afviger fra det forventede.

Sagen ligger i forlængelse af den tidligere forelæggelse af sag på ekstraordinært møde i Social- og Psykiatriudvalget 28. oktober om fordelingen af midler, som Region Hovedstaden blev tilført i 2025. Med sagen blev det anbefalet at udmønte engangsmidler fra 10-årsplanen for psykiatrien i 2025. Midlerne blev bl.a. afsat til etableringstiltag, der styrker integrationen mellem psykiatri og somatik, forbedrer sikkerheden for patienter og personale samt understøtter ibrugtagningen af Ny Psykiatri Bispebjerg. Samtidig blev der med sagen sat retning for den varige udmøntning af midlerne fra 2026 og frem. 

Enhedschef Lars Æbeløe-Knudsen fra Center for Økonomi deltager under behandlingen af sagen for at præsentere sagen. 

SAGSFREMSTILLING

Med Aftale om en bedre psykiatri (2023) og 10-årsplanen for psykiatrien (2025) er der enighed om, at følgende fire mål sætter retning for udviklingen af en stærkere psykiatri:

Den samlede varige finansiering til Region Hovedstaden forventes at udgøre 178,6 mio. kr. i 2026.

Af den samlede ramme på 178,6 mio. kr. blev 25 mio. kr. allerede prioriteret i budget 2026 til konkrete initiativer i voksenpsykiatrien og de udgående F-ACT- og OPUS-teams. De 25 mio. kr. er indarbejdet i planen for udmøntning.

Administrationen foreslår, at 51,2 mio. kr. reserveres til udmøntning i 2027, da det ikke vurderes at være realistisk, at psykiatrien i Region Hovedstaden kan anvende alle de tilførte midler i 2026. Når Region Hovedstaden indtræder i Region Østdanmark vil midlerne kunne tilføres psykiatrien og dermed understøtte indsatser, hvor de giver mest værdi.

Planlagte initiativer i 2026 (videreførelse af initiativer fra 2025)

Med udmøntning af midlerne i 2025, hvor der blev afsat midler til syv hovedområder, blev der sat retning for dele af midlerne i 2026. De varige midler i 2026 er afsat til 6 hovedområder. Med de forventede midler planlægges der ikke med initiativer inden for forløbsbeskrivelser på autismeområdet. Årsagen til dette er, at midlerne til området i 2025 var udmøntet som engangsmidler og derfor ikke indgår i denne sag. Med den kommende udmøntningsaftale forventes midlerne dog variggjort, hvorefter de vil indgå i rammen for 2026. Den planlagte udmøntning i 2026 andrager 119,5 mio. kr., som forventeligt fordeles til følgende seks hovedområder:

De 25 mio. kr., der blev reserveret med budget 2026, indgår som initiativer under ovenstående hovedområder. I bilag 1 fremgår en nærmere beskrivelse af de foreslåede konkrete initiativer i 2026 og frem samt fordeling af midlerne på de enkelte indsatser. Beløbet afsat til planlagte initiativer indenfor rammen af 10-årsplanen og Aftale om bedre psykiatri er på i alt 119,5 mio. kr. og initiativer til sikkerhedstiltag jf. bygningsgennemgangen er på 7,9 mio. kr. I bilag 2 fremgår forslag til den konkrete fordeling af midlerne fordelt på psykiatriske centre og hospitaler i 2026.

I lyset af de fortsatte kapacitets- og rekrutteringsudfordringer i psykiatrien, samt delårseffekter ved flere af initiativerne, vil det forventeligt ikke være muligt, at alle midlerne anvendes fuldt i 2026. Nogle initiativer vil først få fuld effekt fra 2027. Udmøntningen af midlerne i 2026 vil således lægge linjerne for udmøntningen i 2027, hvor der forventes et større aftræk i 2027.

Af bilag 1 fremgår, at 119,5 mio. kr. fordeles på de seks hovedområder, der er præsenteret ovenfor. Midlerne vil primært blive anvendt til kapacitetsløft og afledt heraf til bygningsrelaterede initiativer med henblik på, at de fysiske rammer er på plads til at øge kapaciteten. Blandt de forskellige indsatser vurderes kapacitetsløftet af BUC herunder især etablering af ambulatorier at være den vigtigste indsats, men det er samtidig den indsats, som er sværest at realisere på grund af rekrutteringsudfordringer med relativt få uddannede specialister samt de fysiske begrænsninger, og at det tager tid at udvide de fysiske rammer.

Med denne fordeling resterer 7,9 mio. kr. af den samlede ramme for 2026. Den planlagte anvendelse af de resterende midler er beskrevet nedenfor og fremgår ligeledes af bilag 1.

Sikkerhed – supplerende initiativer i 2026

I 2024 blev Social- og Psykiatriudvalget præsenteret for en sag, hvor der under sikkerhedsdagsordenen blev igangsat en bygningsmæssig gennemgang af psykiatriens bygninger med henblik på understøttelse af ”Handleplan om styrket sikkerhed og tryghed”. Den bygningsmæssige gennemgang af alle ambulatorierne er netop færdiggjort, og der foreligger derfor et struktureret fagligt grundlag for prioritering af indsatser for at styrke personalesikkerheden. Der er ikke afsat finansiering til indsatserne.

Administrationen foreslår derfor, at de resterende 7,9 mio. kr. indenfor rammen i 2026 prioriteres til de indsatser, der er prioriteret ved bygningsgennemgangen, specifikt styrkelse af sikkerheden i psykiatrien. Dette vil være i overensstemmelse med 10-årsplanen og indsatsen vedrørende Sikre rammer og større tryghed i psykiatrien. Måtte det vise sig, at der i løbet af 2026 opstår et yderligere mindreforbrug eksempelvis grundet forskydninger i forbindelse med rekrutteringer, foreslår administrationen, at disse midler også kan nyttiggøres til aktiviteter, som er identificeret i bygningsgennemgangen.

KONSEKVENSER

Hvis social- og psykiatriudvalget godkender indstillingerne, vil der blive indstillet overfor forretningsudvalget og regionsrådet, at de varige midler anvendes til konkrete indsatser fra 2026 og frem. Derudover reserveres ca. 51 mio. kr. til den kommende samlede psykiatri i Region Østdanmark.

RISIKOVURDERING

Administrationen vurderer, at der er en generel risiko for forsinkelser i implementeringen af øvrige initiativer som følge af rekrutteringsudfordringer og begrænset kapacitet på de psykiatriske centre, hvilket kan medføre behov for omprioritering af midler. 

ØKONOMI

I 2025 er der samlet udmøntet 136,4 mio. kr. til Region Hovedstaden fra tre nationale aftaler – Sundhedsreformen 2024, Aftale om en bedre psykiatri (2023) samt Aftale om en samlet 10-årsplan for psykiatrien (2025).

Af disse midler har kun to initiativer fra Aftale om en bedre psykiatri (2023) varig finansiering: den styrkede psykosociale indsats ved beredskabshændelser (2,4 mio. kr. årligt) og akuttelefonen (49,8 mio. kr. i 2026). Det er derfor alene 52,2 mio. kr., der er budgetteret i 2026.

Sagen forventes ikke at have nogen bevillingsmæssige konsekvenser, forudsat at den ventede udmøntningsaftale bidrager med differencen mellem de allerede modtagne 52,2 mio. kr. og den forventede samlede ramme på 178,6 mio. kr. i 2026.

Der forventes således balance mellem udmøntede midler og planlagt disponering.

 

KOMMUNIKATION

Der udarbejdes plan for den for eksterne kommunikation – herunder en pressemeddelelse der kan udsendes efter den politiske behandling i regionsrådet.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget på mødet den 24. november, forretningsudvalget den 9. december og regionsrådet den 16. december

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Jane Lykke Nielsen og Jens Buch/Chris Wiencke

JOURNALNUMMER

25084179

Bilag

Bilag 1: Bilag 1_Uddybende beskrivelse af initiativer til udmøntning af m... (D15087774)

Bilag 2: Bilag 2- Budgetudmøntning til psykiatriske centre og hospitaler ... (D15068723)

Bilag 3: Slide til SPU 24112025_LÆK

8. Beslutning: Fællessag i hhv. Region Sjælland og Region Hovedstaden om psykiatrisk akuttelefon

INDSTILLING

Administrationen indstiller at social- og psykiatriudvalget anbefaler overfor forretningsudvalget og regionsrådet: 

POLITISK BEHANDLING

Under behandling af sagen blev sagen ændret fra en efterretningssag til en beslutningssag.

Udvalget godkendte budget for etablering og drift af psykiatrisk akuttelefon som beskrevet i sag om plan for varig udmøntning af 2026-midler fra 10 årsplanen for psykiatrien.

Maria Gudme (A), Magnus Von Dreiager (C) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Den 29. januar 2025 indgik Regeringen og aftalepartierne en aftale om udvikling og implementering af en psykiatrisk akuttelefon, som skal sikre, at borgere med akut behov for psykiatrisk hjælp får hjælp i rette tid uanset om det er en psykiatrisk eller somatiskproblemstilling.

Med sagen præsenteres forslag til, hvordan der i Region Sjælland og Region Hovedstaden kan etableres en psykiatrisk akuttelefon fra medio 2026, hvor borgere døgnet rundt på alle årets dage kan få den rette psykiatriske hjælp. Løsningen skal fungere i en overgangsfase indtil, det bliver muligt at etablere en fælles psykiatrisk akuttelefon for hele Region Østdanmark.

Region Sjællands og Region Hovedstadens psykiatriske akuttelefon-modeller etableres i vid udstrækning ens, så borgere i de to regioner får et relevant og godt tilbud begge steder, som lever op til aftalens krav og sikrer et højt kvalitetsniveau i tilbuddet, tilgængelighed, ensartethed og robust drift, og kompetenceløft af sundhedsfaglige visitatorer, så patienterne i begge regioner modtager hjælp på samme høje kvalitetsniveau. De to modeller varierer en smule på grund af forskellig organisering i regionerne på nuværende tidspunkt.  

SAGSFREMSTILLING

Med ”Aftale om En bedre psykiatri” fra november 2023 besluttede regeringen og aftalepartierne at afsætte midler til en ny national psykiatrisk akuttelefon, hvor sundhedsfaglige døgnet rundt på alle årets dage kan hjælpe, herunder henvise til akutte behandlingstilbud eller sende akut psykiatrisk udrykning. Der er afsat ca. 113 mio. kr. i 2025 og ca. 150 mio. kr. årligt herefter. Den 29. januar 2025 indgik Regeringen og aftalepartierne en aftale om udvikling og implementering af en psykiatrisk akuttelefon. Med aftalen blev der taget et vigtigt skridt i retning mod at ligestille psykiatri og somatik gennem en sammenhængende, enstrenget, let, hurtig og mere entydig telefonisk adgang til akutpsykiatrisk hjælp. De psykiatrifaglige kompetencer skal bidrage til en hurtig visitation af høj faglig kvalitet, ligesom det skaber sammenhæng i den samlede akutpsykiatriske behandling.

Den psykiatriske akuttelefon skal integrere psykiatrifaglighed i det eksisterende akutberedskab ved AMK, og de regionale lægevagter (1818/1813). Derudover skal der etableres en Akut Psykiatrisk Koordinator (APK)-funktion i hver region. Koordinatoren skal være med til at styrke kvaliteten i tilbuddet ved at rådgive andet personale, så den enkelte borger får det rette tilbud. Den psykiatriske akuttelefon skal implementeres gradvist fra 2025 i de tre vestdanske regioner, og medio 2026 i de to østdanske regioner.

Nedenfor præsenteres forslag til model i henholdsvis Region Sjælland og Region Hovedstaden til implementering af en psykiatrisk akuttelefon medio 2026, der skal fungere i en overgangsfase, indtil det bliver muligt at etablere en fælles psykiatrisk akuttelefon for hele Region Østdanmark. Det faglige indhold i løsningerne i Region Sjælland og Region Hovedstaden ligger så tæt op ad hinanden, som det er muligt i forhold til det nuværende organisatoriske og systemmæssige set-up.

De nye psykiatriske akuttelefon-modeller
Region Sjællands og Region Hovedstadens psykiatriske akuttelefon-modeller lever op til aftalens krav og sikrer det samme høje kvalitetsniveau i tilbuddet, tilgængelighed, ensartethed og robust drift, og kompetenceløft af sundhedsfaglige visitatorer. Løsningerne forventes at sikre et ensartet tilbud til borgerne i begge regioner, selvom indgangen via henholdsvis 1813 og 1818 er forskellige, ligesom den er det for borgerne i dag. I 1813 svares opkaldet af en medarbejder, mens borgerne i 1818 gennem tastevalgvælger et af 3 spor, 1) skade, 2) sygdom eller 3) psykisk sygdom. De to regioners modeller kan blive til en samlet løsning for borgerne i Region Østdanmark, når der er truffet beslutning om strukturen for 1813/1818. Bilag 2 er en skematisk oversigt over hovedtrækkene i begge modeller. Der er i Danske Regioner et arbejde i gang, som skal foreslå en model for samarbejde med NGO’er med eksisterende rådgivningstilbud for psykiatriske problemstillinger – det er fx Livslinjen.

Region Sjælland-model
Ny psykiatrisk akuttelefon i Region Sjælland
Når borgere i Region Sjælland i dag ringer til 1818, kan de selvvisitere til skadetelefon, lægevagt og psykiatrisk akutmodtagelse. Hvis borgeren vælger psykiatrisporet, bliver kaldet omstillet til en af regionens tre psykiatriske akutmodtagelser. Med indførelse af en ny psykiatrisk akuttelefon bevares opkaldet afet team med psykiatrifaglig kompetence. Den psykiatriske akuttelefon bliver således en enstrenget telefonisk indgang til akut psykiatrisk hjælp i Region Sjælland, med dedikerede psykiatrifaglige medarbejdere med specifikke kompetencer til at håndtere akutte og subakutte psykiatriske henvendelser. Dermed vil borgere opleve samme service, som hvis de ringer til de to somatiske linjer på 1818.

Hvis en borger er i en akut livstruende situation, skal vedkommende i dag ringe 112. Dette vil også fremadrettet være tilfældet, uagtet om opkaldet relaterer sig til somatiske eller psykiatriske livstruende tilstande. Med indførelsen af en psykiatrisk akuttelefon får de sundhedsfaglige visitatorer i AMK fremadrettet mulighed for at viderestille borgere til den psykiatriske akuttelefon, hvis opkaldet omhandler en akut eller subakut – og altså ikke livstruende - psykiatrisk henvendelse. I dag har visitatorerne mulighed for at stille kaldet videre til de psykiatriske akutmodtagelser. I fremtiden vil funktionerne omkring omstillingen blive styrket, således den sundhedsfaglige visitator bliver i røret hos borgeren, indtil den psykiatrifaglige medarbejder i den psykiatriske akuttelefon tager opkaldet. Dermed vil borgeren opleve en mere sømløs og tryg overgang.

Ledelsesmæssigt og fagligt ophæng samt fysisk lokation
Den psykiatriske akuttelefon får ledelsesmæssigt og fagligt ophæng i psykiatrien. Det vil sikre en stærk psykiatrifaglighed i teamet og ledelsesmæssig kobling til de psykiatriske afdelinger samt lægelige rådighedsvagter, og giver flere muligheder for ledelsen i forhold til eventuelle forskellige ansættelsesformer.

Borgere der ringer 112 vil opleve at blive mødt af sundhedsfaglige visitatorer, der har endnu stærkere kompetencer til at varetage psykiatrirelaterede opkald end i dag. Derfor placeres den psykiatriske akuttelefon fysisk i forbindelse med de sundhedsfaglige visitatorer i AMK i Næstved. Dette vil give mulighed for en tæt sparring med medarbejderne i AMK i hverdagen, også om konkrete borgere, mens de er i røret. Denne del af den psykiatriske akuttelefons opgaver, er det som i den nationale aftaletekst betegnes Akut Psykiatrisk Koordinator (APK)-funktion.

Medarbejdere og kompetencer
Den psykiatriske akuttelefon skal jf. aftaleteksten bemandes alle døgnets timer året rundt. Den psykiatriske akuttelefon i Region Sjælland vil som udgangspunkt blive bemandet med sygeplejersker med minimum to års erfaring fra psykiatrien. Det er forventningen, at den psykiatriske akuttelefon skal bemandes med medarbejdere svarende til 15 årsværk, heraf et årsværk til en faglig koordinator, som blandt andet skal arbejde med faglig kvalitet i telefonteamet og koordinere med samarbejdspartnere.

Der planlægges med et generelt kompetenceløft af sundhedsfaglige visitatorer i AMK for at kvalificere de psykiatrirelaterede henvendelser til 112. Dette sker i samarbejde mellem de psykiatriske akutmodtagelser og AMK i både Region Sjælland og Region Hovedstaden.

For at understøtte den psykiatriske akuttelefon skal der altid være en speciallæge i psykiatri eller en læge på sidste del af hoveduddannelsen i psykiatri til rådighed via en telefonforbindelse.

Region Hovedstaden-model
Der findes i dag flere indgange til telefonisk akutpsykiatrisk hjælp i Region Hovedstaden. Akut Medicinsk Koordinering (AMK) Vagtcentral besvarer 1-1-2-opkald døgnet rundt ved livstruende somatisk/ psykiatrisk tilstand eller skade. Akuttelefonen 1813 (visitation og behandling) besvarer opkald døgnet rundt ved akut opstået somatisk/psykiatrisk tilstand eller skade. Både 1-1-2 og 1813 er bemandet.

Foruden ovenstående to tilbud har Region Hovedstaden siden 2021 haft Fællestelefonen, som er et psykiatrisk tilbud til borgere og patienter, som oplever et behov for psykiatrisk hjælp. Fællestelefonen er oprindeligt tiltænkt borgere med tilknytning til psykiatrien, som ønsker at komme i kontakt med akutmodtagelsen på det psykiatriske center, de kender. I praksis fungerer fællestelefonen dog bredere og modtager også akut/semiakutte opkald. Tilbuddet er således både til patienter, som er i igangværende ambulante forløb, borgere som ikke har kontakt til psykiatrisk behandling i hospitalsregi samt et tilbud til pårørende. Fællestelefonen besvarer opkald døgnet rundt. Alle opkald til regionens fem psykiatriske akutmodtagelser omdirigeres i dag bagom til Fællestelefonen. Fællestelefonen er placeret på Psykiatrisk Center København, Bispebjerg (fra 1. januar 2026 Bispebjerg og Frederiksberg Hospital) og er organiseret under psykiatrien, ligesom Region Sjællands model har ledelsesmæssigt ophæng i psykiatrien.

Ny psykiatrisk akuttelefon i Region Hovedstaden
Overordnet set er den nye akuttelefon i Region Hovedstaden en videreudvikling af eksisterende tilbud. Den nuværende kapacitet og beredskab på psykiatriområdet opjusteres og udbygges med et psykiatrispor i 112 og 1813. Alle henvendelser, underordnet om de er somatiske, psykiatriske eller en kombination, modtages via 1-1-2 AMK og 1813 og understøttes af et psykiatrisk triageringsværktøj. Samtidigt bevares den nuværende Fællestelefon. I forhold til 112 AMK er der samme model i Region Hovedstaden og Region Sjælland. 

På 1813 etableres der et psykiatrisk visitationsspor, med særlig viden om psykiatrisk visitation, hvor sundhedsfaglige visitatorer arbejder efter fælles retningslinjer. Der etables samtidigt en ny funktion med Akut Psykiatrisk Koordinator (APK) i 1-1-2 AMK og 1813. APK er døgndækket af en sygeplejerske fra Fællestelefonen med psykiatrisk erfaring, som ved behov kan sparre med speciallæge i psykiatri med tjeneste i Psykiatrisk Akutberedskab. Dette flugter med Region Sjælland-modellen, hvor den psykiatriske akuttelefon er fysisk placeret i AMK. Ved hastende psykiatriske henvendelser kan personalet på 1-1-2 AMK eller 1813 blandt andet visitere til telefonisk rådgivning og behandling i psykiatrien (Fællestelefonen), som foruden rådgivning og behandling kan henvise til fx udgående psykiatrisk akutteam, psykiatrisk akutmodtagelse, Center for Selvmordsforebyggelse mv. Det vil uændret være muligt for borgere at kunne ringe til en af regionens fem psykiatriske akutmodtagelser, hvor opkaldet omstilles bagom til personale på Fællestelefonen. Det forventes, at det typisk vil være kendte patienter, der har haft et forløb i psykiatrien.

Ledelsesmæssigt og fagligt ophæng samt fysisk lokation
Den psykiatriske akuttelefon på 112 og 1813 får ledelsesmæssigt og fagligt ophæng i Region Hovedstadens Akutberedskab og placeres også fysisk i det eksisterende Region Hovedstadens Akutberedskab i Ballerup. Den psykiatrifaglige indsats integreres i det eksisterende akutberedskab (AMK og 1813), og en Akut Psykiatrisk Koordinator (APK) vil være tilgængelig døgnet rundt. Fællestelefonen vil fortsat være forankret i psykiatrien med uændret fysisk placering på Psykiatrisk Center København på Bispebjerg Matriklen.

Medarbejdere og kompetencer
Samtlige sundhedsfaglige visitatorer i 1-1-2 AMK og 1813 kompetenceløftes i forhold til deres psykiatriske kompetencer. Psykiatrien og Akutberedskabet indgår, for både 1-1-2 AMK, 1813 og Fællestelefonen, i et struktureret samarbejde om visitationsvejledninger, vejledning i de forskellige psykiatriske behandlingstilbud.

En funktion med Akut Psykiatrisk Koordinator (APK) etableres i 1-1-2 AMK og 1813. APK er døgndækket af en sygeplejerske fra Fællestelefonen med psykiatrisk erfaring, som ved behov kan sparre med speciallæge i psykiatri med tjeneste i Psykiatrisk Akutberedskab. Sparringsfunktion ved speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri skal aftales. 

Fremadrettet proces for Region Østdanmark
Region Sjælland og Region Hovedstaden samarbejder tæt om en fælles, langsigtet løsning for den psykiatriske akuttelefon i den kommende Region Østdanmark. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at give et tidsestimat for implementeringen af den fælles løsning, da der er en række afhængigheder, som skal traffes beslutning om for Region Østdanmark, blandt andet it-understøttelse, organisering af akutområder og 1813/1818.

Indtil den langsigtede løsning er på plads, samarbejdes der tæt på tværs af de to regioner med faste rammer for koordinering og videndeling. Indsatsen omfatter også gennemførelse af et fælles kompetenceløft for AMK-medarbejdere og evt. uddannelse på tværs af regionerne for at opnå en effektiv og ensartet tilgang.

KONSEKVENSER

Ved tiltrædelse af indstillingen vil udvalget have anbefalet overfor forretningsudvalget og regionsrådet at budget for etablering og drift for psykiatrisk akuttelefon som beskrevet i sag om plan for varig udmøntning af 2026-midler fra 10 årsplanen for psykiatrien tages til efterretning

 

ØKONOMI

I ”Aftale om en bedre psykiatri” fra november 2023 blev der afsat midler til at finansiere udvikling og implementering af den psykiatriske akuttelefon samt styrkelse af de udgående akutpsykiatriske behandlingstilbud. Der er nationalt afsat 155,4 mio. kr. (25-PL) årligt i 2026 og frem, hvoraf Region Sjælland forventer at få 24,7 mio. kr., og Region Hovedstaden forventer at få ca. 50 mio. kr.

Beløbet skal dække etablering og drift af det akut psykiatriske telefoniske tilbud, udvidelse af de eksisterende udgående akutpsykiatriske behandlingstilbud samt regional evaluering. Region Hovedstadens fordeling af midler forventes at fordele sig på styrkelse af Akutberedskabet, fællestelefonen og udgående akutpsykiatriske tilbud.

Der er et arbejde i gang på tværs af Region Sjælland og Region Hovedstaden, med at kortlægge de nuværende udgående akutpsykiatriske tilbud. Kortlægning og forslag til styrkelse af de udgående tilbud, samt udmøntningen af midlerne hertil, præsenteres i 2026.

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen foreligges social- og psykiatriudvalget den 24. november, forretningsudvalget den 9. december og regionsrådet den 16. december. 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond/Carine Heltberg

JOURNALNUMMER

25047299

Bilag

Bilag 1: OPDATERET - Oversigt psykiatrisk akuttelefon - Region H og Region Sjælland

9. Orientering: Status på implementeringen af integration og ligestilling af psykiatri og somatik

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Taget til efterretning.

Maria Gudme (A), Magnus Von Dreiager (C) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Som led i sundhedsreformen og regionsrådets beslutning fra juni 2025 gennemføres en fuld integration af psykiatri og somatik pr. 1. januar 2026. Formålet er at skabe faglig, ledelsesmæssig og organisatorisk ligestilling mellem psykiatri og somatik. Det skal styrke sammenhængen i patientforløb, opbygge fælles faglige miljøer og udnytte synergier på tværs af specialer og sektorer. Målet er, at psykisk sygdom behandles ligeværdigt med somatiske lidelser, så forskelle i middellevetid udjævnes og stigmatisering mindskes.

Sammenlægningen omfatter ca. 6.000 medarbejdere i psykiatrien. De fleste fortsætter i nuværende funktioner og på samme matrikler, mens ca. 150 medarbejdere fra den centrale administration overgår til nye organisatoriske enheder. Arbejdet med overdragelse, lokaler, udstyr og introduktion er i gang frem mod den formelle sammenlægning 1. januar 2026. Med denne sag forelægges en status på implementeringarbejdet forud for den 1. januar. 

SAGSFREMSTILLING

Implementeringen af integrationen sker i et tæt samarbejde mellem hospitalerne og koncerncentrene.  I implementeringsfasen er der en række centrale indsatser, der skal sikre et tværgående ledelsesfokus og understøtte overgangen fra organisatorisk sammenlægning til reel integration og ligestilling af psykiatrien. Implementeringen af integrationen omfatter:

Ledelsesmæssigt, administrativt og organisatorisk spor for integrationen

Integrationen dækker organisatoriske, administrative og driftsmæssige områder og omfatter både etablering af nye ledelses- og samarbejdsstrukturer, indplacering af psykiatriens centrale administration i de nye rammer samt forberedelse af systemintegration indenfor HR, økonomi- og kliniske systemer. Her følger en status for denne del af integrationen.

Ledelsesmæssig integration på hospitalsniveau
Dialogen og det indledende samarbejde mellem hospitalerne og de psykiatriske centre er godt i gang. Der er et fælles ønske om at etablere et nært og ligeværdigt samarbejde mellem hospitalsdirektionerne, centercheferne og afdelingsledelserne – på samme måde som mellem direktionerne og de somatiske afdelinger. Det nyetablerede ’Ledelsesforum for Psykiatri’ understøtter denne udvikling ved at skabe et fælles ledelsesfokus på kvalitet og sammenhæng i patientbehandlingen på tværs af psykiatri og somatik. Forummet kommer blandt andet til at drøfte fremdrift i arbejdet med 10-årsplanen for psykiatrien og handleplanen for tryghed og sikkerhed. RMU følger udviklingen tæt og har løbende dialog med psykiatriens fællestillidsrepræsentanter. På det seneste RMU-møde udtalte medarbejderrepræsentanterne fra psykiatrien, at ”de føler sig fantastisk godt modtaget på deres nye hospital”.  Samtidig er der mange spørgsmål fra medarbejdersiden, og de vil alle blive besvaret i takt med at der findes svar. Referat fra RMU-møde den 23. oktober er vedlagt sagen. 

Fra 1. januar 2026 indgår psykiatrien i hospitalernes MED-struktur på lige fod med somatiske afdelinger. For at sikre en god overgang er RMU og hospitalernes VMU’er i 2025 midlertidigt udvidet med psykiatri-repræsentanter, så medarbejdere og ledere kan bidrage aktivt til, hvordan integrationen skal udformes. Psykiatriens fællestillidsrepræsentanter fortsætter desuden som overgangsordning i 2026. 

Organisatorisk og administrativ integration
Den nye organisering skal træde i kraft d. 1. januar 2026 uden forstyrrelser i driften. I samarbejde med hospitaler og koncerncentre gennemføres en række indsatser inden for HR-, økonomi- og kliniske systemer, som f.eks. Sundhedsplatformen og andre driftskritiske systemer. Der lægges vægt på, at alle praktiske og tekniske forhold er på plads ved årsskiftet, så drift, løn, vagtplanlægning, indkøb og it-systemer fungerer fra første dag.

Alle ansatte som arbejder i administrationen på Kristineberg har fået besked om deres kommende ansættelsessted, og der er gang i dialogen mellem medarbejderne og kommende leder. Aktuelt handler det om at finde en balance mellem at det nye arbejdssted gerne vil i gang med at lære psykiatriens opgaver og medarbejdere at kende, samtidig med at der er mange opgaver forbundet med at lukke et hospital ned. Der er god dialog på lederniveau om at finde den rette balance. Flytteprocessen er planlagt i tæt samarbejde mellem psykiatrien og de modtagende hospitaler og koncerncentre. Center for Ejendomme arbejder fortsat med at finde de sidste løsninger på lokaleudfordringer i koncerncentrene.

Løbende uddannelse og kompetenceudvikling fylder meget i psykiatrien, både af hensyn til kvalitet i behandlingen og ikke mindst de ansattes sikkerhed. Uddannelsesopgaven overgår fra 1. januar til Center for HR og Uddannelse. Den nye organisering er på plads uddannelsesopgaven fortsætter i 2026 uden ændringer i forhold til tilbuddet i 2025. Det vil sige, at alle kurser fra 2025 kører videre i 2026. Den fortsatte udvikling i uddannelse og kompetenceudvikling bliver drøftet i Strategisk Forum for Uddannelse og HR hvor alle hospitaler er repræsenteret på direktionsniveau. Et centralt fokusområde i den organisatoriske og administrative integration er udviklingen af et samlet ’snitfladekatalog’, som beskriver den nye opgavefordeling, fælles ansvar og samarbejdsflader i den nye organisering fremadrettet. 

Fra 1. januar 2026 bliver introduktion og onboarding forankret på de enkelte akuthospitaler. Nye medarbejdere deltager både i hospitalets fælles introduktion og den lokale psykiatriske introduktion. Obligatoriske kliniske kurser, fx konflikthåndtering, fortsætter uændret og leveres fortsat af Center for HR- og Uddannelse.

Systemintegration og fysiske rammer
Der arbejdes med at skabe et samlet overblik over systemintegrationens milepæle og de ændringer, der følger i de fysiske rammer. Lokaleplanlægning, udstyrsbehov og flytteaktiviteter koordineres i tæt samarbejde mellem Center for HR og Uddannelse, Center for Økonomi, Center for IT og Medicoteknologi og hospitalerne, så medarbejderne får en god modtagelse, og at alle fysiske rammer er klar den nye organisering pr. 1. januar 2025.

Sundhedsfaglige spor for integrationen

Med det faglige beslutningsoplæg til integration og ligestilling af psykiatri og somatik, der blev besluttet af regionsrådet i juni, blev en række centrale sundhedsfaglige indsatser iværksat. Arbejdet med disse indsatser er sat i gang, både på hospitalerne og i koncernadministrationen. Her følger en status på indsatserne:

Sammenhæng til øvrige initiativer

Implementeringen af integrationen sker i tæt koordinering med øvrige reforminitiativer, herunder dannelsen af Region Østdanmark, den nationale 10-årsplan for psykiatrien og Region Hovedstadens handleplan for sikker og tryg psykiatri. Samtidig samarbejdes med Region Sjælland om at sikre et robust og sammenhængende psykiatrisk udrednings- og behandlingstilbud i det kommende Region Østdanmark.

Der vil ske en løbende politisk involvering i forhold til beslutninger med at integrere psykiatrien i akuthospitalerne og sikre ligestilling mellem psykiatri og somatik. 

KONSEKVENSER

Såfremt indstillingen tiltrædes, vil social- og psykiatriudvalget have taget orienteringen om implementeringen af integration og ligestilling af psykiatri og somatik til efterretning. 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 24. november 2025.

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

 Charlotte Hosbond/Kirstine Vestergård Nielsen/Marlene Würgler/Anne-Mette Termansen 

JOURNALNUMMER

25075390

Bilag

Bilag 1: Referat fra møde i RMU den 23. oktober 2025

10. Orientering: Status for arbejdet med den ledelsesmæssige integration af psykiatri og somatik

INDSTILLING

Administrationen til social- og psykiatriudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Taget til efterretning.

Maria Gudme (A), Magnus Von Dreiager (C) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Regionsrådet vedtog i juni 2025 det politiske oplæg om integration af psykiatri og somatik. Oplægget danner grundlaget for den organisatoriske og ledelsesmæssige sammenlægning af de psykiatriske centre og de somatiske akuthospitaler pr. 1. januar 2026.

Et centralt princip i oplægget er, at de psykiatriske centre, herunder centerledelserne, overføres uændret til de modtagende hospitaler. Det vil sige, at integrationen ikke er en anledning til fx at flytte rundt på kliniske afdelinger eller patientgrupper på tværs af de eksisterende centre.  Målet er at skabe stabil drift, tryghed blandt medarbejderne og fastholde psykiatriens ledelsesmæssige styrke i en periode med omfattende organisatoriske forandringer.

I et brev af 29. september 2025 til social- og psykiatriudvalget har medarbejdersiden i psykiatriens hospitalsMED-udvalg (HMU) udtrykt bekymring om fremtiden for psykiatriens nuværende centerledelser.  På baggrund af brevet har social- og psykiatriudvalget ønsket en orienteringssag om arbejdet med den ledelsesmæssige integration af psykiatri og somatik. Brevet fra HMU er vedlagt som bilag. 

Sagen var på dagsorden til social- og psykiatriudvalgets møde den 28. oktober, men blev udsat til udvalgsmødet den 24. november.

Erik Jylling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, vil på mødet give en status på den ledelsesmæssige integration på hospitalsniveau af psykiatri og somatik. 

SAGSFREMSTILLING

Den nationale aftale om integration af somatik og psykiatri

Sundhedsreformen og den nationale aftale om ligestilling mellem psykiatri og somatik markerer en grundlæggende omstilling af sundhedsvæsenet.

Psykiatrien har indtil nu været organiseret med egen ledelse på regionsniveau. Derfor kræver integrationen af psykiatri og somatik en ny struktur både ift. det ledelsesmæssige ansvar og den generelle organisering. Den nationale politiske aftale beskriver, at der skal ske en ledelsesmæssig, organisatorisk og administrativ integration af somatik og psykiatri på regions- og hospitalsniveau.

Det indebærer også en ændret ledelsesstruktur, så hospitalerne fremover vil have et samlet ledelsesansvar for både psykiatriske og somatiske indsatser.

Målet i den politiske aftale er reelt integrerede patientforløb, hvor borgere med både psykiske og somatiske lidelser oplever kvalitet, sammenhæng og helhed.

Det politiske oplæg i Region Hovedstaden

I beslutningsoplægget for integration og ligestilling af psykiatri beskrives seks principper, der sammen med den faglige og politiske involveringsproces er grundlaget for forslaget for en ny organisatorisk struktur, der skal sikre bedre og mere helhedsorienterede patientforløb som blev politisk vedtaget i juni 2025.

For at sikre princippet om at patientbehandlingen fungerer upåvirket, overføres de psykiatriske funktioner, stabsområder og bygninger organisatorisk og ledelsesmæssigt én til én til de nærliggende akuthospitaler. Dette skal understøtte at eksisterende centre, faglige miljøer og patienternes tilknytning bevares ved en uændret klinisk hverdag.

For at sikre princippet om robuste ledelseskæder i psykiatrien overføres centerledelser og administrative funktioner som udgangspunkt uændret til de modtagende hospitaler – dette for at sikre lokal forankring, faglig sammenhæng og tryghed for medarbejdere i overgangen til den nye struktur.

Denne model skal sikre stabil drift og kontinuitet i patientbehandlingen, samtidig med at integrationen forsat skal understøtte den nationale 10-årsplan for psykiatrien og målet om bedre og mere helhedsorienterede patientforløb for mennesker med en psykisk lidelse. Modellen med én til én sammenlægninger er således valgt for at sikre driftssikkerhed og høj kvalitet i patientbehandlingen, understøtte kontinuitet i patientforløbene og bidrage til en tryg overgang for både medarbejdere og patienter.

Beslutningsoplægget indeholder også en række specifikke organisatoriske forankringer. Retspsykiatrien forankres under Amager og Hvidovre Hospital, børne- og ungdomspsykiatrien under Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt ambulante tilbud i alle sundhedsråd, og Rigshospitalet får et styrket samarbejdet med Bispebjerg Hospital. Tilsammen skal disse tiltag skabe en mere sammenhængende og ligeværdig behandlingsstruktur på tværs af sektorer og samtidig bevare psykiatriens særpræg og styrkeposition i den samlede hospitalsorganisation.

Ledelsesmæssig integration på hospitalsniveau

Dialogen og det helt indledende samarbejde mellem hospitalerne og de psykiatriske centre er allerede godt i gang. Der er et fælles ønske om, som et led i integrationen, at få skabt et nært samarbejde mellem hospitalsdirektionerne, centercheferne og afdelingsledelserne – på samme måde som direktionerne har et tæt samarbejde med de somatiske afdelinger.

Det nyetablerede Ledelsesforum for Psykiatri understøtter denne udvikling ved at skabe et fælles ledelsesfokus på kvalitet og sammenhæng i patientbehandlingen på tværs af psykiatri og somatik, herunder at sikre det fortsatte arbejde med 10-årsplanen for psykiatri og handleplanen for tryghed og sikkerhed.

RMU følger arbejdet tæt og har løbende drøftelser med Psykiatriens fællestillidsrepræsentanter vedrørende fremdrift og organisering.

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Med integrationen af somatik og psykiatri udvides Bispebjerg Frederiksberg Hospital med ca. 2.475 ansatte.

Direktionen etableres med 5 direktionsmedlemmer fra 1. januar 2026. Den består herefter af en hospitalsdirektør og 4 vicedirektører, heraf én vicedirektør med tidligere tilknytning til Psykiatrien. Det centrale omdrejningspunkt er fortsat kontaktdirektør ordningen, hvor direktionsmedlemmerne er fast kontaktperson for et antal afdelinger. Fordeling af kontaktdirektør områderne besluttes sidst på året.

I udgangspunktet vil vicedirektøren med særlig viden om psykiatri få kontaktdirektør ansvar for flertallet af de tværgående regionale psykiatrifunktioner som placeres på Bispebjerg, herunder også KAGs, Sundhedsfaglige Råd og forskning knyttet til psykiatrien.

Centercheferne deltager i direktionsmøderne ved behov, på samme måde som stabscheferne. 

Den overordnede plan er at starte de konkrete organisatoriske sammenlægninger fra 2026, og at arbejde videre med organisationen over de næste år. Ambitionen er, at processen er tilendebragt og der er fuld integration mellem psykiatri og somatik ved udgangen af 2027. Det inkluderer ledelsesstruktur, organisering af administration og den kliniske grundstruktur med sengeafsnit og ambulatorier.

Psykiatrien er allerede nu med på VMU-møder og deltager i ledelsesfora og seminarer for at sikre størst muligt kendskab til hinanden på tværs af somatik og psykiatri.

Amager og Hvidovre Hospital

Med integrationen af somatik og psykiatri udvides Amager og Hvidovre Hospital med ca. 2.010 ansatte.

Direktionen etableres med 5 direktionsmedlemmer fra 1. januar 2026. Den består herefter af en hospitalsdirektør og 4 vicedirektører, heraf én vicedirektør med tidligere tilknytning til Psykiatrien. Det centrale omdrejningspunkt er fortsat kontaktdirektørordningen, hvor hver vicedirektør er fast kontaktperson for et antal afdelinger/centre. Fordeling af afdelinger og centre besluttes sidst på året.

Kontaktdirektøren for det enkelte psykiatriske center holder løbende dialogmøder, hvor både chefsygeplejersker og -læger samt centerchef deltager, med henblik på at have fælles ledelsesfokus på driften af centeret.

Centercheferne deltager i direktionsmøder og kan løse tværgående opgaver efter aftale med direktionen. Afdelingsledelserne fra de psykiatriske centre indgår i diverse mødefora på lige fod med somatiske afdelingsledelser.

Direktionen har planlagt arbejdet med den ledelsesmæssige integration i tre faser. I 2025 forberedes en overgangsstruktur med udgangspunkt i eksisterende strukturer. I 2026 arbejdes med integration af overgangsstruktur og opbygning af fælles kendskab til den samlede organisation og dens funktioner. Fra 2027 er der grundlag for endelig fastlæggelse af fremtidens organisation, idet Region Østdanmark er dannet, psykiatriens optageområde er fastlagt, og drift af kommunale opgaver er bestemt.

Psykiatrien er allerede nu med på VMU-møder. Herudover er der planlagt forskellige aktiviteter på ledelsesniveau for at sikre kendskab til hinanden på tværs af somatik og psykiatri forud for integrationen. Som eksempler kan nævnes fælles temadag, direktionsbesøg på de psykiatriske centre og oplæg fra de psykiatriske centerchefer i forskellige ledelsesfora. Psykiatrien indtræder i relevante mødefora fra årsskiftet.

Herlev og Gentofte Hospital

Med integrationen af somatik og psykiatri udvides Herlev og Gentofte Hospital med ca. 880 ansatte.

Den ene af de to centerchefstillinger, som flytter med de to centre pr. 1. januar 2026, er ledig. Direktionen er i tæt dialog med ledelserne på begge centre om, hvordan og hvornår den ledelsesmæssige integration bedst muligt kan foregå i det lys.

Afdelingsledelserne fra de psykiatriske centre er inviteret med ind på møderne i hospitalsledelseskredsen, så ledelserne fra de psykiatriske centre indgår i diverse mødefora på lige fod med somatiske afdelingsledelser.

Psykiatrien er allerede nu med på VMU-møder og deltager i ledelsesfora og seminarer for at sikre størst muligt kendskab til hinanden på tværs af somatik og psykiatri.

I udgangspunktet vil vicedirektøren med særlig viden om psykiatri få kontaktdirektøransvar for de psykiatriske afdelinger sammen med ansvaret for et antal somatiske afdelinger.

Nordsjællands Hospital

Med integrationen af somatik og psykiatri udvides Nordsjællands Hospital med ca. 570 ansatte.

Centeret er relativt lille, og med en lille lokal administration. Direktionen er i tæt dialog med ledelsen på centeret om, hvordan og hvornår den ledelsesmæssige integration bedst muligt kan foregå. For at sikre en robust organisation er planen at integrere både ledelse og administration i løbet af 2026. Denne øvelse smidiggøres af, at Nordsjællands Hospital og Psykiatrisk Center Nordsjælland fysisk ligger tæt på hinanden, hvilket giver gode muligheder for samarbejde og koordinering i den daglige drift.

Psykiatrien er allerede nu med på VMU-møder. Herudover er der planlagt forskellige aktiviteter på ledelsesniveau for at sikre kendskab til hinanden på tværs af somatik og psykiatri forud for integrationen. Som eksempler kan nævnes fælles temadag, direktionsbesøg på det psykiatriske center og oplæg fra centerchef i forskellige ledelsesfora. Psykiatrien indtræder i relevante mødefora fra årsskiftet.

 

 

KONSEKVENSER

Såfremt indstillingen tiltrædes vil social- og psykiatriudvalget have taget orienteringen om status for det igangværende forberedelsesarbejde om ledelsesmæssig integration af somatik og psykiatri til efterretning. 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen var på dagsorden til social- og psykiatriudvalgets møde den 28. oktober, men blev udsat til udvalgsmødet den 24. november. Sagen forelægges derfor social- og psykiatriudvalget den 24. bovember 2025. 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Kirstine Vestergård Nielsen/Anne-Mette Termansen 

JOURNALNUMMER

25039684

Bilag

Bilag 1: Brev til politiskere om intergration mellem somatik og psykiatri - Centre flyttes 1 til 1. 29.09.25

Bilag 2: Bilag - MED-struktur i forbindelse med fusionen af psykiatriens medarbejdere

11. Aktuelle orienteringer

INDSTILLING

Administrationen indstiller til social- og psykiatriudvalget:

POLITISK BEHANDLING

Taget til efterretning.

Administrationen nævnte, at man er i gang med at se på, hvad udvalgene skal behandle i 2026 og hvad der skal ligge i sundhedsrådene.  

Maria Gudme (A), Magnus Von Dreiager (C) og Carsten Scheibye (V) deltog ikke i sagens behandling.

BAGGRUND

Der er på social- og psykiatriudvalgets møder et fast punkt, hvor administrationen orienterer om aktuelle sager.

SAGSFREMSTILLING

Administrationen orienterer om aktuelle sager, der vedrører udvalgets opgaveområde. 

KONSEKVENSER

Såfremt udvalget ønsker yderligere behandling af en sag, vil administrationen gå videre med sagen. 

POLITISK BESLUTNINGSPROCES

Sagen forelægges social- og psykiatriudvalget den 24. november 2025. 

DIREKTØRPÅTEGNING OG KONTAKTPERSON

Charlotte Hosbond / Jens Christian Reventlov Petersen 

JOURNALNUMMER

25075390

12. Eventuelt

Eventuelt

Intet .

13. Underskriftsark